Mennesket - Hjernen

Du er kun en illusion

Vi oplever os selv som et jeg, der handler frit i verden. Men hvor i hjernen opstår fornemmelsen af et selv? Mennesker med lidelser som epilepsi og hjerneskader har givet forskerne et overraskende kig ind i selvets maskinrum. Det afslører, at vores jeg slet ikke er så entydigt og uafhængigt, som vi går og tror. Ubevidste kræfter i hjernen påvirker sågar vores største valg i livet, og nogle forskere sætter spørgsmålstegn ved, om vi har en fri vilje.

Den irske jernbanearbejder Phineas Gage var kendt som et mildt, kærligt og eftertænksomt gemyt.

Som 25-årig var Gage leder af et sjak, der sprængte vej til jernbaneskinner gennem klipper i det nordøstlige USA. Når kollegerne havde boret huller i klipperne og fyldt dem med sprængstof, stampede Gage med en meterlang jernstang sand og grus sammen over sprængladningerne for at forstærke deres effekt.

Men en septemberdag i 1848 gik det galt: Idet Gage stødte sin jernstang ned i et borehul, eksploderede sprængladningen, og som et projektil borede den seks kilo tunge stang sig ind gennem Gages venstre kind, videre op bag venstre øje, ind gennem venstre pandelap og ud gennem issen.

Jernbanearbejderen Phineas Gage overlevede mirakuløst at få en jernstang gennem hjernen – men noget ved ham var forandret.

© Warren Anatomical Museum

Stangen landede omkring 20 meter fra Gage, der var segnet bevidstløs om på jorden – smurt ind i blod og hjernemasse og med krampetrækninger, der rystede gennem hans krop.

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at den unge jernbanearbejder ville overleve. Men takket være en dygtig læge kom han mirakuløst på benene igen og genoptog efter et halvt års tid sit arbejde.

Ulykke forandrede synet på menneskesjælen

Umiddelbart syntes Gage at være i fin form – han talte, arbejdede og bevægede sig stort set som før ulykken, men noget havde ændret sig afgørende.

“Han er ikke Gage længere”, lød det fra flere af hans foruroligede venner og bekendte.

Hvor Gage før havde været roen og venligheden selv, var han nu blevet følelseskold, ubehøvlet, løgnagtig og ude af stand til at beherske sig.

Øretæverne hang løst, han bankede sin kone igen og igen og var ude af stand til at træffe beslutninger af nogen art.

Hans personlighed havde forandret sig fundamentalt, og det samme gjorde hjerneforskningen: Phineas Gages tragiske historie blev berømt og kom til at ændre videnskabens syn på “menneskesjælen”.

Selvet var endegyldigt placeret i hjernen, da det nu stod klart, at en skade et enkelt sted i hjernen – i Gages tilfælde en ødelagt pandelap – fuldstændig kan forandre et menneskes personlighed og adfærd.

Det stod nu klart, at en skade et enkelt sted i hjernen fuldstændig kan forandre et menneskes personlighed og adfærd.

Jo mere videnskaben siden har studeret dette flygtige selv, jo mere står det klart, at selvet er resultatet af et mylder af processer i hjernen, der ligger til grund for blandt andet vores bevidsthed, hukommelse og vilje – og at oplevelsen af et sammenhængende, kontinuerligt og frit selv i sidste ende måske blot er en illusion.

Hjernens funktion er at producere snot

Den ulyksalige Phineas Gage er et klassisk eksempel på, at en af forskernes vigtigste kilder til ny viden om hjernen og dens funktion er mennesker med hjerneskader eller hjernelidelser.

I det øjeblik hjernen ikke fungerer normalt eller som hos flertallet, får forskerne et enestående indblik i dens virkemåde. De medicinske lærebøger bugner derfor af beretninger om patienter, der har givet forskerne banebrydende ny indsigt i hjernens krinkelkroge.

Med sine 1300-1400 gram og omkring 86 milliarder nerveceller, som hver især danner titusindvis af forbindelser, er hjernen det mest imponerende og samtidig det mest komplekse af alle menneskets organer.

Umiddelbart tager den sig ikke ud af meget. Den ligner mest en blævret klump grå og hvid gelé, og måske af den grund troede oldtidens egyptere, at hjernens eneste funktion var at producere snot.

