Hidtil har fortællingen om Nordens vikinger og deres togter baseret sig på arkæologiske fund, skriftlige kilder og en god portion fri fortolkning.
Nu skriver skeletter helt nye kapitler til historien. Skeletternes dna er blevet kortlagt i den hidtil største undersøgelse af genomer fra vikingetiden, der viser genernes flow ind og ud af Skandinavien i vikingetiden fra år 750-1050.
Skeletterne stammer fra fundstedet i hele Europa, fx en massegrav i det sydlige England.
Kortlægningen afliver myter og tegner et stamtræ for vikingerne, der både har et vidt spredt rodnet og forgreninger, der strækker sig frem til i dag.
Undersøgelsen er netop udgivet i Nature af et internationalt hold af forskere ledet af den danske professor og dna-forsker Eske Willerslev.
Følg gensporene fra vikingetiden:
Myten om den unikke viking punkterer
Det godt fire år lange forskningsprojekt udgør den hidtil største undersøgelse af vikingetidens dna, og baner vejen for en helt ny forståelse af vikingernes migrationsruter og forbindelse med omverdenen.
Undersøgelsen slår 5 ting fast med syvtommesøm:
- 1. Vikinger ikke var en særskilt race uden genetisk indflydelse fra andre steder end Skandinavien.
- 2. Befolkningerne i hvert skandinavisk land havde hver deres genetiske sammensætning allerede for 1000 år siden.
- 3. Svenske vikinger drog østpå, nordmændene sejlede mod nordvest til Grønland, Irland og Island, og danske vikinger hærgede i England, lige som hidtil troet. Undersøgelsen nuancerer dog også billedet med genetiske spor efter svenske vikinger i de vestligste egne af Europa og efter danske vikinger i øst.
- 4. Fremmede gener strømmede sydfra ind i Danmark og det østlige Sverige før vikingetiden begyndte, og spredte sig derfra til resten af Skandinavien.
- 5. I selve vikingetiden kom finske og baltiske gener til Gotland, britiske gener kom til det vestlige Skandinavien, og sydeuropæiske gener fandt vej til til Danmark og Sydvestsverige.
Vikinger var dermed ikke en homogen, etnisk gruppe med fælles dna, men en paraplybetegnelse for flere genetisk adskilte befolkningsgrupper.
Migrationssporene går begge veje og ses stadig i dag: De genetiske spor fra vikingetidens italienere ses fx i 3-10 procent af nutidens skandinaver, og spor efter hhv. danske og norske vikinger findes i ca. 4 procent af vore dages briter.
Skeletfund fra bronze- til middelalderen i hele Europa indgik i kortlægningen af genernes rejse i vikingetiden.
442 skeletter røber vikingetidens genpulje
Genetikere trak dna ud af knogler fra 442 skeletter fra vikingetiden, som efterfølgende blev sammenlignet med hinanden og med knap 4000 nulevende personer.
Menneskets komplette dna-kode – genomet – rummer millioner af punkter, der kan variere. Personer fra samme etniske gruppe har typisk de samme varianter.
Sammenligningerne viste, at de skandinaviske landes vikinger havde hver deres genetiske sammensætning, og at gener syd- og østfra strømmede ind i regionen i samtiden. Samtidig viste undersøgelsen, hvor de forskellige landes vikinger primært rejste hen og spredte deres dna.
