Elefanten i rummet

Din virkelighed findes ikke ... i virkeligheden

En hær af bittesmå akrobater indtager din stue. Det er en hallucination. Din hjerne har selv skabt miniputterne – og den bruger samme trick, når den skaber det, som du kalder for virkeligheden.

En hær af bittesmå akrobater indtager din stue. Det er en hallucination. Din hjerne har selv skabt miniputterne – og den bruger samme trick, når den skaber det, som du kalder for virkeligheden.

Shutterstock & Lotte Fredslund

Fra den ene dag til den anden dukkede små mennesker op omkring hr. B. Han var en veluddannet, gift mand på 25 år og havde netop skåret markant ned på et voldsomt alkoholmisbrug.

De små skikkelser var kun omkring 30 centimeter høje og stirrede på ham med store øjne, forvrængede munde og underlige ansigtsudtryk. I deres festlige, kulørte dragter fulgte de efter ham i huset, og han kunne høre deres fødder trampe i gulvet.

I to uger havde hr. B nærmest konstant selskab af skabningerne. Men så gik han til lægen.

Skoere mennesker

Nogle mennesker oplever hallucinationer, hvor flokke af små, farverige væsener for eksempel marcherer gennem huset eller laver akrobatiske numre i møblerne.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

Lægen identificerede hr. B’s oplevelse som en såkaldt lilleputhallucination, og årsagen var en lidelse ved navn delirium tremens, som kan opstå efter et afsluttet alkoholmisbrug.

Og hr. B er langtfra alene.

Hallucinationer er en udbredt følgevirkning af flere sygdomme; for eksempel hører op mod 90 procent af skizofrene fiktive stemmer, der taler til dem og blandt andet giver dem ordrer. Og cirka en fjerdedel af patienter med Parkinsons sygdom ser mennesker, som ikke er der.

Men de mærkelige syn rammer også helt raske mennesker.

I mange tilfælde er hallucinationerne ubehagelige og kan ikke behandles, men det kan en ny opdagelse måske lave om på. I et banebrydende forsøg har forskere nemlig afsløret, hvor hallucinationer kommer fra, og opdaget, at de drømmeagtige oplevelser ikke adskiller sig meget fra det, vi kalder for virkeligheden.

Små mennesker hopper i sofaen

De små mennesker, som hr. B så overalt omkring sig, er en typisk synshallucination og falder under kategorien lilleputhallucinationer. Kategorien har nogle særlige kendetegn, og i 2021 udgav den hollandske psykiater Jan Blom den hidtil mest omfattende beskrivelse af dem efter at have gennemgået 226 lægefaglige beskrivelser af patienter med denne type hallucinationer.

De små skabninger hopper og danser i møblerne, marcherer i kolonner hen over gulvet eller udfører akrobatiske numre.

I 97 procent af tilfældene optræder de små mennesker eller dyr som en naturlig del af omgivelserne og kan eksempelvis kravle op på en sofa eller kigge frem fra deres skjul bag et skab. En lige så stor del af dem er særdeles aktive og kan hoppe og danse i møblerne, marchere i kolonner hen over gulvet eller udføre akrobatiske numre.

Omkring halvdelen af de personer, som har lilleputhallucinationer, synes, at de små mennesker er morsomme eller lidt ligegyldige, mens den anden halvdel oplever dem som skræmmende eller irriterende.

Alkoholiker mand
© Shutterstock

Tre sygdomme narrer sanserne

Flere sygdomme involverer en ubalance i hjernen, som kan føre til hallucinationer. De uvirkelige oplevelser bliver vidt forskellige, alt efter hvilke dele af hjernen der er påvirket.

Flere af de patienter, som Jan Blom omtaler, har fået foretaget hjerneskanninger, mens de hallucinerede. Skanningerne viser, at hallucinationerne som regel er ledsaget af en høj aktivitet i synscentrene, men at andre dele af hjernen også er involveret, for eksempel pandelapperne, som spiller en central rolle for vores tanker, fornuft og dømmekraft.

Observationerne har givet anledning til en teori om, at synshallucinationer helt generelt opstår, når synscentrene kun modtager relativt få impulser fra øjnene og derfor har en overskydende kapacitet, som bliver brugt til at danne fiktive billeder.

