Guide til opdragelse: Hårde ord nedbryder hjernen

Gør du det rigtige? Som forælder har du et kæmpe ansvar for at give dit barn en god begyndelse på livet. Det første års tid er det nemt nok – omend hårdt. Den lille guldklump skal have dækket alle sine behov, og du kan næsten ikke forkæle for meget. Men det ændrer sig.

I et-toårsalderen begynder barnet at udvikle selvbevidsthed og social og moralsk forståelse – det kan nu føle sig stolt, flovt eller skamfuldt. Samtidig bliver det opmærksomt på sine egne behov og finder ud af, at det med charme, trods eller tårer kan manipulere sine forældre.

Tumlingen prøver grænser af, og dem må du som forælder ikke alene sætte, men også bevogte. Du skal med andre ord til at opdrage dit barn – en opgave, der fortsætter langt op i teenageårene.

Opdragelse er et emne, der fylder mange forældre med usikkerhed. De fleste vil gerne have, at deres børn klarer sig godt og når deres mål, og samtidig skal barnet lære at være empatisk og tage hensyn til andre.

Et væld af spørgsmål melder sig. Skal barnet skærmes mod livets hårde sider, eller skal det konfronteres med modgang og nederlag? Skal du som forælder involvere dig dybt i dit barns liv, eller skal det stå på egne ben?

Spørgsmålene fylder mere nu end nogensinde. Forældre bruger mere tid sammen med deres børn end tidligere – omkring seks timer mere om ugen end for 40 år siden. Og et virvar af forskellige skarpe holdninger til emnet florerer på nettet.

Heldigvis er videnskaben gået ind i debatten, og ny forskning giver nu klare svar på, hvilken type opdragelse der sikrer børnene et godt liv – og hvilken der giver livslange ar i hjernen.

Forskere sorterer forældre

Den amerikanske udviklingspsykolog Diana Baumrind opdelte i 1966 forældre i fire typer – og forskerne bruger stadig hendes system i dag. Forældrene vurderes på, om de stiller krav til deres børn, og om de er lydhøre over for børnene, dvs. om de omfavner børnene med varme og anerkendelse.

To af forældretyperne stiller krav til deres børn, men på hver sin måde. De såkaldte autoritære forældre kommanderer med deres børn, fortæller dem, nøjagtig hvad de skal gøre, og straffer dem, hvis de ikke makker ret – enten verbalt eller fysisk. Disse forældre interesserer sig ikke for børnenes behov og indgår ikke i en dialog med dem.

De såkaldte autoritative forældre stiller også krav, men er åbne og imødekommende. De nøjes ikke med at fortælle børnene, hvad de skal gøre, men forklarer også hvorfor og hvordan og er parate til at hjælpe, hvis barnet er i tvivl eller har problemer.

De to sidste forældretyper stiller ikke krav. Den ene, kaldet de eftergivende forældre, er meget opmærksomme på børnenes behov og strækker sig langt for at tilfredsstille dem. De synes, at krav og grænser er synd for børnene, eller magter ikke at tage diskussionen, hvis ungerne stiller sig på tværs.

Den anden type, de uinvolverede forældre, sætter ingen grænser for børnene, fordi de i bund og grund er ligeglade. De prioriterer sig selv højest, og børnene bliver mødt med ligegyldighed og mangel på interesse.

Den mest udbredte metode er ifølge en amerikansk undersøgelse den autoritative, hvor forældrene stiller krav, men samtidig er lydhøre over for børnene. 47 procent af forældrene benytter den metode.

På en andenplads kommer den gammeldags autoritære metode, som 24 procent praktiserer – og det bekymrer mange forskere. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at kombinationen af at forvente fuld lydighed af sit barn og ikke respektere barnets meninger er en giftig cocktail.

Vrede giver livslange ar

I 2021 skannede canadiske forskere hjernerne hos 94 børn, som var blevet autoritært opdraget i forskellig grad.

Skanningerne afslørede, at jo strengere og mere disciplinært børnene var blevet opdraget, desto mindre var størrelsen af deres frontale pandelapper. Disse hjerneområder spiller en afgørende rolle for personligheden og evnen til at tænke, planlægge, lægge bånd på sig selv og vurdere, hvad der er godt og skidt.

Også hjerneregionen amygdala, som bl.a. håndterer frygt og forsvarsreaktioner, var mindre hos børnene med meget autoritære forældre. Derudover viste psykologiske undersøgelser, at disse børn udviste tegn på angst.

Amerikanske forskere nåede samme år frem til lignende resultater. De undersøgte børn, som var blevet opdraget med smæk, men ikke havde været udsat for anden vold eller misbrug.

Resultaterne viste, at børnenes hjerner reagerede kraftigere på billeder af skræmte ansigter end hjernerne hos børn, der aldrig var blevet fysisk straffet. Konklusionen var, at en streng og autoritær opdragelse påvirker børnenes reaktion på frygt på en negativ måde.

I det hele taget har forskerne fundet stærke beviser for, at en autoritær opdragelse er skadelig.

Børnene er ofte aggressive og kan ikke kontrollere deres vrede i pressede situationer, har lavt selvværd, klarer sig dårligt i skolen og har vanskeligt ved at knytte relationer til andre mennesker. Derudover er de i forhøjet risiko for at ende i misbrugsproblemer, udvikle depression og begå selvmord.

