Hjernerystelse førte til selvmord
Den 17. februar 2011 tog den tidligere amerikanske footballspiller Dave Duerson sit eget liv ved at skyde sig selv i brystet.
I sit selvmordsbrev bad han om at få undersøgt sin hjerne for tegn på “kronisk traumatisk encefalopati” (CTE) – hjerneskade påført af hjernerystelse.
De efterfølgende skanninger af Dave Duersons hjerne viste, at han ganske rigtigt led af CTE som følge af de mange hjernerystelser, han havde pådraget sig gennem karrieren – en sygdom, som havde gjort den tidligere topatlet dement i en alder af blot 50 år.
Få måneder efter Dave Duersons bortgang lagde 75 tidligere footballspillere sag an mod den amerikanske football-liga NFL for ikke at have gjort mere for at advare spillerne om farerne ved hjernerystelser.
Hvad er en hjernerystelse?
Hjernerystelse starter giftig kædereaktion
Hjernerystelser udgør ikke kun en fare for spillerne i den amerikanske football-liga.
I EU pådrager 2.563.000 mænd, kvinder og børn sig hvert år en hjernerystelse, herunder 25.000 danskere.
Når hovedet bliver udsat for et direkte eller indirekte slag, kan kraften sætte hjernen i bevægelse, så den skvulper frem og tilbage i hjernevæsken mellem kranieknoglerne.
Rystelserne skaber en betændelsestilstand i hjernen – en inflammation – som starter en giftig kædereaktion af signalstoffer i og uden for nervecellerne. Signalstofferne dræner bl.a. cellerne for energi og forstyrrer deres evne til at kommunikere med hinanden.
Nervecellernes energikrise resulterer i, at man fx får hovedpine, føler sig enormt træt og har svært ved at huske.
For de fleste kommer hjernen på ret køl igen inden for tre måneder, men omkring 15 procent af alle tilskadekomne får langvarige gener efter en hjernerystelse, som kan vare flere år og sågar blive kroniske.
Derudover kan en hjernerystelse også øge risikoen for demens. Ifølge en dansk undersøgelse kan en enkelt let hjernerystelse øge risikoen for demens med 17 procent, mens det for alvorlige hovedskader er 35 procent.
Hovedet får et slag
Ved et slag mod hovedet kolliderer hjernen først med indersiden af hjerneskallen ved kontaktpunktet. I anden omgang sender slaget hjernen frem, så den også rammer hjerneskallen i den modsatte ende.
Ioner fosser ind og ud af nervecellerne
Slaget vrider nervecellerne, så cellemembranerne ødelægges. De skadede nerveceller lækker, og store mængder kalium-ioner (grønne kugler) fosser ud af cellen, mens kalcium-ioner (blå kugler) strømmer ind fra omgivelserne.
Signalstoffer udløser eksplosion
Samtidig frigiver cellen store mængder af signalstoffet glutamat, og det udløser en eksplosion af nervesignaler i nabocellerne.
Oprydning dræner cellerne for energi
For at genoprette balancen skal kalium-ionerne (grønne kugler) pumpes tilbage ind i nervecellerne. Det kræver store mængder energi og dræner cellerne for ilt. Samtidig påvirker det fortsat høje niveau af kalcium-ioner cellens energiproduktion. Det udløser en energikrise i hjernen, så oprydningen går endnu langsommere.
Inflammation stresser hjernen
Skaderne på cellerne får immunceller (store, grønne celler) til at frigive giftige cytokiner (grønne kugler), som kan stresse cellerne så meget, at nogle af dem dør. Samtidig danner cellerne såkaldt frie radikaler (orange kugler), der kan ødelægge cellerne yderligere.
Hvad må man lave efter en hjernerystelse?
For meget hvile kan forværre hjernerystelse
Ved hjernerystelse nytter det ikke noget at lægge sig i et mørklagt rum i månedsvis, indtil symptomerne går over.
Hjernen har bedst af kun at hvile sig i et til to døgn. Derefter skal man genoptage sine aktiviteter i det omfang, man kan, uden at generne forøges.
Det viser en dansk undersøgelse af 112 patienter i alderen 15-30 år, som havde væsentlige symptomer efter en hjernerystelse, der var opstået to-seks måneder tidligere.
De patienter, der skruede op for aktivitetsniveauet, oplevede færre symptomer end dem, der kun sørgede for at hvile hjernen.