Indtil langt op i 1800-tallet mente de lærde, at vores hjerne består af blot én kæmpecelle. Men i 1887 fik en spansk videnskabsmand med en baggrund inden for kunst og fotografi et blændende indfald, som skulle komme til at vende op og ned på hele vores forståelse af hjernen.

Santiago Ramón y Cajal kom på den idé at farve små stumper af hjernevæv fra afdøde mennesker med en kemisk substans.

Under mikroskopet kunne den spanske forsker til sin overraskelse pludselig se et vidt forgrenet netværk af individuelle celler, som var tæt forbundet med hinanden, men dog adskilt af bittesmå mellemrum eller synapser, som forbindelserne kaldes i dag.

Hjernens celler kommunikerer med hinanden ved at sende elektriske beskeder gennem deres mange forgreninger. På billedet lyser en celle fra hjernebarken op i grønt.

GerryShaw / Creative Commons

Med den opdagelse så den moderne hjerneforskning så småt dagens lys: Det stod nu klart, at nervecellerne er hjernens byggesten, og da elektronmikroskoperne siden kom til, kunne forskerne begynde at granske cellerne og kortlægge det virvar af forbindelser, de danner, og som gør, at vi kan tænke, handle og huske.

Koglekirtlen forbinder sjæl og legeme

I dag råder videnskaben over en bred vifte af metoder og teknologier til at lirke hemmeligheder ud af hjernen. Med højteknologiske skannere kan forskerne få et øjebliksbillede af, hvordan hjernen arbejder, når vi fx tænker, taler eller hører, og med elektroder kan de endda måle aktiviteten helt ned i den enkelte nervecelle.

Forskerne kender i store træk også de baner, som nervesignalerne følger, når vi eksempelvis ser og genkender et ansigt. De fysiske processer, som finder sted inde i kraniekassen, er dermed efterhånden veludforsket land.

Ordet hammer kan ses i hjernen

Når vi tænker på en velkendt genstand som fx en hammer, fremkalder det et specifikt mønster af aktivitet i de hjerneområder, som er forbundet med ordet, fx i frontal-lapperne, som har med motorik at gøre. Forskere kan nu læse vores tanker ord for ord ved at analysere hjerneaktiviteten.

Men når det gælder de mentale processer, navigerer forskerne stadig i ukendt terræn. Et af hjerneforskningens største mysterier er sammenhængen mellem hjernen og bevidst­heden – et spørgsmål, som i århundreder har optaget ikke alene naturvidenskaben, men også filosofien.

Allerede i 1600-tallet grublede den franske filosof René Descartes over, hvad bevidsthed er, og nåede frem til, at sjælen – eller bevidstheden – er skarpt adskilt fra kroppen og dermed også fra hjernen. Ifølge Descartes fungerede koglekirtlen, der er lokaliseret dybt inde i hjernen, som et bindeled mellem krop og sjæl – stedet, hvor de to ellers uafhængige størrelser udvekslede beskeder.

Tanker og følelser kunne via koglekirtlen udløse fysiske handlinger som fx at bevæge armen og stryge et barn over kinden, mens en påvirkning af kroppen omvendt fremkaldte eksempelvis lyst eller smerte, altså en oplevelse i bevidstheden.

Hvorfor Descartes pegede på netop koglekirtlen som mødestedet mellem krop og sjæl, er uvist – men formentlig skyldtes det, at kirtlen sidder midt i hjernen og er et af de eneste organer i hjernen, som ikke har en tvilling i den modsatte hjernehalvdel.

Den franske filosof René Descartes mente, at koglekirtlen var bindeleddet mellem krop og sjæl. Nu ved vi, at den er en kirtel, der bl.a. danner hormonet melatonin, som styrer vores døgnrytme.

Life Science Databases(LSDB)

Descartes’ teori om en mystisk forbindelse mellem sjæl og legeme er for længst forladt. I dag kan de fleste hjerneforskere blive enige om, at bevidsthed, følelser og vilje er et resultat af kemiske og fysiske processer i vores hjerne.

