Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Forskerne begriber ikke vores egen intelligens

Tusindvis af mennesker har fået målt deres mentale evner, og resultaterne er blevet analyseret og sammenlignet på kryds og tværs af køn, alder, miljø og arv. Jagten har stået på i over 100 år, men forskerne ved stadig ikke, hvad intelligens dybest set er, eller hvorfor nogle er smartere end andre. Undersøgelserne har gang på gang ført til resultater, som bare har rejst endnu flere spørgsmål, end de har givet svar.

Shutterstock

For alle skotske børn i 10-11-årsalderen var den 1. juni 1932 en speciel skoledag. I stedet for det, der stod på skoleskemaet i første time, fik de en helt anden udfordring: at gennemgå en intelligenstest.

I 45 minutter sad eleverne bøjet over opgaver om ord, sætninger, tal og figurer i testen, som var udformet af psykologen sir Godfrey Thomson fra universitetet i Edinburgh.

Formålet med testen var at forbedre skolernes undervisningsmaterialer og få et overblik over, hvor mange elever der var ramt af mentale handicap, så der kunne tages bedre hånd om deres undervisning.

Undersøgelsen, som omfattede 87.498 børn, var den største, som nogensinde var gennemført, og helt frem til 1960’erne blev de omfattende data brugt i psykologiske lærebøger. Men siden blev de glemt.

Resultaterne fra testen fik lov at samle støv i universitetets depoter på lofter og i kældre rundtom i Edinburgh – helt indtil en anden lokal psykolog, Ian Deary, fandt dem frem igen i 1996.

Deary vidste, præcis hvad han ville bruge dem til. De var et perfekt udgangspunkt for at undersøge, hvad der sker med vores intelligens gennem livet. Er den uforanderlig, eller bliver vi mere eller mindre intelligente, når vi bliver ældre?

Og måske kunne de gamle data endda bruges til at finde ud af, hvorfor nogle mennesker er mere intelligente end andre.

Abstrakt tænkning er vigtigere end ambition

Hvilke egenskaber har betydning for vores intelligens? Det spørgsmål blev i en undersøgelse stillet til over 600 fagfolk på området.

Næsten alle mente, at talentet for at tænke abstrakt var afgørende. Langt færre mente, at ambition og motivation havde nogen betydning.

  • Abstrakt tænkning:

    99 pct.

  • Problemløsning:

    98 pct.

  • Tilegning af viden:

    96 pct.

  • Hukommelse:

    81 pct.

  • Mental hastighed:

    72 pct.

  • Almen viden:

    62 pct.

  • Kreativitet:

    60 pct.

  • Ambition/motivation:

    19 pct.

Ligesom alle andre intelligensforskere er Ian Deary udfordret af, at intelligens er et begreb, som er meget vanskeligt at kredse ind. Endnu sværere er det at formulere en præcis definition, forskerne kan blive enige om.

Det er ofte blevet sagt, at hvis man beder 25 intelligensforskere om at definere intelligens, vil man få 25 forskellige svar.

Lige så stor uenighed hersker der, når det gælder fortolkningen af de resultater, intelligensundersøgelser har ført med sig. Her har historien vist, at nogle sider af intelligensforskningen kan være kontroversiel og direkte politisk sprængfarlig.

Intelligens er et udefinerbart begreb

I 1994 satte den amerikanske psykolog Linda Gottfredson sig for at gøre det umulige: at få verdens førende intelligensforskere til at enes.

Gottfredson følte, at der var et stort behov for, at forskerne gik sammen om at fortælle offentligheden om, hvad videnskaben har fundet frem til, når det gælder menneskelig intelligens. Hun formulerede derfor 25 korte punkter, som hun bad 131 professorer om at skrive under på. 52 af dem sagde ja.

Den 13. december 1994 blev læserne af avisen The Wall Street Journal på en hel side præsenteret for punkterne. Det første af dem var et forsøg på at definere, hvad selve begrebet intelligens dækker over:

“Intelligens er en generel mental egenskab, som blandt andet involverer evnen til at ræsonnere, planlægge, løse problemer, tænke abstrakt, forstå komplekse begreber, lære hurtigt og lære af erfaring. Det er ikke blot boglig lærdom, som er en smal akademisk evne, eller et talent for at løse testopgaver. Det er et bredere og dybere talent for at forstå vores omgivelser – at “opfatte”, “skabe mening” og “regne ud”, hvad der skal gøres.”

