Dna afslører hjernens skjulte dræbere
Bændelorme og skimmelsvampe kan angribe din hjerne og gøre dig dødeligt syg. Ofte finder lægerne ikke angriberens identitet, og de må behandle dig i blinde. Men en ny, banebrydende genteknik afslører nu de livsfarlige organismer, før det er for sent.

Undersøgelser har vist, at millioner af mennesker har larver af svinebændelormen i deres hjerner.
Lægerne kan ikke finde ud af, hvad den 14-årige pige fejler. Hun bliver indlagt i sommeren 2015 med høj feber og kraftig hovedpine.
Efter et par dage bliver hun uklar, taler kun i korte sætninger på højst tre ord og reagerer ikke på tiltale.
Symptomerne tyder på en form for hjernebetændelse, men den lidelse kan skyldes over 100 forskellige sygdomsfremkaldende organismer – og hver kræver sin egen behandling.
Gamle tests fejler
Lægerne er nødt til at afsløre skadevolderen for at kunne give pigen den rigtige medicin, og de går derfor straks i gang med en lang række tests.
Hver af testene er skræddersyet til at påvise forekomsten af en enkelt slags organisme, og lægerne prøver den ene efter den anden i håbet om endelig at få et positivt resultat.
Men alle prøveresultater er negative. Pigen er blevet inficeret med noget, der kun sjældent angriber hjernen.
Læger finder sidste udvej
Der findes muligvis en test for netop denne organisme, men lægerne har ingen idé om, hvad de skal lede efter.
De famler i blinde, og efter 19 dage giver de op.
I stedet beslutter lægerne at sende en smule af pigens rygmarvsvæske til biokemikeren Joe DeRisis forskningslaboratorium på University of California i San Francisco, USA.
Her er en ny test godt på vej til at revolutionere lægevidenskaben.