Fysikkens love dødsdømmer folkemasser

“Folk kan ikke gå ned ad gaden, andre bliver skubbet opad. Det føles, som om man bliver mast til døde. Jeg nåede på et hængende hår at slippe væk, her er alt for proppet med mennesker, I må gøre noget, der er brug for kontrol,” bønfalder stemmen.

Kl. 21.10 indløber endnu et opkald. “Halloweenfest … en alvorlig situation. Folk bliver mast ihjel herinde,” lyder brudstykkerne af samtalen, der næsten drukner i baggrundslarm.

Politiet overhører advarslerne.

En katastrofe er under opsejling. Og den er en konsekvens af et grundlæggende fysisk fænomen, som forskerne nu har afdækket i detaljer.

Pilgrimsfærd endte i massedød

Når mennesker i stort tal samles til et arrangement på begrænset plads, er planlægning og regulering altafgørende. Få ting i verden er nemlig farligere end tætte menneskemasser, hvor masen, skubben, fald og iltmangel kan få fatale konsekvenser.

Talrige tragedier har udspillet sig gennem årene, hvor folk er døde eller er kommet alvorligt til skade, fordi de er blevet fanget i mængden. Siden 1990’erne har den slags ulykker i gennemsnit kostet 380 menneskeliv om året.

En af de uhyggeligste fandt sted i byen Mina nær Mekka i Saudi-Arabien i 2015 under muslimernes årlige pilgrimsfærd, hajj, hvor ca. 2,5 millioner mennesker typisk deltager.

To tætpakkede flokke af pilgrimme strømmede fra hver sin retning ind på den samme snævre vej og blev presset så tæt sammen, at de ikke længere kunne fungere som enkeltindivider. Ca. 2300 mennesker omkom.

De mange mennesker var blevet en del af en massiv enhed, der fulgte sine helt egne love: Store folkemængder bevæger sig ifølge fysikere som væsker, hvor små forstyrrelser kan brede sig og blive til katastrofale bølger.

Netop viden om dynamikken i menneskemængder er afgørende, når arrangører af fx festivaler og koncerter skal tilrettelægge og på tryg og sikker vis afvikle en folkefest.

Et gennemsnitligt, opretstående menneske optager ca. 0,2 kvadratmeter plads. Ved en tæthed på to personer pr. kvadratmeter kan den enkelte stadig bevæge sig frit – tre eller fire mennesker pr. kvadratmeter går også an. Men når belastningen er på fem personer eller derover pr. kvadratmeter, bør alarmklokkerne ringe.

I den situation er individerne presset så tæt ind mod hinanden, at den enkelte får hæmmet eller ligefrem elimineret sin bevægelsesfrihed og vejrtrækning. Personen kan blive flyttet frem eller tilbage, løftet op eller trykket ned. I værste fald kan presset føre til ribbensbrud eller kvælning.

Det enorme pres fra alle sider holder gruppen oppe og i ligevægt. Men hvis blot en enkelt mister fodfæstet og falder – fx fordi mængden bølger frem og tilbage – kan det sætte gang i en dominoeffekt, hvor folk falder på stribe i et gruppekollaps, der først stopper, når presset aftager.

De mennesker, der er så uheldige at lande nederst i bunken, risikerer at blive kvalt eller mast ihjel under vægten af dem ovenover.

Netop gruppekollaps var ifølge eksperter årsag til de tusindvis af dødsfald blandt pilgrimmene i Mina i 2015. Her nåede tætheden i mængden skønsmæssigt op på hele syv mennesker pr. kvadratmeter. I den tætpakkede mængde havde folk svært ved at få vejret, så mange døde formentlig af iltmangel, mens de stadig stod op.

Gyde forvandlet til dødsfælde

I Itaewon i Seoul udvikler situationen sig ud på aftenen den 29. oktober 2022 fra slemt til fatalt. Folk står som sild i en tønde rundtom i kvarteret, og særligt i en stejl, smal gyde er trængslen faretruende.

Fra begge ender af den blot 42 meter lange – og visse steder kun 3,6 meter brede – stikvej er det væltet ind med mennesker. Lige før kl. 22 fornemmer flere af festdeltagerne, at de er fanget i en dødsfælde.

“Her er så mange mennesker, at jeg tror, I bliver nødt til at komme og gøre noget. Kan I komme med det samme? Det er en farlig situation lige nu, skynd jer, please,” lyder det i et desperat opkald til politiet kl. 21.51.

I et nødopkald 20 minutter senere står alvoren skræmmende klar. “Folk bliver mast ihjel,” råber en stemme, som splitsekundet efter bliver overdøvet af rædselsskrig.

