Antallet af børn med ADHD eksploderer – heldigvis

Skrålende møgunger eller skrig om hjælp? Lægerne har stadig meget at lære om ADHD, men ny forskning afslører, at den øgede fokus på lidelsen kan redde børn og unge fra en altødelæggende ond cirkel.

Skrålende møgunger eller skrig om hjælp? Lægerne har stadig meget at lære om ADHD, men ny forskning afslører, at den øgede fokus på lidelsen kan redde børn og unge fra en altødelæggende ond cirkel.

Shutterstock

Hvordan ville du håndtere denne situation? Du står som lærer foran en skoleklasse, og en elev sidder uroligt på stolen. Hans ben spjætter under bordet, og øjnene flakker ukoncentreret hen over skolebogens sider. Pludselig rejser han sig og tager en blyant fra nabobordet.

Klassekammeraten protesterer, og den urolige dreng begynder på en højlydt forklaring om, at han har glemt sit eget penalhus. Alles blikke er nu rettet mod ham, og mens ordene stadig vælter ud af hans mund, farer han frustreret ud ad døren uden at lukke den efter sig.

Situationer som denne er hverdag, men løsningen er stærkt debatteret. Før i tiden var eleven sandsynligvis blevet stemplet som en vild dreng eller en uopdragen møgunge, og løsningen var ofte kæft, trit og retning. I dag ville han nok blive diagnosticeret med den psykiske lidelse ADHD og måske modtage medicinsk behandling.

ADHD er kendetegnet ved hyperaktivitet og koncentrationsbesvær

ADHD-børn kan opleves som grænseløse, men de er formentlig ofre for afvigelser i hjernens netværk, som giver koncentrationsbesvær.

© Shutterstock

Lidelsen, som er kendetegnet ved hyperaktivitet, impulsivitet og koncentrationsbesvær, er blevet markant mere udbredt i de seneste årtier, og forklaringen er – i hvert fald delvist – at lægerne nu diagnosticerer børn og voksne, som ikke tidligere ville have fået diagnosen.

Fordi lidelsen ofte behandles medicinsk, er der samtidig sket en stor stigning i brugen af lægemidler – især methylphenidat, også kaldet Ritalin – blandt både børn og voksne.

Men er den øgede diagnosticering og behandling god eller dårlig for børnenes – og de voksnes – helbred? Efter flere års heftig debat giver en række nye undersøgelser os nu svaret, og afklaringen kan hjælpe med at redde børn fra et liv med personfarlig kriminalitet, misbrug og økonomiske problemer.

366 millioner har ADHD

Lægerne deler typisk ADHD op i tre typer. To af dem er kendetegnet ved enten hyperaktivitet eller koncentrationsbesvær, men ikke begge dele sammen. Den sidste type, ofte kaldet ADHD-C, er den almindeligste og er kendetegnet ved begge symptomer samtidig.

ADHD kan vise sig allerede i børnehavealderen, men mange bliver først diagnosticeret som teenagere eller voksne. Hos dem, som lider af koncentrationsbesvær, men ikke hyperaktivitet – det gælder især piger – kan symptomerne være svære at spotte, og lidelsen bliver derfor ofte diagnosticeret sent eller slet ikke.

Læger diagnosticerer ADHD efter 18 kriterier
© Shutterstock

18 spørgsmål afgør lægens diagnose

I Europa diagnosticeres ADHD hos børn ud fra tre grupper af kriterier. Diagnosen stilles, når et vist antal kriterier i hver gruppe er opfyldt og har varet ved i mindst seks måneder.

Fordi mange børn har ADHD-symptomer uden at blive diagnosticeret, har forskerne svært ved at afgøre, hvor udbredt lidelsen er. En stor undersøgelse fra 2021 estimerede dog, at 6,8 procent af verdens voksne befolkning – svarende til 366 millioner mennesker – har lidelsen.

