Hukommelsen er en af hjernens allervigtigste og mest grundlæggende funktioner. Uden den ville vi ikke være i stand til at lære noget som helst, vi kunne ikke genkalde os oplevelserne fra sidste års sommerferie, og lige så snart vi havde sat os ind i bilen, ville vi have glemt, hvor vi var på vej hen.
Men det er kun toppen af isbjerget, for hukommelsen er også ansvarlig for, at vi overhovedet kan agere i dagligdagen. Når hørelsen registrerer lyd, følesansen aner en flygtig berøring, eller synet bemærker en bevægelse ud ad øjenkrogen, så eksisterer disse sanseoplevelser kun i brøkdele af et sekund, før deres nervesignaler dør ud.
Hjernen har imidlertid brug for mere tid til at forholde sig til disse indtryk, afkode deres sammenhæng med andre sanseindtryk, relatere dem til tidligere oplevelser og afgøre, om de kræver handling eller blot kan ignoreres. Hvis ikke hukommelsen sørgede for at fastholde disse indtryk, kunne hjernen slet ikke nå at bearbejde dem, før de døde ud og var tabt for stedse.
Forskere strides om definitioner
Denne såkaldte arbejdshukommelse defineres ofte som det, vi i et bestemt øjeblik har vores opmærksomhed rettet imod, og derfor rummer den kun meget lidt information, som skiftes ud flere gange i sekundet.
Arbejdshukommelsen er altså nødvendig for, at vi overhovedet kan forholde os til omverdenen, mens korttids- og langtidshukommelsen sørger for, at vi kan bruge disse informationer og ikke glemmer de første ord i en sætning, inden vi er nået frem til punktummet, og at vi kan huske teksten den næste dag eller endog flere år senere.
Selv om de fleste forskere er enige om, at hukommelsen hviler på disse tre grundpiller, så er det mere tvivlsomt, hvor man skal trække grænserne mellem dem, og hvordan de arbejder sammen.
Mange forskere har således opgivet at adskille arbejds- og korttidshukommelsen, fordi de begge udmærker sig ved at være ekstremt flygtige. I modsætning til langtidshukommelsen, som i princippet kan lagre en enorm mængde information i ubegrænset tid, så menes korttidshukommelsen at være langt mere begrænset i både kapacitet og holdbarhed.
Allerede i 1956 nåede George Miller fra Harvard University i Massachusetts, USA, frem til, at korttidshukommelsen er begrænset til ca. syv elementer i 20 sekunder, men nye undersøgelser tyder på, at den næppe kan rumme mere end fire elementer ad gangen.
Hvis vi et kort øjeblik præsenteres for fx tallene “3, 7, 2”, vil vi oftest kunne gengive dem korrekt bagefter. Men hvis antallet af tal fordobles eller endog tredobles, vil vi have store problemer med at huske alle tallene.
Hukommelse i elementer
Den slags forsøg kan imidlertid laves på mange forskellige måder, som giver mulighed for næsten lige så mange fortolkninger. Eksempelvis har det vist sig, at korttidshukommelsen opererer med information i såkaldte elementer, der ikke bare kan være et tal eller et bogstav, men også en kort talserie, en stavelse eller et helt ord, som vi umiddelbart opfatter som en samlet enhed.
Et ottecifret telefonnummer er således meget svært at huske som otte uafhængige tal, men hvis de deles op i to blokke af hver fire tal, skal korttidshukommelsen pludselig kun holde styr på to elementer – og det vil den have langt lettere ved, selv om de enkelte elementer er blevet lidt mere komplekse.
Metoden med at gruppere enkelte elementer i en lidt større, sammenhængende gruppe af elementer kaldes på engelsk “chunking”, og det er en effektiv metode til at udvide korttidshukommelsens kapacitet, som vi benytter både bevidst og ubevidst.
Abstrakte motiver
Korttidshukommelsen er i det hele taget meget afhængig af, at de enkelte elementer kan opfattes som noget velkendt og håndgribeligt. Forsøg har vist, at det er langt nemmere at huske ord, som ofte forekommer i et almindeligt ordforråd, end ord, der ikke bruges så tit.
Det samme gælder for tegninger, der forestiller noget, frem for abstrakte motiver, ligesom ansigter af kendte personer er lettere at huske end billeder af vildt fremmede mennesker.
Det sidste blev undersøgt af Margaret C. Jackson og Jane E. Raymond fra University of Wales Bangor, UK, i 2008. Forsøgspersonerne skulle se på en skærm, som viste en mosaik af 10 små portrætter af forskellige ansigter. Derefter var der en kort pause, hvorefter en mosaik kom til syne igen. Forsøgspersonerne skulle nu huske, hvorvidt der var tale om de samme billeder eller ej.
I det ene tilfælde forestillede alle ansigterne ukendte personer, mens de i det andet tilfælde forestillede berømtheder som Johnny Depp, Brad Pitt og Leonardo DiCaprio. Det viste sig, at når der var tale om kendte personer, kunne forsøgsdeltagerne ikke alene huske flere ansigter – de var også hurtigere til at svare på, om mosaikken viste de samme ansigter eller ej.
Nye minder kører i båndsløjfe
Studier gennem flere årtier har vist, at vi har lettere ved at huske meningsfyldte og genkendelige ord eller billeder, fordi korttidshukommelsen benytter sig af repetition til at fastholde minderne.
Rent konkret betyder det, at når vi lige har hørt et ord, gentager en indre stemme i hjernen det om og om igen, så det hele tiden bliver genopfrisket for den flygtige korttidshukommelse.
Denne teori blev første gang præsenteret i 1974 af Alan D. Baddeley og Graham Hitch fra University of Stirling i Skotland. De benyttede begrebet “det fonologiske loop” for at beskrive denne indre repetition af ord, mens “det visuelle tegnebræt” på tilsvarende vis bliver ved med at præsentere et billede for vores indre blik.
På den måde kan ord, billeder og andre informationer fastholdes i korttidshukommelsen, men hvis repetitionen blokeres, forsvinder mindet i løbet af få sekunder.
Ord og billeder huskes forskelligt
Hjernen bruger med andre ord to forskellige mekanismer til at huske ord og billeder, og det er baggrunden for, at mange af os har en tydelig fornemmelse af, at vi kan huske nogle ting bedre end andre.
I det føromtalte eksperiment af Jackson og Raymond prøvede forskerne at undersøge, hvilken metode forsøgsdeltagerne brugte til at huske ansigterne. I en variant af forsøget blev deltagerne først præsenteret for to eller fire tal, som de skulle prøve at huske ved at gentage dem højt for sig selv, samtidig med de gennemførte resten af forsøget og studerede ansigterne.
Derved var deres fonologiske loop altså optaget af at huske tallene og havde derfor færre ressourcer tilovers til samtidig at huske ansigterne. Når det fonologiske loop på denne måde blev overbelastet, gik det hårdt ud over evnen til at huske de ukendte ansigter, mens evnen til at huske berømtheder kun blev påvirket i mindre grad.
Forskerne forklarer resultaterne med, at man direkte kan genkalde sig synet af et kendt ansigt og derved kan repetere det ved hjælp af det visuelle tegnebræt, mens et ukendt ansigt fortrinsvis huskes ved at sætte beskrivende ord på det, fx “stor næse”, “grønne øjne”, “mørkt hår” osv.