Optisk illusion

Dit liv er en hallucination

Åbn dine øjne, og kig dig omkring. Du tror måske, at du ser virkeligheden, men ny forskning afslører, at det, du ser, er en hallucination – en alternativ virkelighed skabt af din hjerne i et forsøg på at være på forkant med hverdagens udfordringer.

Åbn dine øjne, og kig dig omkring. Du tror måske, at du ser virkeligheden, men ny forskning afslører, at det, du ser, er en hallucination – en alternativ virkelighed skabt af din hjerne i et forsøg på at være på forkant med hverdagens udfordringer.

Se et øjeblik på billedet af kjolen nedenfor. Hvilken farve har kjolen?

Du genkender måske billedet, for i 2015 blev det set af millioner af mennesker på nettet, og kjolen delte de mange beskuere i to lejre.

Optisk illusion
© Cecilia Bleasdale

Omkring to tredjedele insisterede på, at kjolen var hvid med guldstriber, mens en tredjedel mente, den var blå med sorte striber.

Kjolens ejer afslørede, at det store flertal tog fejl, men hvordan kan så mange mennesker forveksle hvid med blå – to farver, der slet ikke minder om hinanden?

Det spørgsmål fik flere forskere til at dykke helt ind i hjernen på kjolens beskuere, og deres forsøg bakker nu op om en ny teori ved navn predictive coding – eller forudsigende kategorisering. Teorien afslører, at vores sanser i bund og grund ikke er til at stole på.

Ifølge predictive coding udgør de indtryk, som rammer vores øjne, ører og andre sanser, kun en lille del af vores oplevelse af omverdenen. Resten skaber hjernen selv i en form for kontrolleret hallucination.

Hjernen overskriver sanseindtryk

Teorien om predictive coding fortæller groft sagt, at hjernen bedre kan sammenlignes med en krystalkugle end en computer.

Hjernen dvæler ikke ved hverken fortiden eller nutiden, men forsøger altid at være et skridt foran, så den kan forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, og derved træffe de bedste beslutninger for, hvordan vi skal handle her og nu.

Ifølge teorien sammenholder hjernen vores tidligere erfaringer med de sanseindtryk, vi løbende modtager, og skaber dermed en model af verden, som hjernen forventer at opfatte den.

Hjernen stoler altså ikke blindt på sanserne, men skaber sit eget verdensbillede, og det kunne biologen Lara Schlaffke slå fast, da hun i 2015 kastede et ekstragrundigt blik på den stribede kjole – eller rettere dens beskuere.

Biologen placerede 28 forsøgspersoner i en hjerneskanner og kortlagde i første omgang hjernens nerveaktivitet, mens de betragtede et udsnit af kjolens blå og sorte farver hver for sig.

Her var der ingen forskel i forsøgsdeltagernes individuelle hjerneaktivitet, men det var der til gengæld, når personerne så de to farver ved siden af hinanden på det originale billede af kjolen.

Synssansen opfatter de rigtige farver, men hjernen vil ikke acceptere det.

I denne situation udmærkede halvdelen af forsøgspersonerne sig ved en ekstrahøj aktivitet i fire områder af hjernen, og det var netop disse personer, som fejlagtigt opfattede kjolens farver som hvid og guld.

Hjerneområderne, der kom på overarbejde, ved at forsøgspersonerne så på kjolen, var blandt andet den såkaldte inferiøre frontale gyrus, der ligger nederst i pandelappen og er kendt for at være involveret i opmærksomheden, samt isselappen, der er med til at træffe beslutninger i tvivlstilfælde.

Resultaterne fik Lara Schlaffke til at konkludere, at synssansen sandsynligvis opfatter de rigtige farver – nemlig blå og sort – hos alle forsøgspersonerne, men at hjernen hos nogle af dem ikke kan acceptere den opfattelse og korrigerer farverne, så bevidstheden i stedet bliver beordret til at opleve dem som hvid og guld.

Morgenmennesker ser hvidt

Psykologen Pascal Wallisch kom i 2017 med et bud på, hvorfor hjernen griber kraftigt ind i fortolkningen af sanseindtryk.

I en undersøgelse udført på nettet bad forskeren over 13.000 personer bedømme kjolens farve samt vurdere, under hvilke lysforhold billedet af kjolen var blevet fotograferet. Her viste der sig en klar sammenhæng.

Blandt dem, der vurderede, at billedet var taget i dagslys, tog hele 72 procent fejl og mente, at kjolens farver var guld og hvid.

Samme fejlfortolkning af farverne forekom til gengæld kun hos 49 procent af dem, der antog, at billedet var fotograferet i kunstlys.

Optisk illusion

Nogle mennesker ser på kjolen og forestiller sig, at den er badet i kunstigt lys (højre side af venstre billede). De opfatter kjolen som blå og sort. Andre tror, at kjolen befinder sig i dagslys, men i skyggen (højre side af højre billede). De opfatter kjolen som hvid og guld.

© Shutterstock & Lotte Fredslund

Øjet bestemmer en genstands farve ved at registrere bølgelængden af det lys, den reflekterer. Dermed har det stor betydning for vores farveopfattelse, hvilket lys genstanden ligger badet i.

For at forstå, hvorfor forsøgspersonerne havde forskellige forventninger til belysningen i kjolebilledet, spurgte Pascal Wallisch dem om deres normale sengetider.

