En omfattende undersøgelse har afsløret et gen, der tilsyneladende har stor betydning for stofskiftet.
Ved at slukke for genet hos mus, tog forsøgsdyrene kun halvt så meget på, selvom de blev fodret en fedtholdig diæt.
Forskerne har derfor muligvis knækket den genetiske kode for overvægt, og nu håber de på, behandlinger snart kan udvikles til mennesker.
Analyse afslører sjælden mutation
Det internationale forskerhold fandt frem til det vigtige gen efter en større undersøgelse af 640.000 dna-prøver fra mennesker i USA, Mexico og Storbritannien.
Ved at sammenholde dna-prøverne med personernes BMI-tal opdagede forskerne, at genet GPR75 havde en stor indflydelse på overvægt.
De personer, der havde en sjælden mutation på GPR75-genet, vejede nemlig i gennemsnit fem kilo mindre end de personer, der ikke havde den.
Mutationen gør, at én kopi af genets receptor slukkes, og ifølge forskernes analyser halverede det sandsynligheden for at blive overvægtig.
Mutation holder vægten nede på trods af fed mad
For at efterprøve den nye sammenhæng opstillede forskerne et forsøg med mus. En gruppe mus fik deaktiveret én kopi af deres GPR75-gen, mens den anden fungerede som kontrolgruppe med intakte gener.
Derefter blev musene fodret en masse fed mad - og resultaterne ser lovende ud.
De muterede mus tog i gennemsnit 44 procent mindre på i vægt sammenlignet med kontrolgruppen.
I fremtiden kan fedme gen-behandles
Forskerne er endnu ikke sikre på, hvilken rolle GPR75-genet spiller i forhold til vægt. Andre GPR-gener sender signalstoffer ind i kroppens celler, og derfor formodes det, at genet måske regulerer stofskiftet.
Indtil videre kender man til to molekyler, der aktiverer genet - men endnu ingen, som deaktiverer det. Når forskere finder dette stof, kan GPR75 sandsynligvis blive en afbryder for overvægt, hvor en indsprøjtning eller pille kan trykke på knappen.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO dør 2,8 millioner mennesker hvert år som følge af overvægt.
Artiklen blev første gang udgivet i 2021.