Hvis forældre placerer deres helt lille pode foran TV’et eller stikker barnet en tablet, smartphone eller anden form for skærm for at købe lidt fred, gør de ikke nødvendigvis barnet en tjeneste.
Mængden af skærmtid blandt 0-2-årige er fordoblet i perioden fra 1997 til 2014, og forskning har vist, at når børn bliver overeksponerede for denne form for passiv underholdning, kan det hæmme deres kognitive færdigheder og sociale udvikling.
Men omvendt kan skærmtid ifølge britisk og fransk forskning være gavnligt for helt små børn.
Det kræver imidlertid, at der sidder en voksen ved siden af.
Kvalitet og ikke kvantitet
”Vi er vant til at høre, at skærmtid er skadeligt for barnet og kan forårsage alvorlig skade på dets udvikling, hvis ikke tiden bag en skærm begrænses til eksempelvis mindre end en halv time dagligt. Selv om det er korrekt, at det kan være skadeligt, viser vores forskning, at det er vigtigt at fokusere på kvaliteten og konteksten af det, barnet ser, og ikke kvantiteten”, fortæller Dr. Ester Somogyi, som er forsker ved University of Portsmouth.
”En ringe fortælling, hurtige sammenklipninger, og indviklede stimuli kan gøre det vanskeligt for et barn at forstå og bearbejde handlingen og informationen. Men hvis indholdet af det viste passer til barnets alder, kan det have en positiv effekt, især hvis det lægger op til interaktion”, siger hun.
Godt at kunne stille spørgsmål
Og her kommer de voksne ind i billedet. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis børn ser TV med en forælder eller en anden voksen ved siden af, kan de lettere få udbytte af det viste ved at have lejlighed til at spørge ind til det, de ikke lige forstår. At se TV med sit barn er ikke alene en fordel, fordi det hjælper dem med at forstå, det de ser. Det øger også deres udbytte af pædagogiske udsendelser. Samtidigt er det med til at udvikle barnets samtaleevner og sociale dialog.
Må ikke anvendes som ”babysitter”
Ifølge Dr. Bahia Guellaï fra Paris Nanterre University handler det i høj grad om at se på den nye teknologi med de rigtige øjne. Det vigtige i alt dette er, at forældre og andre med ansvar for børn opfatter fjernsyn og smartphones som potentielle værktøjer til at komplementere – ikke erstatte – visse sociale interaktioner med børnene.
”Jeg tror, den største udfordring for kommende generationer er at få voksne og unge til at være opmærksomme på faren ved uigennemtænkt og forkert brug af skærmen. Det er vigtigt at forebygge situationer, hvor skærmtid bliver anvendt som ”babysitter”, hvilket vi har set talrige eksempler på i forbindelse med nedlukninger af samfundet under pandemier”, forklarer hun og tilføjer: ”Jeg er ganske optimistisk, når det gælder tanken om at finde en slags balance imellem den hastige introduktion af ny teknologi og bevarelsen af det smukke i relationer mennesker imellem”.