Et fald på cyklen, et piskesmæld i bilen eller et ordentligt gok fra en skabsdør eller en bold.
Hjernerystelser kan opstå i alle situationer, hvor hovedet får et kraftigt ryk, og derfor tilser verdens hospitaler årligt millioner af rystede hjerner.
Men selvom lidelsen er almindelig, er diagnosen ikke altid ligetil.
De fleste hjernerystelser herhjemme diagnosticeres nemlig ud fra patientens sygehistorie og symptomer. Symptomerne kan dog variere i antal og styrke, alt efter personen og sværhedsgraden af skaden, og det kan vanskeliggøre lægernes arbejde med at stille en diagnose.
Nu har amerikanske forskere dog fundet tre proteiner i blodet, der måske kan fungere som biologiske pejlemærker, såkaldte biomarkører, og hjælpe med at måle hjernerystelse hos patienter.
Skadede atleter viste forhøjede niveauer
Atleter, der dyrker kontaktsport som fx amerikansk fodbold, rugby og boksning har høj risiko for hjernerystelser, og mange af de årlige tilfælde stammer da også fra et voldsomt møde under en sportskamp.
Forskerne tog derfor udgangspunkt i sports-relaterede hjernerystelser og undersøgte 264 sportsudøvere, der tidligere har haft hjernerystelse.
Ud fra blodprøver før og efter deres hjernerystelse kunne forskerne udlede, at de efter deres skade havde forhøjede niveauer af tre specielle proteiner.
Som kontrol undersøgte forskerne også atleter, der ikke havde haft hjernerystelse og som enten dyrkede kontaktsport eller en sportsgren, der ikke krævede nærkontakt. Hos kontrolgruppen var der ingen forhøjede niveauer at spore.
Hjernerystelse rammer to gange
Et slag i hovedet gør ofte dobbelt skade, fordi det sætter hjernen i bevægelse, så den kolliderer med kraniet to steder.
Første kontaktpunkt
Hjernen ligger i en beskyttende væske. Ved et slag mod hovedet kolliderer den først med indersiden af hjerneskallen ved kontaktpunktet.
Andet kontaktpunkt
I anden omgang kan slaget sende hjernen tilbage, så den også rammer hjerneskallen i den modsatte ende.
Kemisk kaos lammer hjernen
Hjernerystelse udløser en eksplosion af ioner, der fosser ind og ud af nervecellerne og dræner dem for energi, så hjernen ikke fungerer optimalt i flere uger efter.
Ioner fosser ind og ud af nervecellerne
Slaget vrider nervecellerne, så cellemembranerne ødelægges. De skadede nerveceller lækker, og store mængder kalium-ioner fosser ud af cellen, mens kalcium-ioner strømmer ind fra omgivelserne.
Signalstoffer udløser eksplosion
Samtidig frigiver cellen store mængder af signalstoffet glutamat. Og det udløser en eksplosion af nervesignaler i nabocellerne.
Oprydning dræner cellerne for energi
For at genoprette balancen skal kalium-ionerne pumpes tilbage ind i nervecellerne. Det kræver store mængder energi og dræner cellerne for ilt. Samtidig påvirker det fortsat høje niveau af kalcium-ioner cellens energiproduktion. Det udløser en energikrise i hjernen, så oprydningen går endnu langsommere.
Inflammation stresser hjernen
Skaderne på cellerne får immunceller til at frigive giftige cytokiner, som kan stresse cellerne så meget, at nogle af dem dør. Samtidig danner cellerne såkaldt frie radikaler, der kan ødelægge cellerne yderligere.
Yderligere forskning er nødvendigt
De tre proteiner, der er i søgelyset, er alle kendt for at være involveret, når celler i nervesystemet har taget skade.
Proteinet GFAP udskilles ved skade på nervesystemets støtteceller, de såkaldte gliacellerne, Ubiquitin C-terminal hydrolase-L1 signalerer skade på nervecellerne, mens tau-proteinet er et tegn på, at nervecellernes forgreninger, axonerne, er beskadigede. Alle har de i tidligere forskning været undersøgt som mulige biomarkører i forbindelse med mere alvorlige hjerneskader.
Men selvom meget tyder på, at de tre proteiner er relateret til hjernerystelser, er der fortsat noget vej, før de kan bruges som biomarkører i praksis.
Forskerne bag undersøgelsen understreger, at de endnu ikke ved, hvor hurtigt de kan teste for proteinerne og hvilken kombination af dem, der bedst kan fastslå hjernerystelse.
Desuden var hovedparten af sportsudøverne i undersøgelsen mænd, og derfor er det også nødvendigt at lave lignende undersøgelser med kvinder, før at der kan drages endelige konklusioner.
