Din hjerne er som en muskel. Uden træning svinder den ind og bliver svagere. Det gælder hele livet, men især på vores ældre dage.
Selv hos raske mennesker over 60 år begynder hjernecellerne at dø og forbindelserne mellem dem at visne hen, så hjernen i gennemsnit mister 0,5 procent af sit rumfang hvert år.
Men heldigvis kan forfaldet modvirkes ved at holde hjernen i form med fire enkle øvelser.
1. Motion får nerver til at vokse
Fysisk aktivitet får hjernen til at udskille hormonet BDNF, som vedligeholder og udvikler synapser og nerveceller. Hos ældre kan motion dermed bremse den naturlige nedbrydning af hjernen og endda få dele af hjernen til at vokse.
2. Opgaver stimulerer hjernen
Hjernetræning i form af opgaver som dem, man fx finder i en IQ-test, kan forbedre bl.a. hukommelse og logisk intelligens. Opgaverne sætter flere hjernecentre på overarbejde og stimulerer dermed dannelsen af nye og stærkere synapser.
3. Musik hjælper på hukommelsen
Musik kan have en positiv effekt på bl.a. hukommelsen hos ældre mennesker. Årsagen er sandsynligvis, at musikken kan sænke kroppens stressniveau og øge humøret, sådan at hjernen er under mindre pres, og nedbrydningen af synapser bremses.
4. Skydespil styrker synscenteret
Flere undersøgelser viser, at computerspil kan forbedre en række mentale evner hos både unge og gamle. Skydespil stiller fx store krav til visuel intelligens og vil derfor formentlig styrke forbindelserne i bl.a. synscenteret.