Barn med elektroder på hovedet

Hjernevask skal slette din værste frygt

Nådesløse efterretningstjenester har længe jagtet nøglen til hjernevask. Nu er forskere kommet dem i forkøbet, og med skannere og kunstig intelligens vil de vaske frygt og smerter ud af hjernen.

Nådesløse efterretningstjenester har længe jagtet nøglen til hjernevask. Nu er forskere kommet dem i forkøbet, og med skannere og kunstig intelligens vil de vaske frygt og smerter ud af hjernen.

Jan-Peter Kasper/Picture-Alliance/Ritzau Scanpix/Lotte Fredslund & Shutterstock

To år efter at den canadiske sygeplejerske Esther Schrier havde mistet sit blot tre uger gamle barn, blev hun gravid igen. Men graviditeten var ikke en lykkelig tid for den unge kvinde.

Hun led af depression, og i 1960 blev hun indlagt på det psykiatriske hospital Allan Memorial Institute i Montréal hos den velansete psykiater Donald Ewen Cameron. Hvad hun ikke vidste, var, at lægen var på den amerikanske efterretningstjeneste CIA’s lønningsliste.

Gennem det tophemmelige projekt MK-Ultra forsøgte CIA at udvikle metoder, der kunne nedbryde menneskers personlighed, så de lydigt afslørede hemmeligheder eller kunne omprogrammeres til at arbejde for efterretningstjenesten. Den opgave skulle Cameron hjælpe dem med – og Esther Schrier var blot én af hans mange forsøgskaniner, som ufrivilligt blev rekrutteret blandt hospitalets patienter.

Esther Schrier

CIA’s forsøg efterlod i perioder den gravide Esther Schrier ude af stand til at stå op, snakke eller genkende sin egen mand.

© Lloyd Schrier

De intetanende patienter fik store doser medicin, som lagde dem i en månedlang, komalignende søvn, der kun blev afbrudt af tre daglige måltider og toiletbesøg. To gange om ugen fik de kraftige elektrochok, og gennem høretelefoner blev de samme messende beskeder afspillet om og om igen i op til 20 timer i døgnet.

Esther Schrier og de andre forsøgspersoner blev ganske rigtigt psykisk nedbrudte, men de kunne ikke omprogrammeres, og projekt MK-Ultra endte som en ydmygelse for CIA.

Hvad CIA ikke formåede dengang, er forskere imidlertid godt på vej til at gøre til virkelighed i dag. De gamle metoder er nu udskiftet med hjerneskannere og kunstig intelligens, der læser tanker og omlægger hjernens netværk.

Og formålet er heldigvis også skiftet ud. Forskerne vil nu bruge hjernevasken i sundhedens tjeneste – til behandling af både psykiske og fysiske lidelser som posttraumatisk stress, depression, smerter og blindhed.

Hjernevask omlægger hjernens veje

Alle former for hjernevask – hvad enten der ligger ondsindede eller venligsindede motiver bag – bygger på hjernens evne til at ændre sine nervebaner og dermed lede nervesignalerne ad nye veje.

Hver gang vi lærer noget nyt eller lagrer et minde, ligger den nye information gemt i et netværk af nerveceller. Hvis du fx er bange for slanger, vil der således typisk være et stærkt netværk mellem synscenteret, som registrerer og genkender synet af en slange, og hjernecentret amygdala, som skaber følelsen af frygt.

Hjernevask har potentialet til at svække koblingen mellem slangen og frygten ved at lede signalerne fra synscenteret til et andet sted end amygdala. Resultatet bliver, at synet af slangen ikke længere udløser panik.

Interessen for hjernevask har i perioder været stor hos bl.a. efterretningstjenester og totalitære regimer, hvor ønsket fx har været at kunne omprogrammere sine fjenders hjerner.

Hypnotisør
© Shutterstock

CIA hjernevaskede folk i 20 år

I al hemmelighed forsøgte den amerikanske efterretningstjeneste CIA at hjernevaske hundreder af mennesker i årene 1953 til 1973. Resultaterne er uvisse, men intet tyder på, at deres mission lykkedes.

I dag har interessen for hjernevask bredt sig til lægevidenskaben, fordi forskerne nu ved, at roden til mange sygdomme skal findes i hjernens netværk af forbindelser.

