Shutterstock & Lotte Fredslund

Bliv instruktør på dine drømme

Klare drømme er drømme, du selv er bevidst om – og hvor du kan påvirke handlingsforløbet. Nogle mennesker har et medfødt talent for klare drømme, men med tre enkle øvelser kan du selv øge chancen for at opleve dem.

Glem alt om mareridt, og glæd dig til søde drømme, hvor du selv bestemmer, hvad der skal ske. Det lyder som – ja en drøm – men det er faktisk muligt at træne sig op til at kontrollere de handlingsforløb og scenarier, som udspiller sig i drømmesøvnen.

Fænomenet kaldes lucide eller klare drømme, og ca. 20 procent af befolkningen har oplevet dem. Personer med klare drømme er typisk ikke blot gode til at gennemskue deres drømme, men er ofte også bedre til at analysere og reflektere over virkeligheden i vågen tilstand.

Disse tre metoder til at give flere klare drømme er alle videnskabeligt dokumenterede, og du opnår det bedste resultat ved at kombinere dem.

1. Tag et realitetstjek flere gange om dagen

© Shutterstock

Studier har vist, at evnen til at være opmærksom på og kontrollere sine egne tankeprocesser er den samme, uanset om vi er vågne, drømmer eller fantaserer.

I løbet af dagen kan du derfor gøre det til en vane at skelne mellem drøm og virkelighed ved eksempelvis at tjekke, om dit spejlbillede ser naturligt ud, om uret tæller sekunderne helt normalt, og om du kan trække vejret, selvom du holder dig for næsen og munden.

Efterhånden vil hjernen vænne sig til at lave det samme realitetstjek i søvne, så du bliver opmærksom på, når du begynder at drømme, og dermed får en klar drøm.

2. Sørg for at vågne op og falde i søvn igen

Vi drømmer mere i slutningen af søvnperioden, når behovet for den dybe søvn er blevet dækket. Derfor forstærker du chancen for klare drømme, hvis du på netop dette tidspunkt øger din mentale skarphed.

Det kan du i praksis gøre ved at sætte vækkeuret til at ringe fem timer efter sengetid og holde dig vågen i 30 minutter, før du lægger dig til at sove igen. Mens du er vågen, skal du sørge for at stimulere dine tanker og sanser mest muligt ved fx at læse en bog, dyrke sex eller meditere.

Når du efterfølgende falder i søvn og begynder at drømme, er der øget sandsynlighed for, at du opdager det og får en klar drøm.

3. Lær dine drømme at kende og vær forberedt

Med metoden MILD (Mnemonic Induction of Lucid Dreams) øver du dig først i at huske dine drømme og finde et såkaldt drømmetegn, som ofte forekommer i drømmene, men ikke i virkeligheden.

Det kan fx være, at du i drømme ikke kan finde vej eller bliver forbavset over noget, selvom det sjældent sker i vågen tilstand.

Når du lægger dig til at sove, skal du koncentrere dig om at være opmærksom på dette drømmetegn, og du skal forestille dig, at du opdager drømmetegnet og siger til dig selv: “Dette er mit drømmetegn, jeg drømmer nu, og jeg er fuldt opmærksom.”