Din hjerne topper midt i 30’erne

Analyser af skakspilleres præstationer viser, at hjernen er skarpest i 35-årsalderen.

Analyser af skakspilleres præstationer viser, at hjernen er skarpest i 35-årsalderen.

Shutterstock

Vores evne til at løse kognitivt krævende opgaver topper i 35-årsalderen, viser en ny undersøgelse.

Den er ikke lavet af hjerneforskere, men derimod af statistikere, som har analyseret, hvor godt trænede skakspillere præsterer gennem livet.

Skakspillere foretager flest optimale træk i perioden, fra de er 25 år, til de runder 40. Procentdelen, som udgør de optimale træk, er beregnet ud fra vurderinger af skakcomputerprogrammet Stockfish 8.

© Shutterstock

Skakspillet stiller krav til en række af de færdigheder, som er centrale i de fleste definitioner på intelligens.

Det gælder fx evnen til at koncentrere sig, skabe overblik over nye situationer og kombinere sig frem til løsninger på grundlag af tidligere erfaringer.

Desuden skal der en høj proceshastighed og en god arbejdshukommelse til for at blive en stærk skakspiller.

Skakcomputer var overdommer

Franske forskere fra Institut Polytechnique de Paris gennemgik præstationerne for 841 spillere, som har været aktive mellem 1890 og 2014.

Hvert enkelt træk i 24.379 partier blev holdt op mod det træk, som skakcomputer­programmet Stockfish 8 anser for det optimale i den givne situation.

Nordmanden Magnus Carlsen blev verdensmester i skak allerede som 26-årig. Siden har han forsvaret mesterskabet flere gange – her mod udfordreren Fabiano Caruana i 2018.

© Shutterstock

Overordnet viser resultaterne, at spillernes præstationer stiger stejlt frem mod de 25 år, hvorefter de fortsat hæver sig lidt frem mod de 35. Først fra 40-årsalderen begynder kurven igen at dale.

Hvis den nuværende verdensmester, norske Magnus Carlsen, følger kurven, har han stadig de bedste præstationer til gode, da han kun lige har rundet de 30.