En af de mest lovende metoder inden for den moderne udgave af hjernevask kaldes for DecNef – eller decoded neurofeedback. Den går kort fortalt ud på at få patienterne til at omdirigere deres hjerneforbindelser, sådan at deres tanke- eller handlemønster ændrer sig på en ønsket måde.

Den japanske biofysiker Mitsuo Kawato beviste, at teknikken bogstavelig talt kan få folk til at se rødt.

En traditionel samtale med en terapeut forsøger egentlig at gøre det samme, men med DecNef behøver patienten i princippet slet ikke at vide, hvad forskeren har tænkt sig at opnå. Under behandlingen, som involverer en såkaldt fMRI-skanner og et computerprogram med kunstig intelligens, er patienten slet ikke bevidst om, hvor forskeren bevæger tankemønsteret hen.

En af pionererne inden for DecNef er den japanske biofysiker Mitsuo Kawato. Hans første store gennembrud kom i 2016, da han beviste, at teknikken bogstavelig talt kan få folk til at se rødt.

Forsøg omprogrammerer hjernen

Mitsuo Kawato lod sine forsøgspersoner stirre på en række røde, grønne og grå figurer på en skærm, mens de lå i en fMRI-skanner. Skanneren målte personernes hjerneaktivitet, og ved hjælp af kunstig intelligens kunne en computer afkode bestemte mønstre af aktivitet, som var koblet til hver farve.

Herefter begyndte et tre dage langt forløb, hvor personerne blev præsenteret for en grå figur med en cirkel i midten, mens skanneren igen målte hjerneaktiviteten. Denne gang skulle de forsøge ved hjælp af tankens kraft at få cirklen til at vokse, og de blev lovet en pengepræmie, hvis de formåede at løse opgaven.

Hvad forsøgspersonerne ikke vidste, var, at cirklens størrelse på skærmen afhang af, hvor meget deres hjerneaktivitet lignede det aktivitetsmønster, som var forbundet med farven rød. Jo mere det lignede, jo større blev cirklen. Personerne blev bedre og bedre til opgaven, selvom de på intet tidspunkt selv opdagede, at det var tanken om farven rød, der fik cirklen til at vokse.

Efter de tre dage kom forsøgets store forløsning. Da forsøgspersonerne blev spurgt om farven på skærmens grå figur, svarede de nu ofte rød.

Kombinationen af en hjerneskanner, kunstig intelligens og løfter om økonomisk gevinst kan få patienter med fx posttraumatisk stress til at ændre deres opfattelse af tidligere ubehagelige oplevelser.

MR-scanner
© Shutterstock & Lotte Fredslund

1. Skanner måler på traume

Patienten ligger i en såkaldt fMRI-skanner og koncentrerer sig om et traumatisk minde. Skanneren registrerer, hvilke hjerneområder der aktiveres og fx udløser stærke følelser af frygt. Resultaterne sendes videre til en computer.

Hjernescanninger paa computeren
© Shutterstock & Lotte Fredslund

2. Computer finder vej til målet

Ved hjælp af kunstig intelligens beregner computeren forskellen mellem forsøgspersonens nuværende hjerneaktivitet og det ønskede aktivitetsmønster. Målet kan fx være et mønster, hvor følelsen af frygt er mere afdæmpet.

MR-scanner
© Shutterstock & Lotte Fredslund

3. Præmie lokker til andre tanker

Personen bliver lovet en præmie, hvis han kan få en cirkel på en skærm til at vokse via tankens kraft. Cirklen vokser kun, når personen nærmer sig den ønskede hjerneaktivitet, så han tvinger ubevidst sin hjerne i den retning.

Kawato havde manipuleret sine forsøgspersoners hjerner til at se en farve, som slet ikke var der. Og da han spurgte ind til den grå figurs farve tre-fem måneder senere, så personerne stadig den røde farve. De nye hjerneforbindelser, som metoden havde skabt, var altså langtidsholdbare.

Forsøget kan måske virke foruroligende – og resultatet ville uden tvivl have vakt interesse hos 1960’ernes CIA – men det viser også, at DecNef-teknikken har potentialet til at behandle lidelser, som opstår på grund af bestemte forbindelser mellem hjernens centre. Og Kawato har allerede haft held med at hjælpe folk med en slem fobi over for slanger eller edderkopper.