Pandelapperne griber ifølge teorien ind i et forsøg på at skabe mening i billederne og omdanner dem til virkelighedstro genstande eller personer. Denne teori understøttes af, at patienter med Parkinsons sygdom typisk har hallucinationer i dæmpet belysning, hvor aktiviteten i synscentrene er lav.

Hr. B's forvrængede lilleputter, hvis skæbne vi vender tilbage til lidt senere, var en meget intens oplevelse. Andre typer af hallucinationer er mindre bemærkelsesværdige, selvom det indbildte sanseindtryk kan være lige så realistisk. Og faktisk oplever de fleste af os jævnligt den slags hallucinationer.

Virkeligheden er et bedrag

Følelsen af en regndråbe, der falder på hånden fra en skyfri himmel. Lyden af et lille barns gråd, når barnet i virkeligheden ikke siger en lyd. Eller en vibreren i lommen, selvom telefonen ligger på bordet.

Sanseindtrykkene er ren indbildning, men de kommer alligevel ikke uden grund. Flere forskere har undersøgt dagligdagens hallucinationer og mener nu, at de opstår på grund af vores forventninger.

Usynlig haand på skulder

Raske mennesker kan også opleve hallucinationer. Det kan blandt andet være følelsen af en vibrerende telefon i lommen eller en hånd på skulderen.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

En af disse forskere er den amerikanske psykolog Philip Corlett. I 2017 offentliggjorde han resultaterne af en række forsøg, hvor en gruppe forsøgspersoner hørte en kortvarig tone, samtidig med at en bestemt figur dukkede op på en skærm foran dem. Hver gang personerne så figuren, skulle de trykke på en knap, hvis de også hørte tonen.

Da de to sanseindtryk til at begynde med altid fulgtes ad, blev det efterhånden helt naturligt at trykke på knappen ved synet af figuren, fordi forsøgspersonerne forventede også at høre tonen. Men så begyndte Philip Corlett at snyde.

Han viste figuren uden at afspille tonen, og resultatet var, at forsøgspersonerne ofte alligevel trykkede på knappen. Det var ikke, fordi de sjuskede og trykkede af ren og skær rutine. De mente vitterlig, at de havde hørt tonen.

Edderkoppehallucination
© Shutterstock & Lotte Fredslund

Raske oplever også hallucinationer

Både raske og syge mennesker kan opleve hallucinationer. De er ofte knyttet til syns- eller høresansen, men de andre sanser kan også blive ramt. Måske kan du genkende en af følelserne her på listen.

Corlett kalder fænomenet en betinget hallucination, og ved hjælp af hjerneskanninger kunne han vise, at blandt andet hørecenteret i tindingelapperne blev aktiveret, når forsøgspersonerne hallucinerede. Det tyder på, at forsøgspersonerne på sin vis havde ret, når de mente, at de havde hørt lyden.

Betingede hallucinationer er tilsyneladende et produkt af den måde, som hjernen arbejder på, når den fortolker virkelige sanseindtryk og danner en opfattelse af verden omkring os. Det, som vi kalder for virkeligheden, er nemlig ifølge flere forskere i sig selv et delvist fiktivt produkt.

De mener, at vores sanseindtryk konstant bliver sammenholdt med vores erfaringer og forventninger, og at disse elementer tilsammen danner vores virkelighed – en proces, som de kalder predictive coding. Vores opfattelse af virkeligheden er altså kun delvist et resultat af indtryk fra den virkelige fysiske verden.

Corletts forsøg med betingede hallucinationer udstiller tydeligt dette bedrag i hjernen. Men det foregår ikke kun i videnskabelige forsøg – det foregår hvert eneste sekund i dit liv.

Hallucinationer er ren kemi

Hjernen blander sanseindtryk og forventninger sammen med god grund. Forventningerne lader hjernen danne et billede af vores omgivelser, allerede inden sanseindtrykkene bliver modtaget. Når indtrykkene så kommer ind, behøver hjernen ikke at danne et billede fra bunden, men kan nøjes med at lade sanserne supplere det allerede skabte billede.

Manøvren sikrer, at hjernen kan bearbejde omgivelserne hurtigere, og forventningerne kan samtidig lukke eventuelle huller i indtrykkene.