Desuden rummer hjerneforskningen massevis af beskrivelser af mennesker, der på samme måde som Phineas Gage ændrede personlighed efter at have fået en hjerneskade eller en sygdom i hjernen. Det er et overbevisende vidnesbyrd om, at personligheden – eller selvet – er fysisk.

Forskere placerer vrede og overraskelse i hjernen

Følelser som tilfredshed, overraskelse og vrede sætter samme aftryk i hjernen hos alle mennesker. Det har forskere fra Duke University i USA opdaget, efter at de ved hjælp af fMRI-skanning registrerede hjerneaktiviteten hos over 500 forsøgspersoner, som så film og lyttede til lydsekvenser, som kunne udløse bestemte følelsestilstande. I alt syv følelser var i spil, og ved at gennemgå skanningerne kunne forskerne udpege, hvor hver følelse var lokaliseret.

Kriminalitet kan måles som buler i kraniet

Prøv at sætte en finger på nakken, og flyt den så lidt opad og udad. Så støder du på en bule, der dannes af det nederste af dit kranie. Ifølge en for længst forkastet teori skulle dette fremspring være stedet, hvor organet for seksuel drift er placeret – jo mere kraniet buler ud her, jo mere er du styret af din seksualitet.

Lader du fingeren glide godt et par centimeter videre opad mod issen, støder du på endnu en bule – et fremspring, som afslører, hvor udpræget din lyst til at konkurrere er. Teorien, der kaldes frenologi, blev fremsat af den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall i 1796. Ifølge Gall skulle det være muligt at bedømme et menneskes mentale evner og personlige egenskaber alene ud fra en ydre undersøgelse af kraniets form.

© Wikimedia Commons

Tanken bag den fantasifulde lære var, at forskellige områder af hjernen repræsenterede hver deres egenskab, heriblandt eksempelvis seksualdrift, kappedyst og fædrelandskærlighed.

Gall hævdede endda, at der fandtes specifikke områder for tyveri og mord i hjernen. Og jo større hvert enkelt område var, jo mere udtalt var karaktertrækket, og jo tydeligere kom det til udtryk som buler på hjerneskallen.

Ved ganske enkelt at tage et målebånd og opmåle uregelmæssigheder på kraniet kunne man ifølge frenologien aflæse et menneskes egenskaber og moral.

“86 milliarder - så mange hjerneceller består en gennemsnitlig menneskehjerne af.”

Lige så ivrigt frenologien blev dyrket op igennem 1800-tallet, lige så komplet uvidenskabelig var teorien, og i dag er den for længst kastet på historiens losseplads. Men Galls grundlæggende tanke om, at hjernen er bygget op af funktionelt adskilte områder, skulle dog vise sig ikke at være grebet helt ud af det blå.

Handicap leder på sporet af talecenteret

Som 30-årig mistede franskmanden Louis Victor Leborgne pludselig evnen til at tale – eller rettere: Han kunne kun udtale én stavelse – “tan”. Det ord sagde han til gengæld så tit, at han fik kælenavnet Tan.

Lægerne nærede mistanke om, at hans pludselige handicap skyldtes en hjerneblødning. Tilsyneladende fejlede Leborgnes intellekt ingenting.

Han syntes at forstå alt, hvad der blev sagt, og at reagere på det, der foregik omkring ham, men i tiden efter at Leborgne havde mistet talens brug, gik hans helbred stærkt ned ad bakke.

Først blev han lam i højre arm, så i højre ben, og hans tilstand blev stadigt dårligere, indtil han ikke mere kunne stå ud af sengen, og til sidst gik der koldbrand i hans højre ben. Den 11. april 1861 blev han indlagt på kirurgisk afdeling på et hospital i udkanten af Paris.

Her mødte han for første gang lægen Pierre Paul Broca, som var stærkt optaget af menneskehjernens anatomi og især af det på den tid stærkt omdiskuterede spørgsmål om, hvorvidt hjernen var delt op i centre med hver deres særlige funktion, sådan som frenologien hævdede.

Blot seks dage efter indlæggelsen, den 17. april, døde Leborgne, og Broca fik nu muligheden for at undersøge sin afdøde patients hjerne. Under kranieknoglen i venstre tinding opdagede Broca en læsion i hjernens overflade.

