D-vitamin øger optagelsen af vigtige stoffer i tarmsystemet, regulerer immunforsvaret og holder styr på blodsukkeret. Nu viser et forskningsprojekt, at vitaminet også har stor betydning i hjernen, hvor det hjælper cellerne til at bygge nye forbindelser.
Forskere fra University of Queensland i Australien undersøgte hjernerne på mus, som led af mangel på D-vitamin, og opdagede, at en struktur omkring nervecellerne, det perineuronale net, manglede hos musene.
Nettet indkapsler bestemte nerveceller og stabiliserer cellernes forbindelser. Musene mistede en stor del af deres perineuronale net i hjerneområdet hippocampus, som er involveret i hukommelsen.
Vitamin beskytter net i hjernen
Forskerne testede musenes evner til at lære og huske, og musene med D-vitaminmangel klarede sig dårligere end andre mus.
Forskerne mener, at D-vitamin beskytter de perineuronale net i hippocampus fra at blive ødelagt af enzymer, som det sker i andre områder.
De perineuronale net er ikke en fordel overalt i hjernen. Personer med alzheimer kan fx få det bedre, når nettet fjernes i visse hjerneområder. Der skal derfor mere forskning til for at afklare, hvorfor nettene spiller en særlig rolle i hippocampus.