Julianne Moore, Mick Hucknall, David Caruso og Gillian Anderson bør alle sende takkekort til et lille gen kaldet MC1R.
Genet bærer nemlig ansvaret for de røde lokker, som har været medvirkende til (om end ikke eneansvarlige for), at de kendte sangere og skuespillerne brænder igennem på scener og lærreder.
Men MC1R påvirker muligvis andet end bare hårpragtens kulør, fastslår en række undersøgelser, som har kigget på rødhåredes særkender.
Kvinder med fregner og rødt hår kan leve længere
Gennem en tidsperiode på 25 år er 12.000 kvinder med rødt hår og fregner blevet matchet med 12.000 kvinder, der har en 'almindelig' skandinavisk hudtype.
Undersøgelsen fra Karolinska Instituttet i Stockholm antyder, at kvinder med rødt hår og fregner har en overlevelsesfordel i det skandinaviske miljø.
De rødhårede kvinder har nemlig 8 procent lavere dødelighed end dem, de er sammenlignet med. En rødhåret kvinde over 54 år vil i gennemsnit leve 3,2 måneder længere end kvinde fra sammenligningsgruppen, konkluderer undersøgelsen.
I det store sammenligningsarbejde er der taget højde for fx generel sundhed, rygning, indkomst, uddannelse og kæreste-status. Disse parametre spiller altså ikke ind. Det gør de rødhårede kvinders evne til at producere D-vitamin derimod, mener forskerne.
Personer med den blegeste hudtype - hudtype 1 - er nemlig bedre til at producere D-vitamin end personer med mørkere hudtyper. Derved får rødhårede og fregnede personer lettere D-vitamin i kroppen: et vitamin, der spiller en stor rolle i vores immunforsvar.
Der er dog en ulempe ved at have fregner og rødt hår, konkluderer undersøgelsen. Disse kvinder har nemlig en overdødelighed på 59 procent, når det kommer til hudkræft.