Efterfølgende undersøgte Broca adskillige andre hjerner fra afdøde personer, der havde lidt af samme handicap som Leborgne, og efterhånden stod det klart, at alle havde en læsion det samme sted – et område i venstre pandelap, som i dag kaldes Brocas talecenter.

Hør, hvordan det kan lyde, når en person har skader i Brocas talecenter. Credit: Instant Neuro

Som den første i historien havde Broca formået at koble en funktion til et specifikt område af hjernen, og dermed havde han revolutioneret hjerneforskningen. Efter Brocas banebrydende opdagelse gik det slag i slag – ved at undersøge hjerneskadede patienter har forskerne kunnet studere, hvilke funktioner der rammes, når bestemte dele af hjernen er skadet.

På den måde er det ene hjernecenter efter det andet blevet lokaliseret, heriblandt fx hørecenteret, det motoriske center og synscenteret.

Men undersøgelserne af både hjerneskadede og raske har også vist, at stort set alle vores mentale evner, fx syn, sprog, hukommelse og dømmekraft, er uhyre sammensatte og ikke har sæde i et enkelt, afgrænset område, men er et resultat af aktivitet i flere forskellige centre, der er spredt ud over det meste af hjernen.

Eller sagt på en anden måde: Forskellige regioner i hjernen bidrager med træk, som tilsammen danner vores personlighed.

Oplevelsen af selvet er spredt ud over hjernen

1 / 6

undefined

123456

Selvet kan ikke lokaliseres ét sted i hjernen, men er resultatet af et samarbejde mellem områder, der spiller en rolle for blandt andet hukommelse, kropsfornemmelse og bevidsthed. Tilsammen giver de oplevelsen af et sammenhængende jeg.

© Claus Lunau

Epileptikere får hjernen skåret over

Patienter med svær epilepsi blev fra midt i 1960’erne behandlet med et indgreb, hvor forbindelsen mellem højre og venstre hjernehalvdel blev kappet.

Hjernebjælken er et tykt bundt af nervetråde, der fungerer som en slags motorvej for informationer mellem højre og venstre hjernehalvdel og gør det muligt for dem at arbejde sammen.

Ved den såkaldte split-brain-operation blev nervebundtet ganske enkelt skåret over – og i første omgang så indgrebet ikke ud til at give nogen bivirkninger.

Epileptiske anfald skyldes, at nervecelleaktiviteten løber løbsk i en del af hjernen. I visse tilfælde spreder denne unormale aktivitet sig lynhurtigt til hele hjernen og udløser et voldsomt anfald, hvor patienterne mister kontrollen over kroppen.

Det var netop i forsøget på at forhindre nervecelleaktiviteten i at brede sig fra den ene hjernehalvdel til den anden, at lægerne kom på den idé at skære hjernebjælken over hos patienter, der ikke kunne behandles medicinsk.

På mange måder var indgrebet en succes: Patienterne fik lindret symptomerne og oplevede langt færre og mindre voldsomme anfald.

De opererede kunne stadig gå, tale, læse og i det hele taget gøre, som de plejede, men den amerikanske psykolog Roger Wolcott Sperry, som allerede i 1940’erne havde eksperimenteret med at skære hjernebjælken over hos katte og aber, nærede mistanke om, at det ikke var helt uden omkostninger at afbryde forbindelsen mellem de to hjernehalvdele.

I en række forsøg placerede Sperry blandt andet split-brain-patienter foran en skærm og bad dem fokusere på en prik midt på skærmen. Samtidig blev der vist ord på enten højre eller venstre side af skærmen.

Alle data fra højre del af synsfeltet bearbejdes af venstre hjernehalvdel, som er den side, hvor sprogcenteret har hjemme, og i de tilfælde, hvor der blev vist ord på højre side af skærmen, formåede patienterne at forklare, hvad de havde set.

Blev ordene derimod vist på venstre side af skærmen, kunne de ikke sætte ord på det, de havde kigget på, fordi den højre hjernehalvdel, der stod for bearbejdningen af synsindtrykket, ikke havde forbindelse til sprogcenteret i den anden hjernehalvdel.

