Glem arv og miljø: Din personlighed skyldes tilfældigheder

Tilfældighederne indtræffer under hjernens udvikling fra fosterperioden og hele vejen op gennem teenageårene. Tilfældighederne påvirker nervesignalernes kringlede vej gennem hjernen og kommer dermed til at spille en afgørende rolle for, hvem vi bliver.

Det kan betyde, at du hverken har arvet din fars gode humør eller din mors stædighed, men helt tilfældigt får disse egenskaber, uanset om dine forældre har dem – og uanset hvor du holdt ferie som barn.

Nu forsøger forskerne at finde frem til, præcis hvor og hvordan disse tilfældigheder opstår – og svaret gemmer sig måske i laboratorieskabte kopier af den menneskelige hjerne.

Søskende burde være mere ens

Mange forældre har sikkert undret sig over, at deres børn kan have så forskellige personligheder. Søskende har trods alt halvdelen af generne tilfælles, og de fleste forældre bestræber sig på at give deres børn lige gode vilkår under opvæksten.

Hvis karaktertræk alene skyldtes arv og miljø, burde børnene derfor have en nogenlunde ens personlighed, der mindede temmelig meget om forældrenes – men sådan er det langtfra altid.

Forskere kan relativt præcist afgøre, hvor stor indflydelse generne har på vores personlige egenskaber, men det er meget sværere at sætte tal på miljøets betydning. Typisk benytter de sig af såkaldte tvillingestudier, der undersøger enæggede tvillinger, som er blevet bortadopteret til hver sin familie efter fødslen.

Eftersom tvillinger har fuldstændig ens gener, men er vokset op i forskellige miljøer, kan forskere beregne genernes andel i deres personlighedstræk. Derefter har man så antaget, at resten måtte skyldes miljøet.

Men efterhånden er det blevet klart for forskerne, at denne rest ikke kan tilskrives miljøet alene.

En omfattende undersøgelse fra 2015 granskede stort set al den forskning, der er lavet på området de sidste mange årtier, og kom frem til et overraskende resultat.

Generne kunne i gennemsnit forklare 49 pct. af alle karaktertræk, men statistiske analyser viste, at ud af de resterende 51 pct. stod miljøet kun for de 17.

Hele 34 pct. af årsagen til forsøgspersonernes karaktertræk var altså noget helt andet end arv og miljø. Det er denne store andel, som mange forskere nu mener kun kan forklares ud fra rene og skære tilfældigheder.

Bananfluer er højreorienterede

En af de forskere, som mener, at tilfældigheder kan forme hjernen og dermed påvirke vores personlige egenskaber, er neurobiologen Benjamin de Bivort fra Harvard University i USA.

Benjamin de Bivort har undersøgt bananfluer og opdaget, at de har en medfødt og livslang præference for enten at dreje til højre eller til venstre, når de går rundt og søger føde.

De små insekter arver ikke denne forkærlighed fra deres forældre, og selv blandt genetisk ens fluer, som er vokset op under helt ens forhold, insisterer nogle på at dreje til højre, mens andre absolut vil dreje til venstre.

Bananfluer har en meget simpel hjerne, så de Bivort var i stand til at udpege nogle ganske bestemte nerveceller, som hos nogle af dyrene var inaktive og dermed ikke i stand til at affyre nervesignaler.

Det var helt tilfældigt, om disse nerveceller blev slået fra eller ej, og denne tilfældige begivenhed var afgørende for fluernes præference for at dreje den ene eller den anden vej.

Tilfældet afgjorde med andre ord bananfluernes adfærd – eller personlighed, om man vil.

Nerveceller vandrer i hjernen

Forskerne ved ikke, præcis hvordan tilfældige begivenheder kan føre til ændringer i hjernens udvikling hos mennesker og dermed til personlighedstræk, som hverken er bestemt af arv eller miljø.

En af mekanismerne er sandsynligvis den samme tilfældige inaktivering af visse gener som hos bananfluer.

Hvis et gen, som er afgørende for en nervecelles udvikling, på denne måde bliver sat ud af kraft under hjernens udvikling, kan det påvirke nervecellens evne til at danne forbindelser med andre nerveceller og dermed ændre de netværk, som nervesignalerne løber gennem.

Det kan forklare nogle af de forskelle, man ser hos enæggede tvillinger.

Men tilfældigheden kan også råde på andre måder. Menneskehjernens omkring 86 milliarder nerveceller danner mere end 1000 billioner synapser – nerveforbindelser – til hinanden og skaber derved et ekstremt kompliceret netværk. Netværket dannes i løbet af hjernens udvikling, som strækker sig fra fosterperioden og helt op til slutningen af teenageårene.

I løbet af denne mangeårige periode dannes der ikke alene enorme mængder nye nerveceller, de vandrer også gennem hjernen for at finde deres rette placering, samtidig med at de danner lange nervetråde, der kan forbinde dem til andre nerveceller.

I dette byggekaos kan det ikke undgås, at nerveceller kommer i vejen for eller skubber til hinanden, så en nervecelle måske bliver slået ud af kurs eller kommer til at vende forkert.

På den måde kan netværket på helt tilfældig vis komme til at se en smule anderledes ud, end det egentlig var bestemt ud fra generne og miljøet. Resultatet er nye signalveje, som er opstået ved et tilfælde, og de kan give anledning til helt uforudsete personlighedstræk.

Minihjerner erstatter tvillinger

Forskerne vil gerne undersøge udviklingsprocesserne i hjernen for at klarlægge, hvilken rolle tilfældighederne spiller, men det er nærmest umuligt, fordi vores hjerne er så stor og kompleks, og fordi undersøgelserne kræver, at man skærer i en levende hjerne.

I stedet ser bl.a. Benjamin de Bivort muligheder i de såkaldte minihjerner, som forskere i de seneste år har været i stand til at dyrke i laboratoriet.

Minihjerner er blot på størrelse med en ært, men ligesom en rigtig hjerne udvikler de sig ved, at stamceller danner nerveceller, som knytter forbindelser til hinanden og begynder at sende elektriske nervesignaler gennem deres netværk.

Selvom minihjernerne er små, fungerer de på samme måde som en rigtig hjerne.

Forskere har således registreret karakteristiske hjernebølger fra dem, og i 2021 lykkedes det tyske forskere at få minihjerner til at udvikle øjne, som kan “se” lys og reagere ved at sende nervesignaler til resten af hjernen.

Benjamin de Bivort forestiller sig, at forskere kan dyrke genetisk ens minihjerner under identiske betingelser og nærstudere, om tilfældige begivenheder får dem til at danne forskellige netværk af nerveforbindelser.

Hvis forsøgene viser, at minihjernerne faktisk danner helt tilfældige nerveforbindelser, kan vi måske ikke længere skyde skylden på vores forældre for de sider af vores personlighed, der er faldet mindre heldigt ud.