Du kan blandt andet takke denne mekanisme for, at du kan høre en anden persons stemme i et støjfyldt lokale. Hvis din samtalepartner siger, “Min --- ville ikke starte i morges”, kan hjernen på baggrund af erfaringer hurtigt regne ud, at det manglende ord er “bil”. Det udnytter hjernen til at præsentere dig for den komplette sætning, så du slet ikke opdager, at du overhørte et ord.

I en vis forstand hallucinerer du altså konstant – men som regel hænger hallucinationen godt sammen med virkeligheden. Først når hjernen begynder at lægge for meget vægt på sine forventninger, bliver du offer for en ægte hallucination, dvs. en oplevelse, som slet ikke stemmer overens med den virkelige verden.

En undersøgelse fra 2021 har nu kastet lys over, hvordan hjernen fejlagtigt kan komme til at give forventningerne for meget magt. Den amerikanske psykiater Katharina Schmack trænede mus i at trykke med snuden på én knap, hvis de hørte en bestemt lyd, og en anden knap, hvis de ikke hørte lyden. Ligesom i Philip Corletts forsøg viste det sig, at musene indimellem hallucinerede og hørte en lyd, som ikke var der.

Schmack havde genredigeret musene sådan, at deres hjerner lyste op, det sted signalstoffet dopamin blev frigivet. Dermed kunne hun se, at dopamin blev udløst i et hjerneområde kaldet striatum, umiddelbart før musene havde en hallucination.

Vores forventninger påvirker oplevelsen af verden omkring os, men et overskud af signalstoffet dopamin kan narre hjernen til at tro, at forventningerne i sig selv er virkeligheden.

Hjerne
© Shutterstock & Lotte Fredslund

1. Virkeligheden stopper op i striatum

Syns- og hørecentrene sender besked om sanseindtryk til området striatum. Her bliver indtrykkene bearbejdet og koordineret med signaler fra andre dele af hjernen, før de sendes til hjernebarken og opfattes som billeder og lyde.

Hjerne
© Shutterstock & Lotte Fredslund

2. Hjernebarken opbygger forventninger

På baggrund af nye og gamle sanseindtryk samt signaler fra andre dele af hjernen danner hjernebarken en forventning om, hvordan de næste sanseindtryk vil se ud. Forventningerne sendes som elektriske nervesignaler til striatum.

Hjerne
© Shutterstock & Lotte Fredslund

3. Dopamin sender forventninger tilbage

Normalt når de forventede sanseindtryk ikke længere end til striatum, men et højt niveau af signalstoffet dopamin kan sende signalerne tilbage til hjernebarken. Her behandles de som reelle sanseindtryk og udløser hallucinationer.

Striatum fungerer som en mellemstation for nervesignaler fra blandt andet høre- og synscentrene, før de sendes videre til hjernebarken og danner en oplevelse af lyd og billeder. Men striatum modtager også nervesignaler fra andre dele af hjernebarken, som indeholder informationer om, hvad hjernen forventer at høre eller se.

Striatum har således ansvar for at vægte det, du rent faktisk sanser, op imod det, som hjernen forventer. Det lille hjerneområde afgør dermed, hvad du oplever.

Katharina Schmack opdagede, at der var ekstra dopamin til stede, når striatum valgte at lægge vægt på forventningerne og dermed udløste en hallucination. Den sammenhæng bekræftede hun med hjælp fra et snedigt indgreb kaldet optogenetik.

Hjernen kan få noget, som du tænker på at sige, til at føles som noget, du har hørt.

Musene var nemlig også blevet genredigeret, sådan at Schmack ved hjælp af en målrettet lysstråle kunne skabe en kunstig dopaminrus i striatum. Når hun gjorde det, udløste det en hallucination, som fik dyrene til at trykke på knappen.

Store mængder dopamin i striatum kan med andre ord udløse hallucinationer hos mus – og det gælder sandsynligvis også hos mennesker.

Kvalmemedicin kan blive kur

Katharina Schmacks opdagelse stemmer godt overens med den såkaldte dopaminhypotese, som siger, at skizofrene patienters hallucinationer i hvert fald delvist skyldes et forhøjet niveau af dopamin i deres hjerner. Denne ubalance kan blandt andet forstyrre nerveforbindelserne i to hjerneområder, Wernickes og Brocas områder, som er involveret i henholdsvis at forstå og at formulere sproget.