De såkaldte split-brain-operationer, der blev udført på epilepsi-patienter i midten af 1960’erne, var ikke uden konsekvenser, som det ses i forsøget her. Credit: Neuroslicer

På baggrund af talrige lignende eksperimenter kunne Sperry som den første dokumentere, at højre og venstre hjernehalvdel har forskellige kvalifikationer og personligheder, som hver især bidrager til vores bevidsthed: Den venstre tager sig af de analytiske og sproglige funktioner, mens højre hjernehalvdel tænker i helheder og står for bl.a. rumlig orientering og følelser.

Personens hænder slås om overtaget

Opdagelsen af de to hjernehalvdeles specialisering udløste i 1981 en nobelpris i medicin til Sperry og vakte opsigt verden over. Adskillige nyere forskningsundersøgelser har afsløret, at opdelingen ikke er helt så sort-hvid.

Hjernehalvdelenes specialisering varierer ekstremt fra person til person, og begge hjernehalvdele er involveret i det meste af det, vi gør. Denne indsigt blev faktisk også forudset af Sperry, som i forbindelse med nobelprisoverrækkelsen i 1981 kom med denne udtalelse:

“Jo mere vi lærer (om hjernen, red.), jo mere vi erkender den unikke kompleksitet ved den enkeltes intellekt, des stærkere bliver den konklusion, at hjernenetværkenes forskellighed får fingeraftryk og ansigtstræk til at virke grove og forsimplede i sammenligning”.

Men hjernehalvdelenes arbejdsdeling var ikke den eneste indsigt, Sperry opnåede ved at studere epilepsipatienter med spaltede hjernehalvdele. Selvom de to hjernehalvdele normalt arbejder tæt sammen, kunne de højst overraskende også have hver deres uafhængige vilje eller personlighed, viste det sig.

I flere tilfælde blev patienternes bevidsthed efter indgrebet delt i to, som lå i indbyrdes konflikt i et gådefuldt fænomen, der nu er kendt som alien hand-syndromet.

Normalt sørger de to hjernehalvdele for i fællesskab at koordinere en aktivitet – når vi fx skal lukke en lynlås, holder den ene hånd i kanten af jakken, mens den anden trækker lynlåsen op.

Men hos patienter med alien hand-syndrom kan hænderne begynde at modarbejde hinanden som resultat af en magtkamp mellem de to uafhængige hjernehalvdele.

Hver hjernehalvdel har tilsyneladende sit eget sindelag, sit helt eget sæt af tanker, følelser, oplevelser og erindringer. Og ofte kommer splittelsen til udtryk på dramatisk vis: Med den ene hånd kan patienten fx række ud efter en trøje i skabet, hvorefter den anden hånd – den “fremmede” – slår den første hånd og kyler trøjen på gulvet.

Eller den ene hånd kan tage en kage fra fadet på sofabordet, hvorpå den anden hånd giver den første hånd et rap over fingrene, så kagen lander på tæppet – til den anarkistiske hånds “ejermands” dybe frustration og afmagt.

Se, hvordan højre og venstre hånd kæmper om magten over klodserne hos en person med alien hand-syndrom. Credit: Rolf Verleger

Endnu har forskerne til gode at kortlægge mekanismerne bag alien hand-syndromet. Men selve den magtkamp, der finder sted inde i hjernen hos split-brain-patienter, er på ingen måde enestående.

Konstant udspiller der sig konflikter i hjernen, hvor forskellige dele af det, der er os, kæmper om at få overtaget og løbe med sejren: Skal jeg spise et stykke chokolade, eller skal jeg være fornuftig og snuppe et æble i stedet for?

Det spørgsmål er et dagligdags eksempel på den slags dilemmaer, vi oplever igen og igen, fordi forskellige dele af hjernen trækker i hver sin retning i konkurrencen mellem rivaliserende hjernesystemer.

Mand bliver fanget i nuet

Ved et voldsomt styrt på cyklen i 1933 slog den syvårige Henry Molaison hovedet og led efterfølgende af svær epilepsi med hyppige anfald, der fuldstændig ødelagde hans liv og gjorde det umuligt for ham at fungere i hverdagen.