Blandt dem, der får diagnosen, er omkring 75 procent drenge eller mænd. Tallet afspejler dog formentlig ikke den reelle fordeling mellem kønnene. Flere undersøgelser tyder på, at ADHD er mere lige fordelt mellem drenge og piger, men at drengenes symptomer ofte er synligere, og at lærere og forældre er mere tilbøjelige til at spotte lidelsen hos drenge.

Diagnoser går amok

Detaljerne om ADHD’s reelle udbredelse er måske usikre, men til gengæld er forskerne sikre på, at antallet af ADHD-diagnoser stiger mange steder i verden. Eksempelvis viste en undersøgelse fra 2018, at andelen af amerikanske børn med en ADHD-diagnose steg fra 6,1 til 10,2 procent mellem 1997 og 2016.

Samtidig er brugen af ADHD-medicin gået kraftigt op; fx skete der i Danmark en tidobling i brugen af lægemidlet Ritalin mellem år 2000 og 2009.

Forklaringen på stigningen er formentlig, dels at forældre, lærere og læger er blevet mere opmærksomme på symptomerne, men nogle forskere mener også, at der er sket en reel stigning i antallet af børn, som udviser symptomerne.

En teori går på, at brugen af smartphones, tablets og computere øger risikoen for at udvikle ADHD. En canadisk undersøgelse fra 2019 viste fx, at børn, som tilbragte mere end to timer om dagen foran en skærm, var 7,7 gange mere tilbøjelige til at opfylde de diagnostiske kriterier for ADHD end børn, som tilbragte mindre end en halv time foran skærmen.

Kritikere af teorien peger dog på, at sammenhængen måske snarere går den anden vej – altså at børn med ADHD bruger elektroniske skærme mere end andre børn, fordi det giver dem ro i forhold til deres symptomer.

Børn med ADHD bruger længere tid foran skærmen end andre børn

Forskerne er fortsat uenige om, hvorvidt et stort forbrug af smartphones, tablets og computere kan øge risikoen for ADHD.

© Shutterstock

En dansk undersøgelse fra 2019 tyder i stedet på, at pesticider spiller en vigtig rolle. Undersøgelsen begyndte, allerede da børnene lå i morens mave, og her målte forskerne koncentrationen af tre forskellige pesticider i morens urin. Da børnene senere voksede op, blev de undersøgt for ADHD.

Resultaterne afslørede, at risikoen for at udvikle lidelsen var næsten dobbelt så stor hos de børn, hvor moren under graviditeten havde et højt indhold af pesticiderne 3-PBA eller trans-DCCA i urinen, som hos de børn, hvor moren havde et lavt indhold.

ADHD-børn lever i et limbo

Koblingen mellem pesticider og ADHD skyldes formentlig, at pesticiderne påvirker hjernens udvikling. I hvert fald viser flere undersøgelser, at ADHD-hjerner adskiller sig fra andre på en række punkter.

Forskellen ligger først og fremmest i den måde, hjernen skifter mellem forskellige netværk af hjerneceller. Et netværk, det såkaldte tomgangsnetværk, forbinder en række hjernecentre, som arbejder på højtryk, når vi ikke koncentrerer os om noget og bare lader tankerne flyde løst.

Når vi skal koncentrere os om en opgave, skifter hjernen over til et andet netværk, opmærksomhedsnetværket. Det gør det muligt at rette opmærksomheden mod fx en skoleopgave eller noget, som læreren siger. Og det er netop dette skift, som ADHD-hjerner ikke er i stand til at udføre i tilstrækkelig grad.

ADHD giver koncentrationsbesvær
© Shutterstock

Vores evne til at koncentrere os er helt afhængig af et afgørende skift mellem to netværk i hjernen. Hos personer med ADHD kan hjernen ikke foretage skiftet fuldt ud.

ADHD forstyrrer hjernens netværk
© Shutterstock

Hjernen kører i tomgang

Hjernen bruger cirka 80 procent af sin energi på det såkaldte tomgangsnetværk (rød), som skaber en strøm af løse, ufokuserede tanker. Når du hverken oplever noget uventet eller skal løse en opgave, dominerer dette netværk totalt.