Når disse to områder ikke kommunikerer ordentligt sammen, kan noget, som du tænker på at sige, i stedet blive opfattet som noget, du har hørt. Det kan skabe de stemmehallucinationer, som er karakteristisk for skizofrene.

Wernickes og Brocas områder er også forbundet til striatum, og den nye viden fra Katharina Schmacks forsøg vil måske sætte gang i udviklingen af lægemidler, der sigter efter at mindske dopaminniveauet i striatum for at ramme de skizofrenes hallucinationer.

Lige nu er medicinalindustrien dog optaget af lægemidler, som mindsker niveauet af et andet signalstof i hjernen.

Hjerneomraadet striatum

Hjerneområdet striatum spiller en central rolle i dannelsen af hallucinationer. Her ses områdets mange nerveforbindelser til hjernebarken.

© F.C. Yeh et al./Brain.labsolver.org

I 2016 godkendte den amerikanske lægemiddelstyrelse det første medikament nogensinde til behandling af synshallucinationer hos patienter med Parkinsons sygdom. Lægemidlet Nuplazid har ingen effekt på dopamin, men virker derimod ved at skrue ned for effekten af signalstoffet serotonin i striatum.

Sandsynligvis får stoffet striatum til at holde hjernens forventninger ude af sanseoplevelserne, så patienterne undgår hallucinationer, men hvordan det præcis virker, er indtil videre ukendt.

Nuplazid er endnu ikke godkendt i Europa, og her kan det nå at blive overhalet indenom af et andet stof, ondansetron, som også griber ind i serotonins effekt. Midlet bliver lige nu testet på patienter med Parkinsons sygdom, men det er allerede blevet godkendt i en helt anden sammenhæng. Midlet bliver nemlig brugt mod kvalme i forbindelse med kemoterapi.

Mens patienter med hallucinationer venter på et middel, der kan fjerne deres plageånder, har antropologen Tanya Luhrmann et andet bud på, hvordan hallucinationerne kan tackles – uden brug af medicin.

Stemmer har personlighed

Skizofrenes hallucinationer bliver ikke udelukkende udformet af en indbygget ubalance i hjernen. De uvirkelige oplevelser er også påvirket af kultur. I en undersøgelse fra 2014 afslørede Tanya Luhrmann, at hallucinationernes karakter var forskellige for skizofrene fra henholdsvis USA, Indien og Ghana.

Amerikanernes hallucinationer var generelt mere aggressive og hadefulde, og de fiktive stemmer kom ofte med bebrejdelser og kommandoer. Hos ghaneserne og inderne var stemmerne fortrinsvis glade og imødekommende, og i nogle tilfælde blev de ligefrem opfattet som en stor gevinst, der gav de skizofrene nogen at snakke med.

Ifølge Tanya Luhrmann kan forskellen skyldes, at amerikanerne i højere grad er individualister og derfor opfatter stemmerne som en ubehagelig indtrængning i deres personlige sfære. Ghaneserne og inderne kommer fra mere sociale kulturer, og derfor tager de mere positivt imod stemmerne.

Den viden kan komme skizofrene patienter over hele verden til gavn, mener Luhrmann. Gennem terapi kan de skizofrene nemlig lære at opbygge et bedre forhold til deres stemmer, så de ikke bliver så plaget af hallucinationerne.

En af de patienter, som Tanya Luhrmann interviewede, havde fået en ny stemme, som regelmæssigt talte til ham på en meget ondskabsfuld måde. Men patienten svarede igen og fortalte stemmen, at de to hang på hinanden, og at de kun kunne få det til at fungere via gensidig respekt. Irettesættelsen virkede, og den nye stemme blev venligere.

Flere undersøgelser har vist, at en positiv opfattelse af hallucinationerne har stor betydning for patienternes livsglæde, så Luhrmanns metode kan vise sig at blive en vigtig behandlingsform, der kan supplere de nye lægemidler.

Med hensyn til hr. B og hans hær af farverige lilleputter, så har historien også en lykkelig slutning. Efter fire dages behandling for alkoholabstinenser slap den unge mand af med sine plageånder.