Shutterstock
Blå øjne

Er blå øjne en genetisk mutation?

Årsagen til blå øjne skal findes i muterede gener, som medfører, at øjets regnbuehinde ikke kan danne pigment. Dermed er øjnene i virkeligheden heller ikke blå, men gennemsigtige og farveløse.

Øjenfarve bestemmes af genetik

Øjenfarve er genetisk bestemt og altså arvelig. Om man har blå, brune, grønne eller grå øjne afhænger af, hvilke pigmenter ens forældre har - eller ikke har - i regnbuehinden.

Mens brune og grønne øjne varierer i farveskala alt efter mængden af pigment, er blå øjne et udtryk for manglende pigment i regnbuehinden.

Sådan nedarves øjenfarver

Her kan du se, hvordan øjenfarver typisk nedarves. Genetikken bag øjenfarver er dog mere kompleks end som så og derfor skal 0 procent sandsynlighed læses som ‘meget lille’ snarere end ‘ingen’ sandsynlighed.

Øjenfarve hvis forældre har grønne og brune øjne
© Shutterstock

Forældre har brune og grønne øjne

Hvis forældrene har brune og grønne øjne er der 50 procent chance for at barnet får brune øjne, 12,5 procent chance for blå øjne og 37,5 procent chance for grønne øjne.

Øjenfarve hvis begge forældre har grønne øjne
© Shutterstock

Begge forældre har grønne øjne

Hvis begge forældre har grønne øjne, er der 0,5 procent chance for at barnet får brune øjne, 24,5 procent chance for blå øjne og 75 procent chance for grønne øjne.

Øjenfarve hvis forældre har blå og grønne øjne
© Shutterstock

Forældre har blå og grønne øjne

Hvis forældrene har blå og grønne øjne, er der minimal chance for at barnet får brune øjne, 50 procent chance for blå øjne og 50 procent chance for grønne øjne.

Øjenfarve hvis forældre har blå og brune øjne
© Shutterstock

Forældre har brune og blå øjne

Hvis forældrene har brune og blå øjne, er der 50 procent chance for at barnet får brune øjne, 50 procent chance for blå øjne og minimal chance for grønne øjne.

Øjenfarve hvis begge forældre har blå øjne
© Shutterstock

Begge forældre har blå øjne

Hvis begge forældre har blå øjne, er der minimal chance for at barnet får brune øjne, 99 procent chance for blå øjne og én procent chance for grønne øjne.

Øjenfarve hvis begge forældre har brune øjne
© Shutterstock

Begge forældre har brune øjne

Hvis begge forældre har brune øjne, er der 75 procent chance for at barnet får brune øjne, 6,2 procent chance for blå øjne og 18,8 procent chance for grønne øjne.

Muterede gener danner ikke pigment

Blå øjenfarve skyldes en genetisk mutation, der har ændret den normale funktion af visse gener.

Når folk har blå øjne, betyder det, at de hverken kan danne brune eller grønne pigmenter i regnbuehinden.

De pigmentdannende gener, som giver øjet brune eller grønne farver, findes nemlig ikke i en blå udgave. Derfor er blå øjne i virkeligheden slet ikke blå, men pigmentfri og gennemsigtige.

Når øjnene alligevel opfattes som blå, skyldes det, at blodkar, bindevæv og andre blålige celler træder synligt frem under den gennemsigtige regnbuehinde.

Forskellige øjenfarver

Øjenfarver inddeles typisk i brun, blå eller grøn, men i virkeligheden findes der en meget bredere palette af øjenfarver.

© Shutterstock

Folk med blå øjne er beslægtede

Forskere fra Københavns Universitet kunne i 2008 bevise, at alle blåøjede nedstammer fra den samme person.

Den genetiske mutation, der findes hos folk med blå øjne, kan nemlig spores 6.000 til 10.000 år tilbage i tiden til den allerførste gang, denne særlige mutation fandt sted.

Mens folk med brune og grønne øjne har varierende grader af pigment i regnbuehinden, har blåøjede stort set lige lidt pigment og det har fået forskerne til at konkludere, at blå øjenfarve stammer fra én og samme mutation.

Op til 10 procent har blå øjne

Siden det første tilfælde er mutationen blevet nedarvet gennem mange generationer og i dag har otte til 10 procent af verdens befolkning blå øjne.

Til sammenligning har omkring 79 procent brune øjne, mens kun to procent har grønne øjne.

Kan man få brune øjne, når begge forældre har blå øjne?

Tidligere troede man, at øjenfarve blev bestemt af et enkelt gen, der fandtes i to varianter kaldet alleler: En dominant variant, der gav brune øjne og en recessiv variant, der gav blå øjne.

Ifølge den teori kan et barn ikke få brune øjne, hvis begge forældre har blå øjne, eftersom barnet så vil arve muterede gener fra begge forældre.

Udfaldet af øjenfarve har dog vist sig at være mere komplekst end tidligere antaget. En person kan nemlig godt have brune øjne, selvom begge forældre har blå øjne.

Tidligere teori om nedarvning af øjenfarve

Tidligere troede man, at nedarvning af øjenfarve kun blev bestemt af ét gen. I så fald vil et barn af to blåøjede forældre ikke kunne få brune øjne, som vist på billedet. Det er dog ikke tilfældet.

© Shutterstock

Årsagen er, at øjenfarven ikke bestemmes af ét, men flere gener. To gener, der har stor indflydelse på, om et barn får blå eller brune øjne, er OCA2 og HERC2.

Hvis begge gener er aktive, vil personen kunne danne pigment, men hvis det ene eller begge er muterede og inaktive vil øjet ikke danne pigment og personen vil få blå øjne.