På den tid det tager dig at koge et blødkogt æg, har syv personer begået selvmord et sted i verden.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, tager omkring 800.000 mennesker på verdensplan hvert år deres eget liv. Flere dør dermed af selvmord end af både krig, terrorangreb og mord tilsammen.
Blandt unge er selvmord endda den næsthyppigste dødsårsag kun overgået af trafikuheld.
Heldigvis har forskerne i løbet af de sidste 20 år fået en langt bedre forståelse af de sociale og biologiske faktorer, som fører til den tragiske beslutning, og det har affødt en række helt nye redskaber til at forudsige selvmord.
Fremover kan lægerne blot ved at se på en blodprøve, en hjerneskanning eller et forstørret organ afsløre, hvorvidt en patient er i fare for at tage sit eget liv, og sætte ind med hjælp i tide.
Depression fører til selvmord
Når en person begår selvmord, sker det ofte på baggrund af depression eller en anden mental lidelse.
Amerikanske tal viser, at to tredjedele af alle, der begår selvmord i USA, enten er klinisk deprimerede eller bipolære. Andre undersøgelser viser, at 20 pct. af de personer, som går igennem livet med en ubehandlet klinisk depression, ender med at begå selvmord.
Selvmordsraten er høj i Norden
Hvert 40. sekund dør en person for egen hånd et sted i verden, og selvom selvmordsraten i Norden er faldende, tager 10-55 personer pr. 100.000 indbyggere* stadig livet af sig selv hvert år.
Den høje risiko hos deprimerede styrtdykker til gengæld til 0,14 pct., hvis de får medicinsk behandling i form af fx lykkepiller, antipsykotisk medicin eller et angstdæmpende præparat kombineret med psykoterapeutiske samtaler.
Desværre er selvmordstruede ofte meget svære for lægerne at opdage.
En australsk undersøgelse fra 2019 viser fx, at 60 pct. af de personer, som senere begik selvmord, havde nægtet at have haft tanker om tage deres eget liv i månederne op til deres død.
Derfor har forskerne længe været på udkig efter nye værktøjer, som kan hjælpe med en præcis forudsigelse af risikoen.
Hormon afslører selvmordstruede
Et af de værktøjer, forskere har kig på, er måling af kortisol i kroppen. Det kan gøres med en blodprøve, men også med noget så simpelt som en spytprøve.
Psykologsamtaler afslører ikke altid, om en person er selvmordstruet. 60 pct. af selvmordere har fx nægtet at have tanker om tage deres eget liv i månederne op til deres død.
Kortisol er et signalstof og et af kroppens stresshormoner. Det er helt normalt, at mængden af kortisol er højt i kortere perioder, fx hvis vi har travlt på jobbet eller er utrygge i vores sociale relationer. Under coronanedlukningerne registrerede forskere således forhøjede kortisolniveauer hos socialt isolerede og ensomme.
Hormonet frigives fra binyrerne og bevæger sig rundt i blodbanen, indtil det bliver opfanget af kroppens celler i bl.a. hjernen.
Sammen med adrenalin er kortisol en del af vores kæmp eller flygt-system – en psykologisk reaktion, som forbereder kroppen på enten at tage flugten eller blive og tage kampen op, når vi står i en potentielt farlig situation. Men bliver hormonet hængende for længe i blodbanen, kan det svække immunforsvaret eller øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Og så gør det os fysisk utilpasse, angste og i værste fald dybt deprimerede.
Stress afslører selvmordstruede
Forskerne søger intenst efter biologiske tegn, der kan afsløre et forestående selvmordsforsøg. Og nu har de fundet flere af sådanne biomarkører forskellige steder i kroppens stress-system.
1. Hormonproduktion stimuleres
Hormonet CRH dannes i hjernecenteret hypotalamus. Hos selvmordstruede er CRH-niveauet særlig højt og stimulerer dannelsen af kortisol. Sammen med adrenalin og noradrenalin er kortisol et af kroppens vigtigste stresshormoner.
2. Binyrerne vokser
Personer, som har begået selvmord, har ofte forstørrede binyrer, hvilket er tegn på en øget produktion af kortisol. Binyrer er ekstra forstørrede hos dem, som begår selvmord af voldsom karakter, fx ved at springe ud foran et tog.
3. Stresshormon påvirker nerver
Mængden af kortisol i blodet kan være både forhøjet og sænket hos personer, der har forsøgt selvmord. Variationen i kortisol påvirker nervernes indbyrdes kommunikation gennem signalstoffet serotonin, der bl.a. bruges i lykkepiller.
4. Betændelse skader
Stress giver en betændelsestilstand i kroppen og hæmmer mængden af seretonin, hvilket bl.a. påvirker humøret. Da seretonin menes at bekæmpe netop betændelse, sætter stressen gang i en selvforstærkende spiral.
5. Hormonfanger begrænses
Kroppens celler er udstyret med en receptor kaldet NR3C1, der er med til at bekæmpe betændelsestilstande i kroppen. Mængden af receptorer kan være lavere hos selvmordstruede – især hvis de har været udsat for misbrug i barndommen.
Forskernes fokus på kortisol skyldes en undersøgelse fra 2018, hvor et amerikansk forskerhold kombinerede resultatet af kortisolprøver af 220 yngre kvinder med spørgeskemaer om stress i familien, vennegruppen og på studiet.
Spørgeskemaerne gav i første omgang et praj om, hvem der havde selvmordstanker, og da resultaterne blev sammenholdt med kortisolprøverne, kunne forskerne faktisk udpege, hvilke af kvinderne der reelt var selvmordstruede.
Et andet stof, som kan afsløre risikoen for selvmord, er neurotransmitteren serotonin, som bærer beskeder mellem nerveceller i hjernen og i resten af kroppen.