Slanger styres uden om frygtcenter

I et forsøg fra 2018 målte Mitsuo Kawato hjerneaktiviteten hos en gruppe raske personer, mens de så på billeder af forskellige dyr, heriblandt slanger, edderkopper og sommerfugle. Kawato fokuserede især på personernes tindingelapper, som bl.a. udveksler nervesignaler med hjernens frygtcenter, amygdala.

På baggrund af hjerneaktiviteten hos alle forsøgspersonerne kunne forskeren identificere et detaljeret mønster af nerveceller, som blev aktiveret i tindingelapperne ved synet af fx en slange.

Forsøgets mål var at få de fobiske forsøgspersoner til ubevidst at forbinde synet af dyrene med noget positivt.

Herefter rekrutterede Kawato en gruppe forsøgspersoner, som havde en fobi over for slanger eller edderkopper, der var så slem, at den blev karakteriseret som en psykisk lidelse. De fobiske mennesker blev placeret i en fMRI-skanner, og ligesom i Kawatos foregående forsøg fik de lovning om en pengepræmie, hvis de kunne gøre en cirkel større ved tankens kraft.

Forsøgspersonerne vidste ikke, at forsøget skulle kurere deres fobi, eller at cirklen på skærmen kun blev større, når deres hjerneaktivitet nærmede sig det mønster, som var forbundet med de frygtede dyr hos de raske forsøgspersoner.

Forsøgets mål var at få de fobiske forsøgspersoner til ubevidst at forbinde synet af dyrene med noget positivt i form af pengepræmier.

Slange

Omkring to-tre procent af befolkningen har en så slem fobi over for slanger, at frygten påvirker deres mentale helbred. I så fald betragtes fobien som en angstlidelse.

© Shutterstock

Da de havde løst opgaven, blev personernes reaktion på slanger og edderkopper undersøgt. Før forsøget havde synet af dyrene udløst svedige håndflader og kraftige signaler mellem hjernens tindingelapper og amygdala. Efter forsøget var begge disse frygtreaktioner kraftigt reduceret. Fobien var blevet fjernet fra hjernen, fordi forskerne havde dirigeret hjernens signalveje uden om amygdala.

Ifølge Kawato kan metoden vise sig at være bedre end traditionelle behandlinger, netop fordi patienterne er ubevidste om, hvad der foregår under forløbet. Havde patienterne været bevidste om det, kunne deres bevidsthed have igangsat forsvarsmekanismer, som havde mindsket behandlingens effekt.

Kawatos lovende resultater har fået andre forskere til arbejde videre med DecNef; bl.a. brugte den engelske neurolog Ben Seymour i 2020 teknikken til at skrue ned for smertesignaler i sine forsøgspersoners hjerner.

Trods fremskridtene har DecNef hidtil været hæmmet af, at forskerne har haft relativt få forsøgspersoner at arbejde med. Få personer betyder færre data, som computeren kan bruge til at identificere de præcise aktivitetsmønstre, der er forbundet med bestemte tanker i hjernen. Dermed blev udgangspunktet for DecNef-behandlingen en smule grovkornet.

Det har Mitsuo Kawato nu forsøgt at gøre op med. I 2021 skabte han en stor offentligt tilgængelig database, der samler målinger fra en række forsøg, og som andre forskere kan udnytte til at fodre computerens kunstige intelligens og udføre mere præcise indgreb i hjernens aktiviteter.

Magneter løfter humøret

DecNef er langtfra den eneste metode, som forskerne bruger til at manipulere folks hjerneaktivitet i sundhedens tjeneste. En af de mest succesfulde kaldes transkraniel magnetisk stimulation, eller bare TMS, og den vækker mindelser om CIA’s forsøg med elektromagnetisk stråling gennem hjernen.

Teknikken er relativt enkel at udføre, og i modsætning til CIA’s mere brutale version er den tilsyneladende ufarlig.

En ofte håndholdt elektromagnet placeres på hovedbunden og sender pulser af et kraftigt magnetisk felt ind i hjernen. Magnetismen ændrer nervecellernes elektriske aktivitet, men i modsætning til DecNef kan den ikke skabe nøjagtigt forudbestemte mønstre af hjerneaktivitet. I stedet er metoden begrænset til enten at øge eller dæmpe hjerneaktiviteten i et givent område.

