Var valentinsdag en ensom fornøjelse, og kniber det lidt med at finde den rette partner, så har du måske overvejet en af markedets mange datingapps.
Ved blandt andet at oplyse om sine interesser, forventninger til et potentielt parforhold og eventuelt sin politiske overbevisning, finder disse kærlighedsapps nemlig frem til potentielle partnere ved hjælp af sindrige algoritmer.
Det lyder nemt, og kan sagtens virke for nogle. På trods af udbredelsen af disse apps, diverse tv-programmer og andre kærlighedseksperimenter, så kan forskningen endnu ikke pege på, hvad to personer skal have til fælles, for at de lykkes som par.
Fælles interesser er ikke alt
Når vi er på udkig efter succes i kærlighedslivet, har vi en tendens til at søge efter en partner, som minder om os selv personlighedsmæssigt. Er man meget ekstrovert, søger man efter en ekstrovert person, og de samme gør sig gældende blandt mere introverte personer.
Forskning på området viser, at det ikke er en decideret dårlig strategi, men også at ens personlighedsprofiler ikke spiller den store rolle på den lange bane.
“Mange oplever oftere kemi med folk, der minder om dem selv på flere parametre,” siger professor i psykologi ved University of Rochester i New York. Harry Reis, til The Guardian.
Men det betyder imidlertid ikke, at lykken er gjort.
“Hvis jeg placerede dig i et rum med 20 personer, som mindede om dig selv på flere parametre, ville oddsene for at du ville have kemi med mere end én af dem ikke være særligt gode,” uddyber Harry Reis.
Han peger desuden på, at når to mennesker mødes på deres første date, så spiller forskellene på deres personligheder oftest kun en rolle, hvis de grænser til det ekstreme.
Romantiske idealer slår heller ikke til
Selvom de fleste af os har en ide om, hvad vi ønsker os af en potentiel partner, så peger forskning på området i en anden retning.
For på trods af at kvaliteter som omsorgsfuldhed og eventyrlyst generelt opfattes som positive, så viser et forsøg med speeddating, noget ganske andet.

Speeddating fungerer ved, at en gruppe mennesker får lejlighed til at komme på en lynhurtig date med hinanden i et afgrænset tidsrum på fx 5 minutter. Når tiden er gået rykker deltagerne bord, så de kommer på date med en ny person og så fremdeles.
Det viste nemlig, at folks idealer i forhold til den anden part betød forbavsende lidt, når først de sad ansigt til ansigt.
Dem som søgte en omsorgsfuld partner, viste sig at komme lige så godt ud af det med de eventyrlystne deltagere og vice versa. Forskerne peger derfor på, at vi måske er åbne for en bred palette af kvaliteter hos en potentiel partner, så længe vi anser dem for at være positive.
“Vi kan ikke finde beviser for, at nogle mennesker virkelig vælger partner ud fra særlige personlighedstræk,” siger professor i psykologi ved University of California, Paul Eastwick til The Guardian og sammenligner situationen med et restaurantbesøg:
“Det er ligesom, hvis du bestiller en specifik ret og så bytter den ud med nabobordets. Du vil sætte lige så høj pris på den tilfældige ret, som på den du først havde bestilt,” siger Eastwick.
Ifølge Harry Reis er der så mange tilfældigheder forbundet med kærlig, at den ægte kemi ikke kan sættes på formel og beregnes via algoritmer og avancerede computersystemer.
“Det handler i høj grad om, hvorvidt den anden person smiler på de rigtige tidspunkter, og om de virkelig formår at lytte,” slutter Reis.