Guide: Videnskabens 5 bedste scoretricks

Skal du svare på beskeden med det samme? Og hvad skal I spise på jeres date? Spørgsmålene hober sig op, når du forsøger at score. Heldigvis har videnskaben svarene. Her er forskernes bedste scoretricks.

Mand med solsikke
© Shutterstock

Venner

Sæt dine venner i spil

Effekt: Et stort socialt netværk får dig til at fremstå som et godt valg.

Saet dine venner i spil
© Shutterstock

Hvorfor?

Hjernens jagt på belønninger er drivkraften bag tiltrækning på andre mennesker, så hvis du vil øge chancen for at fange nogens opmærksomhed, er det afgørende, at du iscenesætter dig selv som en gevinst.

Og ifølge amerikanske undersøgelser bliver et godt socialt netværk betragtet som en særlig værdifuld kvalitet. De fleste mennesker er derfor mere tilbøjelige til at falde for nogen, som er medlem af en større gruppe – især hvis personen fremstår som gruppens leder.

Hvordan?

Når du er i selskab med den person, du er interesseret i, så sørg for at være omringet af gode venner. Prøv at fremstå som vennegruppens midtpunkt – den, der tager initiativ og fører ordet.

Undersøgelser har også vist, at de fleste bliver tiltrukket af personer, der smiler, har en åben kropsholdning og kan få andre til at le med deres gode humor. Så lad være med at lægge armene over kors og surmule – fortæl hellere en sjov historie, der får vennerne til at bryde sammen af grin.

Forventning

Lad din udkårne vente

Effekt: Forventningen giver en lykkerus i hjernen.

Lad din udkaarne vente
© Shutterstock & Lotte Fredslund

Hvorfor?

Hvis du allerede har gjort et andet menneske interesseret i dig og fået vedkommende til at nyde dit selskab, er der god grund til at holde lidt igen. Søde ord, kærtegn og opmærksomhed får hjernen til at frigive stoffet dopamin, der giver en rus af lykke.

Men forventningen om rusen kan i nogle tilfælde udløse en mindst lige så kraftig dopaminrus. Er du lidt strategisk med dine søde ord og kærtegn, har du altså mulighed for at øge den glæde, som din forhåbentlig kommende kæreste føler over dig.

Hvordan?

Denne taktik kræver, at du allerede har skabt en vis romantisk forbindelse til den, du gerne vil score. Måske har I allerede kysset. Vigtigst er det dog, at vedkommende føler en trang til at se dig igen. I så fald kan du med fordel trække ventetiden lidt ud – vente lidt med at mødes, svare på en besked eller give et kys.

Hvis du ovenikøbet skaber lidt usikkerhed om, hvornår eller hvorvidt belønningen kommer, vil det skabe en endnu kraftigere lykkerus, når den så endelig kommer.

Øjenkontakt

Hold dit blik fast

Effekt: Øjenkontakt øger tryghed og tillid.

Hold dit blik fast
© Shutterstock

Hvorfor?

Øjenkontakt er et essentielt menneskeligt behov, som sikrer, at vi føler os anerkendt i sociale sammenhænge. Derfor er øjenkontakt selvfølgelig også vigtig, når vi vil tiltrække et andet menneske. Forsøg viser, at andre mennesker finder dig mere interessant og bedre husker, hvad du siger, hvis du holder øjenkontakt under mere end 30 procent af samtalen.

Desuden hjælper øjenkontakt på ærlighed, fordi vi er mindre tilbøjelige til at lyve, hvis folk kigger os i øjnene, når vi taler.

Hvordan?

Sørg for at se din potentielle partner i øjnene, når I taler sammen. Det skaber tillid og en dybere relation mellem jer. Øjenkontakt skal dog bruges med måde – ligesom med berøringer kan det at kigge nogen lige i øjnene føles ubehageligt snarere end kærligt, hvis det ikke kommer fra nogen, vi er trygge ved.

Undersøgelser har desuden vist, at det er en god idé at afbryde øjenkontakten med jævne mellemrum. Mere end tre sekunders øjenkontakt ad gangen kan føles frastødende.

Mad

Servér noget sødt

Effekt: Hjernen blander sukker og kærlighed sammen.

Servér noget soedt
© Shutterstock

Hvorfor?

Vi har fra naturens side et blødt punkt for sukker – det søde stof giver kroppen hurtig energi, og millioner af års evolution har derfor sørget for, at vi hungrer efter det. Længslen efter sukker skyldes, at indtag af sukker udløser frigivelse af signalstoffet dopamin i hjernens belønningscentre og dermed giver os en følelse af glæde, som vi gerne vil opleve igen og igen.

Samme frigivelse af dopamin sker, når vi er forelskede, og hjernen kan derfor have svært ved skelne mellem de to.

Hvordan?

Giv din date en æske chokolade, eller spis en is sammen med vedkommende. Det vigtige er, at du er til stede, når din date indtager sukkeret.

Forsøg har nemlig afsløret, at søde madvarer får dig til at fremstå mere attraktiv. I forsøgene fik nogle testpersoner serveret mad eller drikkevarer med et højt sukkerindhold, mens andre ikke gjorde. Derefter blev de sat til at vurdere billeder af forskellige ansigter. Personer, som havde fået sukker, var mere tilbøjelige til at finde ansigterne tiltrækkende.

Beskeder

Svar inden for en dag

Effekt: Chancen for at score daler med en procent for hver dag uden svar.

Svar inden for en dag
© Shutterstock

Hvorfor?

Hvis du har fået en besked fra din potentielle partner, kan det i nogle tilfælde være en god idé at vente lidt med at svare. Hvis vedkommende er interesseret i dig, vil spændingen om dit endnu ikke modtagne svar udløse en frigivelse af dopamin i hendes eller hans hjerne, som vil skabe glæde og styrke jeres relation.

Men det kræver, at der allerede er en vis relation mellem jer, og desuden viser forsøg, at en for lang ventetid mindsker chancen for, at I vil finde sammen.

Hvordan?

Du kan sagtens vente lidt med at svare på en besked fra den, du er interesseret i, men svar inden for samme dag. I en stor amerikansk undersøgelse kiggede forskerne på over 180.000 personer og analyserede, hvordan deres adfærd omkring beskeder til en potentiel partner påvirkede deres chancer for at score.

Resultaterne viste, at for hver dag, der gik fra den første besked til svaret, dalede chancen med en procent for, at den potentielle partner efterfølgende ville fortsætte samtalen.