God smag er ren indbildning

Kan du udpege de vigtigste kunstværker og den mest eksklusive rødvin? Måske har du bare god smag, men det er mere sandsynligt, at du er offer for skjult gruppepres.

Kan du udpege de vigtigste kunstværker og den mest eksklusive rødvin? Måske har du bare god smag, men det er mere sandsynligt, at du er offer for skjult gruppepres.

Shutterstock

I 1998 afholdt Kunsthal Charlottenborg i København sin prestigefyldte forårsudstilling, og talrige kunstnere havde indsendt deres værker i håbet om at slippe gennem nåleøjet til udstillingen.

Blandt dem var en fuldstændig ukendt kunstner ved navn Virtus Rytter, og folkene bag udstillingen var ikke i tvivl. Rytters værker var virkelig imponerende. De blev optaget og skulle udstilles.

Virtus Rytter var imidlertid ikke helt, som udvælgelseskomitéen havde forestillet sig. Han levede hverken for sin kunst eller havde en fin kunstuddannelse bag sig.

Virtus var en blot femårig dreng, hvis far opfindsomt var kommet på idéen at afprøve kunstfagligheden hos udvælgelseskomitéen.

Jill Byrnit

Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.

© Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Episoden kan nok få mangen en ukendt forfatter, musiker eller billedkunstner til at ønske sig, at deres værker skulle bedømmes blindt, altså uden at modtagerne på forhånd kendte bidragyderens identitet.

For virkeligheden er, at vi som mennesker aldrig bedømmer vores omgivelser helt åbent og uden filter.

Tværtimod er vi i meget høj grad påvirket af gruppedynamikker, når vi skal vurdere kvaliteten af det, vi omgiver os med.

Fænomenet udnyttes bevidst i markedsføring, hvor det kaldes “nudging”.

Virkeligheden er, at vi som mennesker aldrig bedømmer vores omgivelser helt åbent. Jill Byrnit, ekspert i sociale relationer

Et eksempel er spørgsmålet, om du ville værdsætte dyr vin, hvis ikke den netop var dyr.

Med andre ord: Hvis du var til vinsmagning og ikke anede, hvad vinene kostede, ville dine gode smagsløg så af egen drift kunne lede dig frem til de dyrebare dråber?

Det spørgsmål har amerikanske forskere undersøgt videnskabeligt. I et eksperiment inviterede de forsøgspersoner til vinsmagning, dog med den lille krølle, at personerne blev tilsluttet en hjerneskanner under forsøget.

Forsøgspersonerne skulle smage en række vine og vurdere, hvor godt de syntes om dem hver især. Men forskerne snød deltagerne ved at angive forkerte priser på vinene, så de dyrere vine fremstod billige og omvendt.

Forsøget viste, at forsøgspersonerne langtfra var ligeglade med prisen på vinene. Resultaterne afslørede, at deltagerne klart foretrak de vine, som angiveligt var “kostbare” – men i virkeligheden bare var billig vin, der gav sig ud for at være dyr.

Interessant nok opstod forsøgspersonernes oplevelse af vinenes kvalitet på et dybt neurologisk niveau: Hjerneskanningerne afslørede, at allerede forventningen om dyr vin aktiverede områder i hjernen, der har at gøre med nydelsesoplevelsen.

Noget lignende har vist sig at gælde, når folk skal vurdere helt andre typer produkter som fx medicin.

Her viser det sig, at placeboeffekten – den oplevede effekt af kalktabletter, der ikke er medicinsk virksomme – er langt bedre, når forsøgspersoner tror, at de modtager medicin til en høj pris frem for et billigt produkt.

Det samme gælder vurderingen af energieffekten af koffeinholdige drikke som fx Red Bull. I et forsøg tog forskerne skridtet videre end blot at spørge forsøgspersoner om deres oplevelse af drikkene.

De skulle indledningsvis drikke energidrik, som enten stod til at koste normalprisen eller var på tilbud, hvorpå de blev sat til at samle puslespil på tid.

Højst bemærkelsesværdigt viste resultaterne, at de forsøgspersoner, som troede, at de drak tilbudsdrikke, var i stand til at samle færre puslespil end dem, der angiveligt drak energidrik til normal pris.

Selve forestillingen om prisen på drikkene var altså bestemmende for forsøgspersonernes faktiske energiniveau.

Og et andet forsøg helt uden laboratorieudstyr og puslespil understreger pointen om, at det er svært for os at foretage kvalitetsvurderinger uafhængigt af allerede etablerede kvalitetsstempler.

Da den verdenskjente fiolinisten Joshua Bell spilte for forbipasserende på en T-banestasjon, var det bare noen få som mente opplevelsen var verdt noe særlig med penger.

© Shutterstock

I 2007 slog den store avis The Washington Post sig sammen med en af verdens mest anerkendte violinvirtuoser, Joshua Bell, for at undersøge menneskers sans for god musik, når den ikke blev hjulpet på vej af prisfastsættelsen.

Bell blev med sin 300 år gamle og 28 millioner kr. dyre Stradivarius-violin placeret på en metrostation i USA’s hovedstad, hvor han med violinkassen som møntopsamler passioneret kastede sig ud i at spille nogle af de allersværeste musikstykker for violin.

Trods en ihærdig indsats endte dagen med en timeløn på sølle 200 kr. – noget af en indtægtsnedgang i forhold til de udsolgte koncerter, han normalt spillede i verdens fineste koncerthuse. Men som Bell selv tørt konstaterede, så sparede han da lønnen til sin agent.