ADHD forstyrrer hjernens netværk
© Shutterstock

Opgave vækker hjernen

Når en person uden ADHD skal løse en opgave eller oplever et uventet sanseindtryk, lukker tomgangsnetværket ned. I stedet aktiveres opmærksomhedsnetværket (gul). Resultatet er, at de løse tanker forsvinder, og du koncentrerer dig.

ADHD forstyrrer hjernens netværk
© Shutterstock

ADHD lader de løse tanker køre

Hos en person med ADHD vil en opgave eller et sanseindtryk kun delvist lukke tomgangsnetværket, og opmærksomhedsnetværket bliver ikke fuldt aktiveret. De løse tanker kører fortsat videre, og koncentrationen er kun halvhjertet.

I en undersøgelse fra 2018 hjerneskannede den amerikanske hjerneforsker Vinod Menon 140 skolebørn, hvoraf halvdelen havde ADHD. Børnene blev først skannet, mens de bare sad og dagdrømte, og derefter mens de løste en konkret opgave.

Skanningerne viste, at de raske børn let kunne skifte mellem tomgangs- og opmærksomhedsnetværket. Børnene med ADHD havde til gengæld problemer. Deres tomgangsnetværk blev ikke slået helt fra, og opmærksomhedsnetværket blev ikke aktiveret fuldt ud.

Børnene befinder sig altså i et limbo mellem opmærksomhed og en strøm af løse tanker. Måske derfor føler mange folk med ADHD, at deres hoved nærmest summer på alle tider af døgnet, eller at deres hjerne konstant har en forstyrrende intern samtale kørende.

Symptomer ødelægger liv

Hjernens problemer hos personer med ADHD er usynlige for omverdenen, og mange oplever derfor en vis mistro over for deres lidelse. I en dansk undersøgelse svarede 77 procent af voksne med ADHD, at der var personer i deres omgangskreds, som tvivlede på, om ADHD virkelig er en funktionsnedsættelse.

I det hele taget mener mange, at det øgede fokus på ADHD og stigningen i antallet af diagnoser har taget overhånd. Nogle betragter ADHD-symptomer som personlighedstræk snarere end en lidelse. Andre mener, at mange børn tager skade af at få en diagnose og modtage medicinsk behandling, når deres adfærd i stedet kunne håndteres på en mere traditionel måde.

Diskussionen har længe været baseret på spekulation, men omfattende videnskabelige undersøgelser begynder nu at give klarere svar.

ADHD-behandling kan være en stor hjælp for barnet

Diagnose og behandling kan være en stor fordel for barnet – men det afhænger af, hvor kraftige symptomerne er.

© Shutterstock

En stor gennemgang af forskningen på området fremhævede i 2021 en række fordele og ulemper ved diagnose og behandling. I mange tilfælde vil selve diagnosen give personen en tilfredsstillende forståelse af sine symptomer, øget selvtillid og mindre skyldfølelse og vrede. På den anden side føler nogle, at diagnosen er forbundet med en følelse af håbløshed eller flere fordomme fra omverdenen.

Diagnose og medicinsk behandling er ifølge gennemgangen ikke altid en hjælp i de mildeste tilfælde af ADHD. Her kan ulemperne være større end fordelene – dog er forskningen på dette område stadig meget begrænset. En del af stigningen i antallet af diagnoser skyldes diagnosticering af relativt milde tilfælde, og derfor anbefaler forskerne, at lægerne skal være mere forsigtige her.

Til gengæld cementerer gennemgangen, at medicinsk behandling er en stor gevinst for folk med kraftigere symptomer. Uden behandling kan symptomerne nemlig være altødelæggende.

Personer med ADHD har 12 gange større risiko for at blive dømt for personfarlig kriminalitet.

Nogle undersøgelser viser eksempelvis, at voksne med ADHD har en flere gange højere risiko for at blive arbejdsløse end andre mennesker. Deres chance for at gennemføre en videregående uddannelse er syv gange mindre, og ifølge en dansk undersøgelse vil en person med ADHD tjene 114.000 kroner mindre om året end den generelle befolkning.

