Alle kender oplevelsen af at se et ansigt, hvor der tydeligvis ikke er et.
Fænomenet med at se indbildte ansigter kaldes pareidolia, og nu har forskere fra University of Sydney fundet ud af, at hjernen behandler ansigterne på samme måde - uanset om de er virkelige eller ej.
For at nå den konklusion viste forskerne billeder af ansigtslignende objekter og egentlige ansigter til 17 testpersoner.
Efter hvert billede skulle testpersonerne bedømme, hvor vredt eller glad ansigtet så ud.
Her er et udsnit af de ansigtslignende objekter, som deltagerne blev vist i pareidolia-eksperimentet.
Testpersonerne var generelt meget enige i deres vurdering, hvilket tyder på en grundlæggende evne til at se og aflæse ansigter - også de indbildte af slagsen.
Samme bias som ved ægte ansigter
Forskerne påviste også et kendt psykologisk bias i forsøget.
Ansigters udtryk smitter af på vores forventning og opfattelse, så en serie af glade ansigter gør, at det næste ansigt også fremstår glad.
Og denne sammenhæng gjaldt også, selvom ansigterne sad i en kop kaffe eller på en peberfrugt.
Det tyder ifølge forskerne på, at de samme kredsløb i hjernen er aktive både ved indbildte og virkelige ansigter.
Hjernen stiller skarpt på ansigter
Forskerne mener, at hjernen fokuserer mere på at afkode ansigtsudtryk end at afgøre, om ansigtet egentlig tilhører et menneske, fordi social intelligens har været livsvigtig op igennem menneskets historie.
Ved at genkende ansigter og udtryk hurtigt er hjernen bedre i stand til at afgøre, om en situation vil udvikle sig i en farlig retning.
Derfor forsøger hjernen hele tiden at aflæse ansigtsudtryk - også selvom øjnene altså bare sidder i en stikkontakt.