Medicin hjalp ikke, han faldt ustandseligt om med kramper, og lægerne vurderede, at den eneste mulighed for at give ham et nogenlunde normalt liv var en operation, der fjernede de dele af hjernen, hvor anfaldene var fokuseret.

I september 1953 blev Henry Molaison indlagt på Hartford Hospital i Connecticut, USA, hvor William Scoville, en af tidens førende neurokirurger, med sin skalpel bortopererede dele af Molaisons tindingelapper og hippocampus, som er en tre-fire centimeter lang, pølseformet struktur på indersiden af begge tindingelapper.

Det eksperimentelle indgreb blev fatalt for patienten, men skulle komme til at give forskerne et enestående indblik i hukommelsens opbygning og betydning for vores oplevelse af selvet.

Mens Molaison lå på operationsbordet, stoppede tiden praktisk talt for den 27-årige mand.

Da han vågnede fra operationen, havde han fuldstændig mistet evnen til at danne nye erindringer og bruge hukommelsen til at rejse mentalt i tid og rum. Molaison kunne godt huske det, der var sket indtil et par år før operationen. Men han var ude af stand til at fastholde noget som helst nyt og gøre sig tanker om fremtiden. Alt, hvad han hørte og så, glemte han efter få minutter – han var fanget i nuet.

Normalt danner vi hele tiden nye minder, samtidig med at vi kan trække på viden, vi allerede har. Inden Molaisons operation mente forskerne, at der kun fandtes én form for hukommelse, men da de begyndte at observere ham efter operationen, opdagede de, at hukommelsen består af både en korttidshukommelse og en langtidshukommelse.

Molaison fik fjernet hippocampus i begge sider. Organet spiller en vigtig rolle for overførslen af information fra korttids- til langtidshukommelsen, og Henry Molaison, der blev verdensberømt som tilfældet H.M., mistede netop denne evne.

Konstruktionen og fastholdelsen af erindringer er utvivlsomt helt afgørende for vores oplevelse af at være et konstant selv. Trods sit hukommelseshandicap elskede Molaison stadig at genfortælle de samme få episoder, han huskede klart fra sin barndom, selvom han var ude af stand til at placere dem kronologisk i forhold til den evige nutid, han levede i.

I årtier og stort set helt frem til sin død i 2008 fandt Molaison sig tålmodigt i at være forskningsobjekt, eftersom han oplevede det som første gang, hver gang han blev undersøgt. Det ene øjeblik kunne han præsentere sig for læger og sygeplejersker og føre en ganske almindelig samtale. Men mødte han dem blot en time senere, havde han ingen som helst erindring om det tidligere møde.

Nogle få personer, blandt andre neurologen Suzanne Corkin, traf han imidlertid så hyppigt, at de til­syneladende blev svagt genkendelige for ham. Han be­gyndte så­ledes at fortælle, at Corkin var en skolekammerat fra gymnasiet – som om han konstruerede en erindring, der gav den vage genkendelse mening.

Hjernesvulst udløser blodigt skoleskyderi

Charles Whitman var velbegavet og populær, men den 1. august 1966 slog det klik for den 25-årige amerikaner. Fra et tårn i hovedbygningen på The University of Texas i Austin skød han vilkårligt omkring sig og nåede at dræbe 13 mennesker og såre over 30 på pladsen foran bygningen, inden han selv blev offer for politiets kugleregn.

“Jeg forstår ikke rigtigt mig selv for tiden… Efter min død ønsker jeg, at der foretages en obduktion på mig, så man kan se, om der er synlige skader.” - Skoleskyderen Charles Whitman i sit afskedsbrev, inden han dræbte 13 mennesker.

Snart viste det sig, at Whitman havde endnu flere menneskeliv på samvittigheden. I nattetimerne inden masseskyderiet havde han slået både sin mor og sin ægtefælle, Kathy, ihjel, og i parrets hjem fandt politiet et afskedsbrev, som Whitman havde efterladt:

“Jeg forstår ikke rigtigt mig selv for tiden. Jeg anses for at være en gennemsnitligt fornuftig og intelligent ung mand. Men på det seneste er jeg blevet hjemsøgt af mange usædvanlige og irrationelle tanker. Efter min død ønsker jeg, at der foretages en obduktion på mig, så man kan se, om der er nogen synlige fysiske skader”.

