Shutterstock

Ekstra lemmer gør hjernen unik

Hjernen har en helt særlig strategi til at udnytte ekstra lemmer. Det viser nye hjerneskanninger af personer, der er født med seks fingre. Forskerne bag undersøgelsen håber, at opdagelsen vil revolutionere udviklingen af kunstige lemmer, så de i fremtiden kan styres som vores egne.

To ud af 1000 børn fødes med ekstra fingre, så de har seks på hver hånd i stedet for fem. Tilstanden kaldes polydactyli, og i enkelte tilfælde er de ekstra fingre lige så brugbare som de andre.

Nu har forskere ved University of Freiburg i Tyskland undersøgt, hvordan hjernen håndterer de ekstra fingre.

Forskerne brugte to forsøgspersoner, som har seks fingre på hver hånd.

Simple forsøg viste, at den sjette finger styres fysisk med sine egne muskler og sener, og de to personer kunne løse opgaver med én hånd, som vi andre må bruge to hænder til, fx at binde et snørebånd.

En ekstra finger styres af sine egne muskler (grøn og rød), men også af sit eget hjerneområde.

© UNIVERSITY OF FREIBURG

Ekstra finger har sit eget område i hjernen

Da forskerne herefter foretog hjerneskanninger af personerne, mens de bevægede hændernes fingre, viste det sig, at den ekstra finger ligesom de fem andre bliver kontrolleret af sit eget motoriske område i hjernen.

Forskerne mener, at opdagelsen åbner mulighed for at udvikle ekstra kunstige lemmer, som vi kan styre som vores egne.

Helt lavpraktisk kan vi alle dermed lære at binde begge vores snørebånd samtidig og skrive på tastatur med tolvfingersystemet – og mere avanceret kan fx en kirurg udstyres med en ekstra, kunstig arm, så han eller hun kan foretage operationer uden hjælp fra en assistent.