En kildende fornemmelse kan opstå på to forskellige måder: Enten ved en meget let berøring af huden, fx med en fjer, kaldet knismesis, eller i en grovere form, kaldet gargalesis, der fremkaldes af gentagen pres eller berøring af kroppens mest kildne område.
Især sidstnævnte fremkalder ofte latter hos den kildede.
Men prøver du at røre de kildne områder på dig selv, føler du ikke på samme måde trang til at grine. Meget tyder nemlig på, at latter i forbindelse med kilderi kræver et vist moment af overraskelse.
Lillehjernen er en sladrehank
Hjernen sorterer i sanseindtrykkene og undertrykker forventede fornemmelser, fx skoens tryk imod fodsålen. På den måde kan opmærksomheden rettes imod nye – og potentielt vigtigere – sanseindtryk. Og det er vigtigt, da vi ellers konstant ville gå og føle os kildne.
I slutningen af 1990'erne skannede en gruppe forskere hjernen hos folk, der blev kildet i den ene håndflade af en robot. Kilderiet fra robotten kunne enten udløses af forskerne eller af forsøgspersonen selv. Herefter registrerede forskerne, hvad der skete i hjernen.
Resultaterne viste, at der hos en forsøgsperson, der planlægger at kilde sig selv, går besked fra lillehjernen til hjernebarken om, hvilken fornemmelse der kan forventes. Lillehjernen spolerer dermed overraskelsesmomentet.