Massemorderen fik sit ønske opfyldt. Ved obduktionen fandt lægerne en stor svulst, som pressede på amygdala, som er en hjerneregion, der er knyttet til frygt, aggression og adfærdskontrol.

“Den højst ondartede tumor kan have bidraget til hans manglende evne til at kontrollere sine følelser og handlinger,” noterede en professor i psykiatri, Stuart Brown, i en undersøgelsesrapport samme år.

Ifølge Brown og en række andre eksperter havde det vedvarende tryk på amygdala formentlig sat gang i en kæde af forandringer i Whitmans hjerne, så han gradvist ændrede personlighed og mistede herredømmet over sig selv.

I dag, over 50 år efter Whitmans ugerning, diskuterer hjerneforskere og psykologer fortsat, om mord virkelig kan være et symptom på en hjernelidelse. Nogle siger ja med henvisning til, at kriminalhistorien rummer talrige eksempler på hjerneskadede, som har udviklet kriminel adfærd.

Andre hævder, at det først og fremmest er familiemæssige og individuelle forhold, der har betydning for, hvorvidt et menneske bliver kriminelt og måske endda morder. Diskussionen kan dybest set koges ned til ét spørgsmål: Har mennesket en fri vilje?

Generationer af hjerneforskere har forsøgt at finde svar på, om vi handler frit eller er slaver af vores biologi. Hver især går vi nok rundt med en oplevelse af, at vi er herrer i egen krop og træffer bevidste valg, men adskillige undersøgelser peger på, at hjernen går sine egne veje, uden at vi selv er bevidste om det, og at den frie vilje i nogle tilfælde kan være en illusion.

En amerikansk forsker fandt i år 2000 et overraskende eksempel. Blandt nyuddannede tandlæger fra de amerikanske universiteter er der en overrepræsentation af mænd, der hedder Dennis, og kvinder, der hedder Denise. Det engelske ord for tandlæge er “dentist”.

Selvom vi bilder os ind, at vi er logiske, rationelle væsner, har vi langtfra altid indsigt i de hjerneprocesser, som styrer os.

Tilsvarende findes der blandt nybagte jurister i USA ekstraordinært mange med navnet Laura eller Laurence – en jurist hedder “lawyer” på engelsk. Den forbløffende sammenhæng mellem fornavn og profession blev opdaget af socialpsykologen Brett W. Pelham og hans forskerteam.

Spurgte man Dennis og Denise, hvorfor de valgte at uddanne sig til tandlæge, ville de utvivlsomt svare, at det var et nøje gennemtænkt, bevidst karrierevalg. Men sammenhængen mellem navne og erhvervsvalg er for markant til at være tilfældig.

Selvom vi bilder os ind, at vi er logiske, rationelle væsner, har vi langtfra altid indsigt i de hjerneprocesser, som styrer os. Pelhams undersøgelse afslører, at vi ubevidst tiltrækkes af det, der minder om os selv – et fænomen, han kalder implicit egoisme, og som understreger, at det ubevidste i høj grad er med til at påvirke sågar vigtige valg i tilværelsen.

Størrelsen snyder

Hvis hjernens størrelse var et udtryk for intelligens, ville elefanter slå mennesket i en IQ-test. Den relative hjernestørrelse er heller ikke noget særligt præcist mål – i så fald ville silkeaben slå mennesket med en relativ hjernestørrelse på 2,7 pct. mod vores 2,0 pct. I dag anses antallet af hjerneceller i hjernebarken, der er sædet for den højere tænkning, for at være afgørende. Her vinder vi stort over alle andre arter. Den nærmeste konkurrent, gorillaen, har kun lidt over halvt så mange.

  • Menneske

    Hjerneceller i hjernebanken: 16,3 mia. Hjerne: 1330 gram

  • Elefant

    Hjerneceller i hjernebarken: 5,6 mia. Hjerne: 4148 gram

  • Silkeabe

    Hjerneceller i hjernebarken: 0,245 mia. Hjerne: 48,2 gram

Søvngænger slår sin svigermor ihjel

Natten til den 24. maj 1987 stod canadieren Kenneth Parks ud af sengen, satte sig ud i sin bil og kørte den 23 km lange tur hen til sine svigerforældre, der boede i en forstad til Toronto. Den 23-årige mand havde i længere tid haft økonomiske problemer.

