Når en morder efterlader spor af sit eget blod på gerningsstedet, kan politiet foretage en dna-test, og hvis gerningsmanden findes i dna-registeret, kan morderen pågribes. Ideen om, at politiet kan blive ledt på vildspor, hvis morderen forinden har fået en blodtransfusion eller en organtransplantation, er forkert.
Sandheden er, at det ikke vil volde store problemer at finde frem til den skyldige. Retsgenetikerne bruger dna’et fra de hvide blodlegemer i blodet, når de udfører en dna-test. Hvis en forbryder skal sætte retsgenetikerne på overarbejde, skal han skynde sig meget, for i løbet af få timer – og højst et døgn – efter en blodtransfusion, vil de fremmede hvide blodlegemer fra donoren være nedbrudt, og den kriminelle har kun sine egne hvide blodlegemer tilbage.
Begår gerningsmanden mordet, inden de fremmede hvide blodlegemer er nedbrudt, vil resultatet blive en blanding af to dna-profiler, men da den kriminelle efter en blodtransfusion stadig har mest af sit eget blod i kroppen, vil hans egen dna-profil træde tydeligere frem, og det vil fælde ham. Hvis morderen har fået fx en levertransplantation, vil det slet ikke betyde noget, for levercellerne blander sig ikke med morderens blod.
Men retsgenetikerne kunne derimod for alvor blive vildledt, hvis morderen har fået foretaget en knoglemarvstransplantation. I sjældne tilfælde kan den fremmede knoglemarv nemlig fuldstændig overtage produktionen af nye, hvide blodlegemer, så i det tilfælde vil dna-testen pege på en helt anden gerningsmand.
Hvis denne mand findes i et dna-register, må man derfor håbe, at han har et godt alibi. Men ideen vil næppe inspirere til efterfølgelse i kriminelle miljøer. En knoglemarvstransplantation er nemlig en risikabel affære, der kan give svære bivirkninger.