Tilbagevendende og hæmmende anfald af dunkende smerter, der skærer sig gennem den ene side af dit hoved og gør dig hyperfølsom over for lys og lyde: Migræne er en alvorlig tilstand, der hvert år rammer op mod én milliard mennesker på verdensplan med en høj forekomst i særligt den yngre del af befolkningen og blandt kvinder.
Jagten på årsagen er intensiveret de senere år. Og nu har forskere måske opdaget særlige spor i hjernen - tilsyneladende kun set hos personer med migræne - som kan vise en ny og uudforsket vej til behandling.
Resultaterne af den endnu ikke fagfællebedømte undersøgelse bliver præsenteret under en årlig konference for amerikanske radiologer den 27. november.
Så mønstret hos begge grupper
Forskerne bag undersøgelsen udførte hjerne-scanninger på i alt 10 forsøgsdeltagere med kronisk migræne, 10 deltagere med såkaldt episodisk migræne uden syns- og føleforstyrrelser og fem deltagere uden migræne, der blev brugt som kontrolgruppe. Alle forsøgspersonerne var mellem 25 og 60 år gamle.