På trods af denne begrænsning har metoden vist sig yderst effektiv over for fx depression, og patienter har i flere år nydt godt af den.

Elektrochok
© Carla Gottgens/Bloomberg via Getty Images

Tre metoder vasker sygdom ud af hjernen

Smerter, depression og utallige andre sygdomme har deres rod i hjernen. Ved at manipulere hjerneaktiviteten vil forskerne snart kunne fravriste sygdommene deres tag i nervecellerne.

Deprimerede har typisk en unormal hjerneaktivitet i en bestemt del af pandelapperne kaldet DLPFC, men ved at behandle hjerneområdet med TMS fem gange dagligt i en måned kan omkring hver tredje patient opnå en varig lindring af deres symptomer.

I 2019 viste kinesiske og canadiske forskere desuden, at TMS kan behandle patienter med Parkinsons sygdom. Forskerne sendte impulser ind i et af hjernens bevægelsescentre 20 minutter om dagen i 14 dage, og resultatet var, at patienternes bevægelser blev markant mere flydende og ikke så rykvise, som de havde været før behandlingen.

Årsagen til metodens succes er formentlig, at de gentagne pulser skaber fordelagtige nerveforbindelser, som bliver hængende efter behandlingen. På den måde opstår et nyt mønster af hjerneaktivitet, som erstatter det gamle, der skabte rysteturene.

Lasere skaber hologram i hjernen

Både DecNef og TMS er mere eller mindre klar til brug. Lidt længere ude i fremtiden ligger en tredje variant af hjernevask, og den kan potentielt styre hjernens aktivitet langt mere detaljeret end de andre metoder. Metoden kan blive en effektiv behandling af psykiske sygdomme eller endda blindhed, men dens anvendelsesmuligheder tæller også mere skumle aktiviteter.

Metoden blev bl.a. testet i 2018, hvor den amerikanske neurobiolog Hillel Adesnik i første omgang genredigerede en gruppe forsøgsmus, sådan at deres hjerneceller blev programmeret til at affyre et nervesignal, når de blev ramt af en laser.

Derefter borede Adesnik et hul i musenes kranier og indsatte et lille glasvindue ind til hjernen. Ved at sende laserlys gennem vinduet kunne forskeren skabe et tredimensionelt mønster af lysende prikker – et hologram – i musenes hjerner og dermed sætte gang i et nøje bestemt mønster af hjerneaktivitet.

Hvert lyspunkt aktiverede en enkelt hjernecelle, og mønsteret af lyspunkter kunne ændres 300 gange i sekundet, sådan at forskerne opnåede nærmest total kontrol over nervesignalerne i musenes hjerner.

Mus med laser gennem hovedet

Ved at sende laserlys gennem en lille åbning i musens kranie kan forskerne aktivere enkelte nerveceller og dermed styre hjerneaktiviteten.

© K. Deisseroth/Deisseroth Lab

Adesnik og hans kolleger aktiverede nerveceller i hjerneområder, der kontrollerer synet, følesansen og kroppens bevægelser. Men det lykkedes dem ikke at få dyrene til at reagere eller ændre adfærd. Den manglende succes skyldes formentlig, at forskerne endnu ikke kender de komplekse mønstre af hjerneaktivitet, der kan udløse en bestemt adfærd eller et sanseindtryk.

Forskerne vil dog formentlig snart opnå den viden, som de mangler. Flere store forskningsprojekter, fx det ambitiøse International Brain Initiative, er nemlig i fuld gang med at afsløre, hvordan enkelte hjernecellers aktivitet er koblet til en specifik tanke eller adfærd.

Selvom Adesniks metode er ekstremt indgribende – den kræver både genmodificering af hjernecellerne og et hul gennem kraniet – kan den også bruges på mennesker. Sker det, vil den fx være i stand til at skabe positive følelser hos deprimerede eller levende billeder i blindes hjerner. Men den ville også kunne styre både folks tanker og deres bevægelser i detaljer.

Og hvis teknikkens lasere indopereres og udstyres med en modtager, bliver det i princippet muligt at fjernstyre mennesker som robotter – en mulighed, der åbner døren på klem for en skræmmende og dystopisk fremtid, som ikke ligger langt fra det, CIA forsøgte at opnå med deres gruopvækkende projekt MK-Ultra.