“Hvis man oplever, at symptomerne efter en hjernerystelse varer ved, er der intet, der tyder på, at man kan hvile hjernerystelsen væk. Faktisk vil man over tid opleve, at symptomerne bliver værre, hvis man hviler sig for meget,” forklarer neuropsykolog, ph.d. Mille Møller Thastum om undersøgelsen, der blev bragt i The Lancet i starten af 2020.
Ny forskning i behandling af hjernerystelse
Cannabis kan lindre hjernerystelse
I den amerikanske football-liga NFL finder der i gennemsnit 0,4 hjernerystelser sted i hver eneste kamp.
Derfor leder man lige nu også med lys og lygte efter lægemidler, der kan lindre hjernerystelser og minimere risikoen for senere at udvikle “kronisk traumatisk encefalopati” (CTE), som drev Dave Duerson og sandsynligvis en lang række andre footballspillere til selvmord.
Men måske man bare skal kigge i spillernes egne lommer for at finde svaret. En stor del af NFL’s atleter ryger efter eget udsagn marihuana for at lindre de fysiske smerter, som flere års sammenstød på grønsværen har påført kroppen.
Og et amerikansk forsøg fra 2017 viser, at mus, der blev behandlet med cannabidiol (kemiske stoffer fra cannabisplanten) efter påførte hjernerystelser, havde færre problemer med både finmotorik og hukommelse.
Det skyldes, at cannabidiol bremser immunforsvarets nedbrydning af nervecellerne i kølvandet på en hjernerystelse ved at binde sig til receptorer på overfladen af immuncellerne, så disse ikke deler sig yderligere.
Lægevidenskaben har de seneste år fået øjnene op for cannabidiol. Ud over hjernerystelser undersøger forskere også dets effekt på angstlidelser, parkinson og bivirkninger ved kræftbehandling.
Om stoffet virker lige så effektivt på mennesker med hjernerystelser og “kronisk traumatisk encefalopati” (CTE), håber forskere fra Miami University snart at kunne give svaret på.
De undersøger i øjeblikket, hvorvidt cannabidiol også er en effektiv behandlingsform mod hjernerystelse hos mennesker. Det forventes, at resultatet vil ligge klar engang i 2022.
Blodprøve kan afsløre hjernerystelser
De fleste hjernerystelser herhjemme diagnosticeres ud fra patientens sygehistorie og symptomer. Symptomerne kan dog variere i antal og styrke alt efter personen og sværhedsgraden af skaden, og det kan vanskeliggøre lægernes arbejde med at stille en diagnose.
Amerikanske forskere har imidlertid fundet tre proteiner i blodet, der måske kan fungere som biologiske pejlemærker, såkaldte biomarkører, og hjælpe med at måle hjernerystelse hos patienter.
Forskerne tog udgangspunkt i sportsrelaterede hjernerystelser og undersøgte 264 sportsudøvere, der tidligere har haft hjernerystelse.
Ud fra blodprøver kunne forskerne udlede, at de efter deres skade havde forhøjede niveauer af tre specielle proteiner.
Som kontrol undersøgte forskerne også atleter, der ikke havde haft hjernerystelse, og som enten dyrkede kontaktsport eller en sportsgren, der ikke krævede nærkontakt. Hos kontrolgruppen var der ingen forhøjede niveauer at spore.
De tre proteiner, der er i søgelyset, er alle kendt for at være involveret, når celler i nervesystemet har taget skade.
Proteinet GFAP udskilles ved skade på nervesystemets støtteceller, de såkaldte gliaceller, det andet protein, Ubiquitin C-terminal hydrolase-L1, signalerer skade på nervecellerne, mens tau-proteinet er et tegn på, at nervecellernes forgreninger, axonerne, er beskadigede. Alle har de i tidligere forskning været undersøgt som mulige biomarkører i forbindelse med alvorligere hjerneskader.
Men selvom meget tyder på, at de tre proteiner er relateret til hjernerystelser, er der fortsat noget vej, før de kan bruges som biomarkører i praksis.
Forskerne bag undersøgelsen understreger, at de endnu ikke ved, hvor hurtigt de kan teste for proteinerne, og hvilken kombination af dem der bedst kan fastslå hjernerystelse.
Desuden var hovedparten af sportsudøverne i undersøgelsen mænd, og derfor er det også nødvendigt at lave lignende undersøgelser med kvinder, før der kan drages endelige konklusioner.