Her viste det sig, at de mennesker, der opfatter kjolens farver som hvid og guld, fortrinsvis er morgenmennesker, der er vant til at se omverdenen i dagslys.

Dagslys har et højt indhold af blåt lys, så hjernen hos et typisk morgenmenneske kan derfor have en tendens til at trække det blå lys ud af ligningen, når synsindtrykket skal farvelægges. Og derved ændrer hjernen kjolens grundfarve fra blå til hvid.

Sammenholdt med Lara Schlaffkes hjerneskanninger tyder det på, at morgenmenneskernes hjerneaktivt overskriver signalerne om blå og sort fra øjet på grund af deres præference for dagslys.

Din hjerne hallucinerer

Hjernen griber ikke bare ind i din opfattelse af farver. Den kan skabe hele billeder med udgangspunkt i nogle få input fra sanserne.

Forestil dig fx, at du ser noget gennem en regnvåd rude. De mange dråber bryder lyset og skaber et fordrejet billede af verden på den anden side af ruden.

Du ser måske en mærkværdig skabning med fem ben og et vanskabt hoved. Indtrykket giver ingen mening, og din hjerne kæmper med at finde en kategori, som skabningen passer i.

Det bedste match er en hund, og lynhurtigt retter hjernen indtrykket til, så du ser en hund. Hjernen skaber altså et billede af en hund, som du reelt ikke ser.

Hjernens evne til at skabe billeder – eller lyde og lugte – ud fra mangelfulde indtryk minder om dens evne til at skabe hallucinationer. Derfor satte psykologen Amanda McCleery sig i 2018 for at undersøge koblingen mellem de to hjerneprocesser.

Hun udsatte 30 forsøgspersoner for en test, hvor de skulle lytte til en række toner, som undertiden afveg fra det forventede mønster og dermed alarmerede de netværk i hjernen, som udfører predictive coding. Samtidig målte hun deres hjerneaktivitet.

Din hjerne snyder dig, og du kan let afsløre dens bedrag. Se på billederne nedenfor, og mærk, hvordan din hjerne prøver at overtrumfe det, som dine øjne ser.

Optisk illusion
© Shutterstock

Hjernen ændrer nuancerne

Se godt på billedet. Hvis du synes, at feltet B er lysere end feltet A, så er din hjernes predictive coding i fuld gang med at overskrive dine reelle synsindtryk.

Optisk illusion
© Shutterstock

Felterne har samme nuance

Her har vi fjernet alt på billedet undtagen felterne A og B. Synes du stadig, at B er lysere end A? På det første billede korrigerede din hjerne nuancen på feltet B, fordi den forventede et hvidt felt. På dette billede bliver hjernen ikke afledt af omgivelserne, og du kan se, at felterne har samme nuance.

Forsøgspersonerne var udvalgt, så omkring en tredjedel var raske personer, en tredjedel var skizofrene uden hallucinationer, og en tredjedel var skizofrene, som for nylig havde haft hallucinationer i form af stemmer i hovedet.

Målingerne af hjerneaktivitet afslørede, at predictive coding fungerede nogenlunde ens hos de raske personer og de ikkehallucinerende skizofrene patienter, når de skulle bearbejde uventede sanseindtryk.

Men hos patienterne med hallucinationer var hjerneaktiviteten helt anderledes. McCleery konkluderede, at problemer med at håndtere predictive coding muligvis er den grundlæggende årsag til hallucinationer.

Du nyder uforudsigelighed

Predictive coding skjuler den rå virkelighed for dig, og du vil måske for altid være ude af stand til at se den blå kjoles sande farver.

Men i de fleste tilfælde skal du takke dine små hallucinationer. Et eksempel er, når du sidder til et middagsselskab og snakker med personen overfor, mens musikken spiller, og de øvrige gæster taler højlydt.

Her opfatter ørerne typisk kun en del af stavelserne i samtalepartnerens ordstrøm, og så sørger hjernen for at fylde hullerne ud ved at gætte sig til, hvad der blev sagt. Gættene hjælper dig, men de er ikke perfekte.

Psykologen Matthew Davis lod i 2018 en række forsøgspersoner læse nogle skrevne ord og derefter høre dårlige lydoptagelser af de samme eller lignende ord.

Resultaterne viste, at når personerne læste ordet “kick” og derefter hørte ordet “pick”, var de ofte overbeviste om, at de havde hørt “kick”.

Uoverensstemmelse mellem virkeligheden og hjernens forudsigelser kan være en kilde til nydelse.

Davis skannede samtidig personernes hjerner og så et særligt mønster af nerveaktivitet, når der var konflikt mellem deres forventninger og det, de rent faktisk hørte.

Mønsteret, som er et af kendetegnene ved predictive coding, overskriver dine sanseindtryk med en hallucination. Men det er også en kilde til nydelse.

Hjerne- og musikforskeren Peter Vuust undersøgte i 2019, hvilke typer rytmer vi nyder mest.

Han afslørede, at forudsigelige rytmer, som ikke udfordrer predictive coding, virker kedelige, mens uforudsigelige rytmer, der provokerer hjernens netværk, bliver opfattet som langt mere interessante for lytterne.

Afslør din hjernes bedrag!

Vil du se din hjernes bedrag med dine egne øjne, så tag testen her.

God fornøjelse!