Shutterstock/Madrock24

Hjernecellers lange arme afgør din IQ

Forskning viser, at rumfanget af dendritterne - de små kontaktskabende fangarme i hjernens nerveceller - har indflydelse på, hvor kloge vi er.

Længden og tykkelsen af hjernecellernes udløbere, de såkaldte dendritter, er afgørende for vores intelligens. Det viser en ny undersøgelse fra Vrije Universiteit Amsterdam i Holland.

Dendritterne er de udløbere, som sætter den enkelte nervecelle i kontakt med andre nerveceller. Forskerne undersøgte dendritterne hos nerveceller fra 46 patienter.

De gennemgik hjerneoperationer som led i behandling af epilepsi eller kræft i hjernen. Operationerne havde til formål at fjerne sygt hjernevæv, men samtidig udtog kirurgerne også en smule sundt væv, som forskerholdet fik adgang til at studere.

Dendritterne i nervecellerne har betydning for din IQ

Rumfanget af nervecellernes dendritter har betydning for vores intelligens. Nervecellen ses her med en blå midte, og dendritterne er de grønlige udløbere.

© CHRIS HENSTRIDGE/SPL

Dendritter har stor betydning

Før operationerne gennemgik patienterne en IQ-test, så forskerne kunne koble deres score med opmålingerne af deres hjerneceller. De patienter, som havde højest IQ, havde de største dendritter.

Forskerne understreger, at selvom der kun er en lille forskel i størrelsen på dendritterne fra person til person, kan det have stor effekt i hjernens samlede mentale formåen, fordi der er mange milliarder af nerveceller og endnu flere dendritter i hjernen.

Samtidig peger de på, at andre nye undersøgelser viser, at det ikke kun er i hjernecellerne, hjernens signaler skabes, men også i dendritterne.