En politibetjent badet i sved forsøger at tage styringen og dirigere folk med råb og fagter, men forgæves – menneskemængden lever sit eget liv og bølger frem og tilbage. De bagerste kan ikke mærke, at de puffer til dem foran, og de, der befinder sig midt i menneskehavet i den snævre gyde, er fuldstændig prisgivet. Tætheden er nu oppe på alarmerende 12 personer pr. kvadratmeter.

Folk bliver mast fra alle sider, og det er, som om al ilt er suget ud af luften. Kun de højeste formår at stikke hovedet op og snappe efter lidt frisk luft.

“Lad være med at skubbe, lad være med at skubbe,” trygler flere af de unge.

Mange af dem, der befinder sig yderst langs husmurene, forsøger at flygte ved at kravle op ad væggene. Mens de klynger sig til murværk eller neonskilte, kan de chokeret iagttage helvede bryde løs: Folk begynder at vælte, som var de brikker i et djævelsk spil domino. Og pladsen rækker ikke til, at de kan komme op igen.

Panik er sejlivet myte

Når medierne beretter om katastrofer, hvor folk er blevet kvalt i mængden, forklarer de ofte ulykken med, at folk gik i panik og trampede hinanden ihjel. I nyhedsreportager i engelsktalende medier er ordet “stampede” en genganger. Det bliver også brugt om Itaewon-tragedien.

“Stampede” beskriver egentlig en situation, hvor en flok store dyr bliver opskræmt og ude af kontrol flygter og kommer til at gøre skade på sig selv og andre. Ordvalget bidrager til fortællingen om, at folkemængder handler irrationelt og bliver grebet af massepanik – og at det er panikken, der dræber.

Virkeligheden er dog en anden: “Folk dør ikke, fordi de går i panik. De går i panik, fordi de er ved at dø,” konstaterer G. Keith Still, der er ekspert i folkemængdesikkerhed ved University of Suffolk.

Ifølge Edwin Galea, som forsker i mængdeadfærd ved University of Greenwich, er massepanik ikke alene en sejlivet myte, men også et problematisk udtryk, fordi det lægger skylden for tragedien på publikum.

Efter adskillige års undersøgelser kan forskerne slå fast, at de involverede reagerer fornuftigt og kontrolleret i situationen og endda bidrager til at begrænse katastrofens omfang. De implicerede hjælper i høj grad hinanden – også dem, de ikke kender. Folk er endda villige til at sætte livet på spil i forsøget på at redde andre.

En tragedie i Duisburg i Tyskland i 2010 er en af de ulykker, der er blevet tilskrevet massepanik: Under festivalen Love Parade blev 21 mennesker mast ihjel og over 600 såret, efter at de havde forsøgt at skyde genvej til festpladsen gennem en tunnel, der viste sig som en dødbringende flaskehals.

Da forskere fra Swiss Federal Institute of Technology analyserede ulykken, opdagede de, at massepanikforklaringen på ingen måde holdt vand: I stedet opstod en slags skred, hvor kræfter fra én krop indvirkede på de øvrige – bittesmå tryk og pres forplantede sig som ringe i vandet gennem mængden og udløste et gruppekollaps i tunnellen.

Ifølge de schweiziske forskere hjalp publikum med at begrænse katastrofen: Mange forstod tidligt i forløbet, at situationen kunne udvikle sig kritisk, og søgte mod nødudgangene, hvilket sandsynligvis reddede menneskeliv.

Politiet erkender svigt

I Itaewon kommer ambulancefolkene for sent frem til at kunne redde liv. Redningsarbejderne har svært ved at trænge igennem mængden, og da det endelig lykkes, er det som at lande i en krigszone: Hundredvis af unge ligger livløse hen.

Mens højlydt festmusik spiller fra barerne, sætter redningsfolk og politibetjente ind med hjertemassage eller kunstigt åndedræt, men snart ligger de omkomne side om side under tæpper og lagner.

I alt er 158 blevet kvalt eller mast ihjel i en af de værste ulykker i Sydkoreas nyere historie. Allerede dagen efter begynder kritikken at hagle ned over politiet, som indrømmer at have handlet utilstrækkeligt.

Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, vil nu straks iværksætte sikkerhedsprocedurer for at undgå lignende ulykker. Heldigvis er der rig mulighed for at undgå katastrofer som denne i fremtiden.

Forbedringerne bør ikke mindst komme via den nye viden om menneskehavets fysik, men også gennem teknologiske fremskridt, der omfatter alt fra droner til kunstig intelligens.

Håbet er, at teknologien inden længe vil kunne planlægge og overvåge begivenhederne – og ikke mindst handle effektivt, når bølgerne i menneskehavet går højt.