Shutterstock

Enzym fra leveren virker mod demens

Nye museforsøg kan endelig forklare, hvorfor fysisk træning holder hjernen i form.

Ældre mennesker, som er fysisk aktive, har mindre risiko for at udvikle demens. Det har hjerneforskere vidst i flere år, men nu ved de endelig hvorfor. Et hold forskere fra University of California i USA har fundet frem til et enzym, som leverer effekten.

De foretog et simpelt forsøg med ældre mus, som de fordelte i to bure. I det ene var der et hamsterhjul, som musene brugte flittigt, mens musene i det andet bur var mindre aktive.

Efter seks uger gav forskerne nogle af de inaktive mus en indsprøjtning med blod fra de flittige mus og testede derefter deres evne til at huske og lære nyt.

Medicin skal erstatte træning

Evnerne var næsten lige så gode som hos træningsmusene, mens inaktive mus, som havde fået blod fra andre inaktive mus, klarede sig væsentlig dårligere. Det viste sig også, at bloddopingen fik antallet af hjerneceller til at stige i området hippocampus, som er centralt for hukommelse og indlæring.

Forskerne foretog nu analyser af blodet hos de trænede mus og fandt frem til et enzym ved navn Gpld1, som produceres i leveren. Da de efterfølgende indsatte genet for enzymet i inaktive mus, havde det den samme positive effekt.

Forskerne håber, opdagelsen vil føre til udvikling af ny medicin, der mindsker risikoen for demens hos ældre, som ikke har mulighed for at udøve fysisk træning.