Alkohol øger aktiviteten af signalstoffet GABA, som lægger en dæmper på en række af hjernens nervesignaler. Samtidig hæmmer alkohol signalstoffet glutamat, som stimulerer nervesignalerne.
Resultatet er, at hjernen kører i tomgang og er langsom til at sætte gang i musklerne. Dermed mister den berusede evnen til at justere sit tyngdepunkt, så kroppen let kommer ud af balance.
Alkoholen rammer akut de muskelstyrende nerveceller i storhjernen, men kan også skade på længere sigt.
Kronisk skade på balanceevnen kan skyldes, at alkohol har ødelagt de hjerneceller i lillehjernen og hjernebjælken, der koordinerer muskelbevægelser.