Serotonin spiller en nøglerolle for bl.a. vores søvn, fordøjelse, sexlyst og ikke mindst humør og har derfor været fast bestanddel af lykkepillen Prozac siden 1980’erne.
Hjernen accelererer depression
Prozac og lignende præparater bremser den naturlige nedbrydning af serotonin i kroppen. Derved bliver koncentrationerne højere og patienterne gladere.
En af udfordringerne er dog, at kroppen efter en periode på de lykkebringende piller sænker antallet af de receptorer i cellerne, som serotonin virker igennem. Resultatet er, at pillerne mister deres effekt. Når patienten stopper med at tage pillerne, bliver serotoninniveauet for lavt, hvilket fører til angst og nedtrykthed.
20 pct. af de personer, som lider af en ubehandlet depression, ender med at begå selvmord.
For at afdække, om serotonin også spiller en rolle ved selvmord, undersøgte en gruppe under ledelse af psykiatriprofessoren Maria A. Oquendo fra University of Pennsylvania serotoninreceptorerne i mellemhjernen på 100 patienter med svær depression.
Forskerne benyttede såkaldt PET-skanning til at undersøge tætheden af receptorerne.
Undersøgelsen viste, at patienter med mange receptorer havde flere selvmordstanker. Derudover havde de øget risiko for deciderede selvmordsforsøg, da 15 af de 100 patienter siden forsøgte at tage deres eget liv, og to lykkedes med det.
Men der er flere måder, hvorpå undersøgelse af hjernen kan afsløre risikoen for selvmord.
“Grusomhed” afslører risiko
Et forskerhold ledet af psykologen Marcel Adam Just fra Carnegie Mellon University viste i 2018, at bestemte ord fører til helt forskellige tankemønstre hos hhv. selvmordstruede og dem, som forskerne kalder neuronormale.
Forskerne lod i alt 34 forsøgspersoner lægge sig i en fMRI-skanner, som viser hjernens aktivitet ved at måle ændringer i gennemstrømningen af blod. Når de var i skanneren, skulle de tænke på seks forskellige ord: død, grusomhed, problemer, ubekymret, godt og ros.
Hjerneforskelle sladrer om risiko
Trusler kræver handling
Ordene død, grusomhed, problemer, ubekymret, godt og ros blev læst blev højt for 17 selvmordstruede og 17 såkaldte neuronormale, mens deres hjerner blev fMRI-skannet. Hos de 17 selvmordstruede blev høj hjerneaktivitet registreret i områder, der er relateret til tanker, hvor handlinger er involveret. Efterfølgende kunne en AI-algoritme udpege 16 af de 17 som selvmordstruede.
Ord preller af
De samme seks ord gav kontrolgruppen med de 17 såkaldt neurotypiske individer et helt andet aktivitetsbillede i hjernen. Her var det primært områder relateret til forståelsen af ord og analyse, som var involveret. Den store forskel kan formentlig bruges til, at kunstig intelligens ud fra hjerneskanninger kan udpege personer, som har brug for hjælp – også selvom de ikke giver udtryk for det.
Skanningerne viste, at de 17 selvmordstruede havde høj hjerneaktivitet i områder, der er relateret til tanker, hvor handlinger er involveret.
Omvendt var selvsamme hjerneområder stort set inaktive hos de neuronormale. Med hjælp fra kunstig intelligens kunne forskerne på den måde udpege selvmordstruede med over 90 pct. sikkerhed.
Forskerne kan dog ikke hjerneskanne os allesammen for at finde ud af, hvem der er i risiko. Heldigvis kan befolkningsstudier hjælpe. Det var fx tilfældet med en stor undersøgelse udført på data for 3.177.706 svenskere i 2021.
Hjerneskanninger kan afsløre, om personer er i risiko for at begå selvmord – også selvom de ikke selv giver udtryk for, at der er noget galt.
Her viste forskerne anført af psykiatrikeren Verity Fox fra University College London bl.a., at risikoen for selvmord er forøget med 6,74 gange hos mænd og 3,96 gange hos kvinder, hvis de har posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD.
Lidelsen skyldes ofte svær psykisk belastning, fx på grund af en voldsom oplevelse, og forbindes derfor ofte med soldater og krig. Men PTSD ses også hos folk, der har været udsat for fx naturkatastrofer eller voldsom kriminalitet.
6,74 gange højere er risikoen for, at en mand med PTSD begår selvmord end en mand uden PTSD.
For at finde grunden til, at PTSD-ramte har en højere risiko for at begå selvmord, udførte et forskerhold ledet af den kliniske psykolog Maggie Taylor Davis fra Yale School of Medicine en række PET-skanninger af deres hjerner.
Skanningerne viste, at selvmordstruede personer med PTSD har et forøget antal af en bestemt type glutamatreceptorer i hjernen, mens niveauet af glutamatreceptorer er normalt hos både hos PTSD-ramte, der ikke var selvmordstruede, og hos en neuronormal kontrolgruppe.
Undersøgelsen viste ikke alene, at antallet af glutamatreceptorer kan afsløre, hvilke PTSD-ramte der er i risiko for at begå selvmord, den peger også på, at lægemidler, der sænker antallet af den pågældende receptor, på sigt vil kunne hjælpe med at behandle PTSD.
Befolkningsstudiernes evne til på den måde at afsløre grupper med særlig høj selvmordsrisiko kan i fremtiden gøre det lettere for læger og forskere både at finde og behandle selvmordstruede.
Og sammen med kroppens afslørende biomarkører og den kunstige intelligens’ evne til at udpege selvmordstruede hjerner giver det håb om at nedbringe klodens enorme antal selvmord – og ikke mindst sikre, at de, der er i risikozonen, får både rigtig og ikke mindst rettidig hjælp.