Shutterstock
virus, tarmsystemet, bakterier, sygdom, genetik, dna, tarmflora

140.000 virus fundet i vores tarme

Vores tarmsystem er hjemsted for et mylder af hidtil ukendte virus og bakterier.

Mængden af fremmed liv i vores tarme er lige eksploderet.

Forskere har ved hjælp af en dna-teknik kaldet metagenomik kortlagt biodiversiteten i tarmsystemet og opdaget over 140.000 forskellige arter af virus.

Over halvdelen af virusserne er hidtil ukendte for videnskaben.

Chokerende biodiversitet i tarmene

Virus er de mest mangfoldige væsener på Jorden, og forskerne har længe vidst, at vores tarmsystem var hjemsted for et mylder af mikrobielt liv.

Alligevel er mængden af særligt virus i tarmene overraskende for forskerne.

De har fundet de mange nye virus og bakterier ved hjælp af en dna-sekventeringsteknik kaldet metagenomik.

Virus angriber bakterierne

Ikke alle virustyper er farlige for os mennesker.

Mange af de virus, forskerne har fundet, er såkaldte bakteriofager, der inficerer bakterierne i tarmene.

Det kan dog potentielt skabe ubalance i bakteriesammensætningen i mave-tarm-systemet – og give os mennesker problemer.

Undersøgelsens resultatet er en database over dna’et fra netop den type virus, fager, som kan angribe bakterier.

Databasen – kaldet Gut Phage Database – indeholder nu 142.809 virusgenomer, der kan gøre det lettere for forskere at finde ud af, hvilken rolle virus og bakterier spiller for både vores eget helbred og for de bakterier, der lever i vores tarmsystem.