Dine minder er en løgn

I de senere år er DRM-testens konklusioner blevet bakket op af nye forsøg. De afslører, at hjernen propper ren fiktion ind i vores minder, og at alle og enhver kan manipulere med selv dine mest fasttømrede erindringer. Og den upålidelige hukommelse har konsekvenser.

Ifølge et amerikansk register er falske minder hos vidner skyld i, at hundreder er blevet uskyldigt dømt i USA – et land, hvor flere organisationer kæmper for at hjælpe uskyldige fanger.

Heldigvis er forskerne tæt på at knække koden bag hjernens omfattende bedrag, og de vil snart kunne udnytte den nye viden til at slette dine mest traumatiske minder.

Falske minder gav livstidsdom

En gymnasiepige blev i november 2004 voldtaget i den amerikanske storby San Diego, og både offeret og et øjenvidne gav nogenlunde den samme beskrivelse af gerningsmanden: hvid mand midt i 20’erne, 178 centimeter høj og normal af bygning med brunt hår og fipskæg.

Politiet anholdt en mulig gerningsmand, Uriah Courtney, og de to vidner fik forevist billeder af ham og fem andre unge mænd.

Kun tre af mændene havde skæg, og Uriahs fipskæg var mere markant end de andres. Uriah var det oplagte match, og vidnerne udpegede ham som gerningsmand.

Offeret var først kun 60 procent sikker på identifikationen, men efterhånden som sagen skred frem, blev både hun og det tililende vidne mere og mere overbeviste om, at Uriah stod bag forbrydelsen.

De blev gentagne gange præsenteret for hans billede, og begge vidste, at den anden også havde udpeget Uriah som gerningsmanden.

Da sagen kom for retten et år senere, var al tvivl blæst bort hos både offeret og det andet vidne: Uriah var skyldig. Offeret slog tilmed fast, at hun aldrig ville glemme, hvordan gerningsmanden så ud.

De to skråsikre vidneudsagn overbeviste dommeren, og Uriah endte bag tremmer med en livstidsdom for voldtægt. Otte år senere beviste en dna-analyse Uriahs uskyld og pegede politiet i retning af den rigtige gerningsmand.

Bankkunde bliver til bankrøver

Uriah var blot endnu et offer for vores upålidelige hukommelse. I 2019 dokumenterede organisationen Innocence Project, som hjælper uskyldigt dømte, at fejlagtig identifikation af gerningsmanden står bag 69 procent af alle de sager, hvor en uskyldig er blevet dømt.

Neurologen Thomas Albright har studeret, hvorfor øjenvidner ofte er utroværdige, og han lægger bl.a. ansvaret på hjernens evne til at pynte på minder med forudfattet viden.

De fleste forestiller sig fx en bankrøver med et våben i hånden, så hvis vi overværer et bankrøveri og ser røveren pege på damen bag skranken, vil vi formentlig bagefter sværge på, at han holdt en pistol i hånden – uanset om han gjorde det eller ej.

På samme måde kan hukommelsen blive fordrejet, hvis vi blander mindet sammen med andre oplevelser eller informationer.

I et forsøg fra 2009 lod psykologen Helen Paterson to grupper mennesker se hver sin variant af et klip fra en kriminalfilm. Bagefter blev hver forsøgsperson sat til at diskutere det klip, hun havde set, med en, som havde set den anden version af klippet – men forskerne fortalte dem, at de havde set det samme klip.

Forsøget viste, at når den ene person fortalte om detaljer, der kun var blevet vist for hende, så tog den anden dem ofte til sig.

Efterfølgende var forsøgspersonerne ude af stand til at skelne mellem det, de rent faktisk havde set, og det, som de havde fået fortalt bagefter.

I et forsøg fra 2019 viste psykologen Julie Earles 53 korte videoklip til 96 forsøgspersoner, hvor forskellige skuespillere udførte en simpel handling som fx at binde sit snørebånd. Bagefter skulle forsøgspersonerne se 53 klip mere og svare på, om de havde set dem før.

Nogle af videoerne i anden runde var identiske med de første, mens andre var ændret, så en af skuespillerne fra før nu udførte en handling, som i første runde var blevet udført af en anden skuespiller. Disse snydevideoer var altså en helt ny kombination af skuespillere og handlinger.

Resultaterne viste, at forsøgspersonerne i 46 procent af tilfældene blandede klippene sammen og helt fejlagtigt svarede, at de havde set snydevideoerne før.

I en retssag kan sådan en fejltagelse være katastrofal. Et vidne kan fx ende med i sit minde at sætte ansigtet fra en tilfældig kunde i banken fast på bankrøverens hoved.

Forskerne arbejder nu på værktøjer, der kan hjælpe politiet med at minimere eller spotte falske minder hos vidner. I 2019 viste psykologen Philip Gustafsson, at vidner ofte tøver mere før et falsk vidneudsagn end før et sandt.

Men i nogle situationer er det ikke tilfældet som i den endelige retssag mod Uriah Courtney, og forskerne er derfor nødt til at forstå falske minder i detaljer.

Fejl sniger sig ind i netværk

Inden du læser videre om forskernes udforskning af falske minder, må du gerne stoppe op og tænke på de ti ord, som blev nævnt i begyndelsen af artiklen.

