Gennembruddet kom, da Harvard-forskeren Megan Insco opdagede et tumor-undertrykkende gen med navnet CDK13, mens hun undersøgte zebrafisk.
Ændringer i genet ser nemlig ud til at skubbe til udviklingen af en særlig type hudkræft, kaldet melanoma, som kan sprede sig til andre områder af kroppen.
Da Megan Insco og kollegerne efterfølgende sammenlignede resultaterne med kræft hos mennesker, opdagede de, at 21 pct. af de melanom-tumorer, de undersøgte, også havde mutationer i CDK13 eller proteiner i relation til genet.
En ødelagt støvsuger
Årsagen skal formentlig findes i genets opgave i kroppen. Ved nærmere eftersyn kunne forskerne nemlig se, at CDK13 er en del af et slags oprydningssytem i cellerne, som sørger for at fjerne ødelagte budbringere af genetisk information, de såkaldte RNA-molekyler.
Men mutationerne i genet ser ud til at sætte oprydningsarbejdet i stå.
"Der er hundredvis af trin i at lave RNA'er, og nogle gange går det ikke godt," siger Megan Insco i en pressemeddelse.
"Det er fejl, der normalt kasseres. I det her tilfælde fandt vi ud af, at cellen ikke rensede dem op. Støvsugeren var gået i stykker, så RNA'erne var ved at opbygge sig," forklarer forskeren.
Forståelsen af de små mekanismer, der forårsager kræft, er vigtig, men kun et af de første skridt.
Næste mål for forskerne bliver at undersøge, om de kan målrette nye potentielle behandlinger til præcis at forebygge ændringer i CDK13-genet.