Du kan nu få dyrket en lille kopi af din hjerne i en petriskål – komplet med nerveceller og blodkar. Med lidt held udvikler den endda forstadier til øjne.
Forskerne har eksperimenteret med de kunstige hjerner siden 2013, men først fornylig har de fået dem til at danne deres egne blodkar.
Med tilføjelsen af blodkar bliver de små hjerner lige så komplekse som hjernen i et tre måneder gammelt foster – og det har stor betydning for deres potentiale.
Hudceller bliver til hjerner
De kunstige hjerner, også kaldet hjerneorganoider, kan fx dyrkes ud fra donorens hudceller.
Og til forskernes overraskelse genopfører de små hjerner den udvikling, som donorens egen hjerne gennemgik på fosterstadiet.
Har donoren en syg hjerne, vil hjerneorganoidet også blive sygt.
Små hjerner skal give medicin mod demens
Hjerneorganoiderne har allerede medført gennembrud i forståelsen af sygdomme, som autisme og mikrocephali.
Og de er blevet brugt til at opdage lægemidler, der kan kurere en zika-inficeret hjerne på få dage.
Indtil nu har forskningen dog været begrænset af hjernernes korte levetid. Men med tilføjelsen af blodkar, får de små organer tilført ilt og næring mere effektiv, og dermed kan de leve længere.
Det giver for første gang mulighed for at undersøge en lang række sygdomme, som er lang tid om at udvikle sig – heriblandt demens.