Lad være med at bladre tilbage, og find i stedet en blyant og et stykke papir frem. Skriv så mange af ordene ned, som du kan huske. Har du gjort det? Godt, så fortsætter vi.

Når du oplever noget nyt, bliver nerveceller aktiveret i forskellige dele af hjernen, som hver især er specialiseret i at bearbejde et lille element af oplevelsen.

Fx behandles billeder i synscenteret, følelser i amygdala, og faktuel viden i tindingelapperne.

Hvis du bevidst eller ubevidst ønsker at huske oplevelsen, så danner de forskellige centre nerveforbindelser til hjerneregionen hippocampus, hvis fleksible netværk sørger for at knytte centrene sammen, så der dannes et langtidsholdbart minde.

Når det er sket, afbrydes mindets forbindelser til hippocampus mere eller mindre. Især i de første dage er mindet sårbart over for manipulering.

Opdigtede detaljer kan her let blive koblet sammen med det nyfødte minde og blive en fasttømret del af det. Men selv efter at et minde har brændt sig fast i hjernen, er det udsat for manipulation.

Hver gang du genkalder dig mindet, bliver mindets spor gennem hjernen ustabilt, indtil det kort efter etableres i en ny udgave med flere og stærkere nerveforbindelser mellem de involverede hjernecentre.

Processen kaldes rekonsolidering og sørger for at styrke hukommelsen. Men undervejs kan det ustabile minde blive påvirket, så det lagres i en ændret udgave.

Forskerne er ikke sikre på, præcis hvorfor hjernen fungerer sådan. En mulig forklaring er, at hjernen er nødt til at spare plads i hukommelsen for ikke at blive overrumplet af informationer.

Den erstatter specifikke detaljer i minderne med mere generel information og udfylder hullerne via associationsnetværk.

Du husker fx ikke, præcis hvordan et bestemt træ så ud, men henter et billede af et træ ind fra en anden del af hjernen, når du genkalder dig mindet.

I forbindelse med kriminalsager skal politiet dermed være opmærksom på, at vidnerne så vidt muligt skal skærmes fra informationer, der kan kompromittere deres minder.

Du husker falske detaljer

Falske minder opstår ikke kun, når du er vidne til en forbrydelse. Neurologen Alyssa Sinclair beskrev i en videnskabelig oversigtsartikel fra 2019, hvordan et minde om en hyggelig aften på stranden, hvor en god ven spillede guitar, med tiden kan omformes.

Hvis mindet ikke er stærkt til at begynde med, vil guitaren måske kun tone ganske svagt frem fra hukommelsen, når du befinder dig på stranden igen.

Og hvis der nu sidder en fremmed mand på stranden og spiller bongotrommer, kan du pludselig genkalde et minde, hvor din gode vens guitar er erstattet med bongotrommer.

Og de falske minder om din egen fortid kan være ret omfattende.

I en række forsøg viste psykologen Elizabeth Loftus fx, at hun kunne overbevise omkring 25 procent af forsøgspersonerne om, at de var blevet væk i et storcenter som børn – en begivenhed, som aldrig havde fundet sted.

Og i nogle tilfælde byggede forsøgspersonerne tilmed videre på det falske minde med nøjagtige detaljer fra den opdigtede oplevelse.

Forskere udnytter svaghed

Dine minder er med andre ord lette at manipulere, og den egenskab vil forskerne nu udnytte til at behandle psykiske lidelser, bl.a. posttraumatisk stresslidelse, PTSD.

PTSD-patienter har traumatiske minder, som forstærker sig selv, tvinger sig frem i bevidstheden igen og igen og forårsager angst.

Ved at gribe ind, når mindet genkaldes, kan forskerne svække mindets nervenetværk.

Neurologen Elizabeth Phelps har fx vist, at hun kunne hjælpe PTSD-patienter ved først at minde dem om deres traumatiske oplevelser og så indgyde en følelse af tryghed hos dem.

Og andre forsøg har afsløret, at når lægemidlet propranolol gives i forbindelse med genkaldelse af traumatiske minder, forhindrer det hormonet adrenalin i at stimulere mindets nervenetværk – og dermed bliver mindet mindre intenst.

Forskerne arbejder videre for at forstå i detaljer, hvordan minder dannes og ændres, men de er allerede nået langt, siden falske minder første gang blev videnskabeligt dokumenteret ved hjælp af de såkaldte DRM-tests.

I en DRM-test præsenteres forsøgspersonen først for en række ord, der alle er relateret til ét bestemt emne.

Det kunne fx være de ti ord, som optrådte i begyndelsen af denne artikel, så find den liste frem, hvor du skrev de ord ned, du kunne huske. Baseret på tidligere forsøg vil du med omkring 60 procents sandsynlighed have skrevet ordene sove eller søvn – selvom de ikke står på listen.

Det skyldes, at hjernen har digtet videre på baggrund af de ord, som var på listen, og dermed skabt begyndelsen til et falsk minde.

Og selvom du ikke røg i fælden denne gang, så garanterer forskerne, at du konstant laver samme type fejl i din hverdag.

Artiklen blev udgivet første gang i 2020.