Hvorfor husker man så lidt fra sin tidlige barndom?

Vi husker meget mere fra vores tidlige barndom, end de fleste af os er opmærksomme på. Vi kan huske lyden af vores forældres stemmer, deres ansigter, hvordan man skal bevæge tungen for at synke en skefuld grød, hvordan man kravler, går og meget mere. Listen over de færdigheder, vi indøver og husker i løbet af de første tre leveår, er nærmest uendelig. Mange af dem er imidlertid nogle, vi bruger igen og igen, så derfor husker vi dem ikke som noget, vi lærte, da vi var små. Når vi ikke husker oplevelser fra vores første år på samme måde, som vi husker begivenheder senere i livet, skyldes det, at det voksne menneskes hukommelse forudsætter et sprog. Den måde, vi lagrer ting på i hjernen – og henter dem frem – er som regel styret af ord. Først når vi er omkring tre år, er vores sprog så udviklet, at vi begynder at huske som en voksen. Nogle sanseoplevelser kan imidlertid lagre sig meget tidligt, fx lugte, og de kan hentes frem senere i livet som tidlige og tågede erindringer. Det kan være lugten af mormors nybagte kager eller farfars pibetobak. Måske kan vi ikke engang huske, hvor erindringen stammer fra. Vi kan blot mærke, at den bestemte lugt rører vores følelser på en positiv eller negativ måde. Der er også nogle associationer, som fæstner sig tidligt, hvis barnet oplever dem som vigtige. Det kan fx være at forbinde en kogeplade med smerte.