Personer med ADHD har desuden en 12 gange større risiko for at blive dømt for personfarlig kriminalitet og en 12 gange større risiko for at blive straffet for spirituskørsel, hvilket blandt andet skyldes, at de omkring dobbelt så ofte har et misbrug af alkohol, hash eller andre stoffer.

Medicinsk behandling mindsker risikoen for mange af disse konsekvenser.

ADHD kan slettes fra generne

ADHD er altså ikke harmløs, og den øgede diagnosticering og behandling af lidelsen betyder formentlig, at mange børn og voksne nu får et bedre liv, end de ellers ville. Forskernes fokus er derfor ikke på, om ADHD er en reel lidelse eller ej, men hvordan den håndteres og behandles bedst.

I nogle tilfælde er lægemidler ikke nødvendige; fx kan forskellige typer undervisning eller rådgivning afhjælpe symptomer som indlærings- og adfærdsvanskeligheder. Men medicinsk behandling er det mest effektive værktøj, når det gælder lidelsens kernesymptomer.

Omkring 70 procent af voksne med ADHD har god effekt af medicinsk behandling, og i de fleste tilfælde er det foretrukne lægemiddel methylphenidat, også kaldet Ritalin.

Mange hjerneceller bruger stoffet dopamin til at sende signaler til deres naboer, men hos folk med ADHD bliver signalet ikke sendt ordentligt afsted. Lægemidlet Ritalin retter op på problemet.

Dopamin sender signal mellem nerveceller
© Shutterstock & Malene Vinther

Celler signalerer og rydder op

Nogle hjerneceller (rød) bruger stoffet dopamin (gul) til at signalere til andre hjerneceller. Når beskeden er sendt, suger cellen stoffet op igen via såkaldte dopamintransportere. Dermed er cellen klar til at signalere igen.

ADHD sænker mængden af dopamin
© Shutterstock & Malene Vinther

ADHD-hjerner rydder for hurtigt op

Personer med ADHD har ekstra mange dopamintransportere på nervecellerne. Når cellerne forsøger at sende en besked med dopamin, suger transporterne stoffet op, inden det når at give beskeden ordentligt videre til nabocellen.

Ritalin øger mængden af dopamin
© Shutterstock & Malene Vinther

Ritalin bremser oprydning

Lægemidlet Ritalin (blå) sætter sig som en prop i dopamintransporterne og bremser rydningen af dopamin. Dermed modtager nabocellen en større mængde dopamin, og beskeden går klart igennem ligesom hos en person, der ikke har ADHD.

Ritalin retter op på et underskud af signalstoffet dopamin i kontaktfladen mellem hjernens celler. Dermed er midlet formentlig med til at forbedre kommunikationen mellem hjernens forskellige netværk.

Men selvom Ritalin og andre midler har en god effekt, så er de forbundet med bivirkninger og skal i de fleste tilfælde tages flere gange om dagen. Derfor leder forskerne efter helt nye måder at behandle ADHD på, og de har blandt andet rettet blikket mod generne.

Gener udgør omkring 80 procent af risikoen for at udvikle ADHD, og forskerne har identificeret en håndfuld gener, som bidrager til lidelsen. Opfattelsen har indtil nu været, at hvert gen kun bidrager en lille smule, og dermed ville en behandling rettet mod et enkelt gen ikke være specielt effektiv.

Men det vender en opdagelse fra 2021 op og ned på.

Den israelske læge Ohad Birk undersøgte genet CDH2, som er forbundet med ADHD. For at finde ud af, hvor stor en effekt genet har på udviklingen af lidelsen, skabte han ved hjælp af teknikken CRISPR genredigerede mus, der bar den samme variant af CDH2 som folk med ADHD.

Den lille ændring i generne gjorde med et slag musene markant mere hyperaktive. Forsøget afslører altså, at en lille ændring i CDH2 kan tænde for ADHD. Dermed må det også være muligt at gøre det modsatte.

Fremtidens ADHD-behandling kan altså komme til at bestå af en enkelt indsprøjtning, der ændrer generne og kurerer lidelsen permanent.