Egentlig havde han tænkt sig at snakke med svigerforældrene om det den følgende dag, men nu stod han pludselig foran deres dør med et dækjern i hånden.

Han låste sig ind i huset med sin nøgle og forsøgte først at kvæle sin svigerfar, hvorefter han slog løs på sin svigermor med dækjernet og til sidst stak hende ihjel med en køkkenkniv. Indsmurt i blod kørte han til den nærmeste politistation og meldte sig selv.

I retten forsvarede Kenneth Parks sig med, at han intet som helst huskede fra den fatale nat. Han havde altid haft et godt og nært forhold til sine svigerforældre og mente, at han måtte have handlet i søvne.

Mens Parks var varetægtsfængslet, blev han undersøgt af søvneksperter, som målte hans hjerneaktivitet med EEG, mens han sov. Målingerne afslørede, at han led af en søvnforstyrrelse, og at han havde det med at gå i søvne under den dybe søvn. Den diagnose gjorde udslaget.

Retten fandt, at hans handlinger var ufrivillige og udført i søvne, altså ubevidst, og i maj 1988 erklærede juryen i retssagen Kenneth Parks ikke skyldig.

Ligesom hos patienter, der har fået splittet hjernen i to halvdele, viser tilfældet Kenneth Parks, at vores mentale maskineri er i stand til at køre på autopilot. Tilsyneladende kan vi handle uden at inddrage den frie vilje. Parks havde ifølge retten intet ønske om at gøre sine svigerforældre ondt, men endte alligevel med at gøre det.

Endnu råder forskerne ikke over de rette instrumenter til at afgøre, om vi har en fri vilje, men talrige har alligevel gjort forsøget. Mest berømt er den amerikanske hjerneforsker Benjamin Libet.

Ved en række eksperimenter i 1980’erne lod han forsøgspersoner bevæge hånden eller trykke på en knap og bemærke det tidspunkt, hvor de traf beslutningen. Det afslørede, at deres hjerner tilsyneladende forberedte bevægelsen, længe før bevidstheden traf beslutning om at bevæge hånden.

Har vi en fri vilje?

Hjerneforskeren Benjamin Libet bad sine studerende om at bevæge hånden, når de fik lyst til det, og lægge mærke til, hvor viseren stod på laboratoriets ur. EEG--målinger viste, at hjernen var i gang med at forberede handlingen ca. 400 millisekunder før, personerne mente at træffe beslutningen.

  • 0 millisekunder:

    Forsøgspersonen bliver bedt om at bevæge hånden, når han vil.

  • 600 millisekunder:

    Hjernen begynder at forberede bevægelsen.

  • 1000 millisekunder:

    Beslutningen om at bevæge hånden træffes.

  • 1200 millisekunder:

    Musklen trækker sig sammen.

Libets resultater er omdiskuterede, men nogle forskere, bl.a. den amerikanske psykolog Daniel Wegner, betragter den frie vilje som en illusion, som hjernen skaber.

Ifølge Wegner opstår oplevelsen af at træffe valg og beslutninger først, når bevidstheden bliver opmærksom på det, som hjernen allerede har besluttet, fx at bevæge hånden. Ifølge disse forskere er den frie vilje altså blot bevidsthedens efterrationalisering.

Libet fortolkede selv sine forsøg sådan, at bevidst­heden kan tilsidesætte hjernens forberedelser indtil sidste øjeblik, så vi stadig har en fri vilje. Men spørgsmålet om den frie vilje bliver hurtigt filosofisk.

Uanset om en handling er bevidst eller ej, udspringer den af vores hjerne, og da selvet er uadskilleligt fra hjernen, er de valg, vi træffer, uvægerligt vores egne.

Læs også:

New York, 11. september 2001
hukommelse

Hukommelse: Forskere vil fjerne vores traumer

6 minutter
hukommelse

Hjernen sletter din barndom

1 minut
Child with IQ-test
Intelligens

Hvad er intelligens?

5 minutter
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!