Krav giver livsglæde

Langt de fleste forskere regner den autoritative opdragelse for den metode, der skaber de mest harmoniske og bedst fungerende børn. Og heldigvis er denne metode også den mest udbredte blandt forældre i dag.

De autoritative forældre omfavner deres børn med masser af kærlighed, interesse og respekt, men sørger samtidig for at sætte grænser og stille krav.

De skælder sjældent ud, men gør konsekvent deres børn opmærksomme på, hvis de har opført sig dårligt, og bruger tid på at forklare dem, hvorfor deres opførsel ikke er acceptabel. På den måde forstår børnene, hvad de har gjort forkert, og er derfor mere motiverede til at opføre sig bedre.

De autoritative forældre lytter også til deres børn og giver børnene flere muligheder – fx kan barnet få lov til selv at smøre en mad, hvis det virkelig ikke bryder sig om aftensmaden. Og børnene kan få lov at gå ud og lege, så længe de forstår, at det er deres eget ansvar, at de også når at lave lektier.

Den autoritative metode er dog ikke altid lige nem at udføre, især når børnene kommer i puberteten. Her gennemgår de en naturlig udvikling, der omfatter oprør og apati, og så kan det være svært at sætte sig igennem blot ved at mane til fornuft.

Hvis forældrene eksempelvis insisterer på, at teenageren skal være hjemme kl. 22, kan de være nødt til at afvige fra deres velmenende principper og optræde mere autoritært – fx ved at nedlægge forbud med trusler om en passende straf.

Men overordnet set er metoden anvendelig – og den er forskernes favorit med god grund: Børn, som er opdraget på denne måde, udvikler typisk bedre sociale relationer, gennemfører længere uddannelser, har færre psykiske problemer og klarer sig i det hele taget bedre i livet sammenlignet med andre børn.

Dine børn er ikke dine venner

Mange forældre, som elsker deres børn højt og vil dem det bedste i livet, har svært ved at sætte grænser. Det er de eftergivende forældre, som udgør 19 procent af amerikanske forældre.

De ønsker, at deres børn skal se dem som ligestillede venner i stedet for autoriteter. De undlader at bebrejde børnene, hvis de fx ikke laver deres lektier, og de hjælper ofte børnene så meget, at børnene mister muligheden for at gøre egne erfaringer.

Denne type forælder falder nogle gange i kategorien curlingforældre, når de gør alt for at feje forhindringerne væk for deres barn – fx kan de finde på at plage lærere med særlige krav til barnet.

Flere undersøgelser viser, at curlingopdragelse ikke er optimal; fx har børnene sværere ved at håndtere konflikter, og de har forhøjet risiko for at blive selvoptagede eller deprimerede.

Og i en svensk undersøgelse fra 2015 viste forskerne, at teenagere, som var opdraget af eftergivende forældre, var mere tilbøjelige til at begynde at drikke alkohol end dem, som var opdraget efter den autoritative metode.

Børnene med de eftergivende forældre blev desuden oftere rygere og eksperimenterede mere med hash og andre illegale stoffer.

Forklaringen er formentlig, at børnene mangler selvdisciplin, stiller urealistiske krav og føler sig usikre, når de skal stå på egne ben.

Der er imidlertid ofte en glidende overgang mellem de autoritative og de eftergivende forældretyper, fordi det kan være svært at afgøre, hvornår forældre med gode hensigter hjælper så meget, at de reelt fratager deres barn ansvar.

En udfordrende situation kan fx være, at barnet har problemer med opgaverne i matematik og stadig ikke kan nå frem til det rigtige resultat, selvom forældrene har brugt lang tid på at forklare, hvordan opgaven skal løses.

Så står de med valget mellem at sende barnet i skole med en forkert løsning, som det selv er nået frem til, eller med en rigtig løsning, som forældrene har dikteret, uden at barnet har forstået den.

De eftergivende forældre vil typisk beskytte barnet og forhindre, at det lider nederlag i skolen. De vil derfor diktere den rigtige løsning. De autoritative forældre vil derimod sige, at børn skal lære af deres fejl, og sende det i skole med den forkerte løsning.

Det sidste valg kan være hårdt at tage, men er altså tilsyneladende det bedste for barnet på lang sigt.

Trods ulemperne ved curlingmetoden betragter forskerne den som den næstbedste af opdragelsesformerne. Den er altså bedre for børnene end den traditionelle autoritære metode. Og det er der en god grund til.

Omsorg sætter sig i dna’et

Når curlingopdragelse trods alt ikke er den værste metode, så skyldes det, at curlingforældrene er kærlige og opmærksomme og går højt op i deres barns trivsel. Og det sætter sig dybt i barnet.

Trygge omgivelser, søde ord, et kram eller en godnathistorie skaber en flod af det såkaldte kærlighedshormon oxytocin i barnet. Hormonet frigives fra hjernen og påvirker en række organer, heriblandt hjernen selv.

Resultatet er en følelse af glæde og tillid, som sætter sig så dybt i barnets celler – via kemiske ændringer i dna’et – at det kan vare ved resten af livet og endda blive givet videre til næste generation.

I virvaret af forskellige råd til opdragelsen er der altså en enkelt tommelfingerregel, som aldrig slår fejl: Sørg for, at dit barn føler sig elsket.