Fjernsyn, computere, tablets og mobiltelefoner. Vi er omgivet af skærme, og i mange hjem har de hver dag plads i hænderne på de aller mindste.
Den tendens har de seneste år fået forskere til at stille spørgsmålstegn ved, hvad de mange skærme egentlig gør ved børns udvikling - særligt i de første leveår, hvor hjerne og kognitive evner er i konstant vækst.
Et hold amerikanske forskere fra Cincinnati Children's Hospital er kommet et svar nærmere. I en undersøgelse publiceret i tidsskriftet JAMA Pediatrics, har forskerne nemlig fundet en sammenhæng mellem øget skærmbrug og ændringer i hjernen.
Skanninger afslører dårligere hjerneforbindelser
Forskerne hjerneskannede 47 børn i alderen 3-5 år med en særlig MRI-scanner, der kan måle vandmolekylers bevægelse og derigennem danne et ret præcis billede af strukturen i hjernevæv. Herefter blev hjerneskanningerne sammenlignet med børnenes såkaldte ScreenQ-score.
ScreenQ er en form for scoringssystem, der tager udgangspunkt i de amerikanske guidelines for skærmtid blandt børn.
Hvis et barn har en ScreenQ-score på 0, så følger forældre og barn alle gældende guidelines til punkt og prikke, herunder ingen skærme i soveværelset og kun én times skærmtid dagligt.
Hvis barnet derimod har en score på 26 bliver ingen af reglerne overholdt.
Resultatet viste, at børn, der brugte skærmen meget, havde mindre velfungerende forbindelser i hjernens hvide substans end børn, der sad under en time om dagen foran skærmen.
Hjernens hvide substans består af såkaldte nervecelleudløbere, også kaldt axoner, som særlige støtteceller beklæder med myelin. Myelin et fedt- og proteinholdigt materiale, der fungerer isolerende og sikrer hurtige signaler mellem nerveceller.
Hos børnene er det dannelsen af myelin og dermed også nervecellernes signalevne, der er påvirket.
Sådan sikrer isolering hurtige signaler
Ved hjælp af særlige fedtskeder af myelin kan hjernens nerveceller hurtigt sende elektriske impulser mellem hinanden.
1. Ioner strømmer ind i nervecellen
Når nervecellen modtager et signal fra en nabocelle, løber elektrisk ladede natrium-ioner ind i cellen gennem en såkaldt ionkanal. Det skaber en spændingsforskel, som får de andre ionkanaler i cellen til at åbne sig.
2. Skeder isolerer cellen i sektioner
Nervecellens udløber, axonerne, er pakket ind i isolerende myelinskeder, der produceres af hjernens såkaldte støtteceller oligodendrocytterne. Mellem hver isolering er et mellemrum, hvor ionkanalerne lukker ioner ind og ud af cellen.
3. Signal hopper frem til endeterminalen
Isoleringen får signalet til at hoppe fra mellemrum til mellemrum, så det hurtigt når frem til nervecellens ende, hvor det frigiver signalstoffer til nabocellen.
De dårligere forbindelser blev især observeret i hjerneområder, der understøtter kognitive evner som fx sprog og læsefærdigheder.
Børnene med en høj ScreenQ-score havde derfor heller ikke overraskende dårligere resultater i flere kognitive test. De brugte fx ikke et særlig udtryksfuld sprog og havde også svært ved hurtigt at navngive objekter.
Vi behøver ikke forbyde skærme
Selvom forskerne har fundet en sammenhæng mellem øget skærmbrug og dårligere strukturel integritet i hjernen, så slår de fast, at forældre ikke behøver at fjerne skærmene fuldstændigt.
De slår dog på, at der skal være en balance, da 'rigtige' interaktioner og oplevelser som fx leg, læsning og tale skaber mere robuste strukturer i hjernens netværk end passiv underholdning fra en skærm.