Alene længden af definitionen afslører, hvor svært det er at forklare begrebet intelligens, og Gottfredsons problemer viser sig også ved, at hun har følt det nødvendigt at bruge formuleringer om, hvad intelligens ikke er.

Hendes definition er et forsøg på at indkredse en bestemt størrelse i intelligensforskningen, som kaldes “g-faktoren”, hvor det lille g står for begrebet “generel intelligens”.

Den engelske psykolog Charles Spearman kom på sporet af g-faktoren allerede i 1904, hvor han arbejdede med resultater fra skolebørn, som var blevet testet i forskellige mentale evner.

Han opdagede, til både sin egen og andre psykologers overraskelse, at der var en særlig sammenhæng på tværs af testene.

Hvis en elev scorede højt i én disciplin, var der overvejende sandsynlighed for, at den samme elev også scorede højt i de andre discipliner. Og omvendt: Hvis en elev klarede sig dårligt på ét felt, var det overvejende sandsynligt, at eleven også klarede sig under middel på de andre.

Den usynlige g-faktor bestemmer vores evner

Vores intellektuelle evner deles ofte op i fire grupper, som hver indeholder en række forskellige talenter. Tilsammen afspejler grupperne vores generelle intelligens kaldet “g-faktoren”. En høj g-faktor er tegn på gode evner på tværs af grupperne.

De mentale evner er uretfærdigt fordelt

Opdagelsen af g-faktoren gjorde det klart, at der ikke er meget retfærdighed til, når det handler om intelligens.

G-faktoren er i direkte modstrid med den almindelige opfattelse af, at “hvis der er noget, du er dårlig til, er der sikkert noget andet, du er god til”.

Selvfølgelig kan vi hver især have vores styrker og svagheder forskellige steder, men neden under det hele ligger en generel intelligens, som smitter positivt eller negativt af på vores intellektuelle formåen på alle felter.

Problemet med g-faktoren er, at det ikke er muligt at måle den direkte, altså uden om vores specifikke evner på forskellige områder. Vi kan kun få et indirekte billede af den ved at sammensætte intelligenstests på en måde, så det samlede resultat afspejler den bedst muligt.

De første intelligenstests blev udviklet af de franske psykologer Alfred Binet og Théodore Simon i 1905. Prøverne blev siden videreudviklet, og i 1916 blev de forsynet med muligheden for at udregne den såkaldte intelligenskvotient eller IQ ud fra et testresultat.

Moderne tests er desuden inspireret af en af Spearmans studerende, den amerikanske psykolog David Wechsler, som raffinerede prøverne endnu mere i midten af 1900-tallet.

Psykologernes IQ-tests kan være udformet på forskellige måder, men de indeholder typisk opgaver, som tester sproglige evner, symbolforståelse, regnefærdigheder, talbehandling, logisk tænkning og rumlige evner.

Disse opgaver løses ikke på tid, dvs. testpersonen kan bruge al den tid, han eller hun ønsker. Til gengæld er der ofte andre opgaver, som foregår på tid.

Det er simple opgaver, hvor testpersonen fx skal parre en række tal og symboler med hinanden ud fra en liste, hvor hvert symbol er tilknyttet et tal. Her gælder det bare om at nå så mange som muligt inden for den afsatte tid.

Til en IQ-test er der tilknyttet et pointsystem, og ud fra testpersonens resultater kan hans eller hendes intelligenskvotient beregnes. Pointsystemet er udformet sådan, at resultaterne fra et større antal testpersoner kan tegnes ind i et diagram, hvor de vil vise en såkaldt normalfordeling, dvs. en kurve, der har form som en klokke.

De fleste personer, omkring 95 procent, har en IQ, som ligger i spændet mellem 70 og 130. Knap 70 procent ligger i spændet mellem 85 og 115, og hele denne gruppe kaldes ofte for normalt begavede.

Kun to procent ligger lavere end 70 point, og tilsvarende to procent ligger højere end 130. De sidste kan søge optagelse i Mensa, som er en forening af meget intelligente personer.

Helt overordnet er der ikke nogen forskel på mænds og kvinders intelligens. Begge køn scorer i gennemsnit 100 i intelligenstests, men dykker vi ned i de enkelte dele af testene, viser der sig alligevel en forskel. Kvinder scorer i gennemsnit højere end mænd i de dele, som har med sproglige evner at gøre.

Til gengæld scorer mænd tilsvarende højere i de opgaver, som har med rumlig forståelse at gøre. Desuden er der en lille forskel på kønnene, ved at der findes flest mænd i yderområderne. Der er altså flere mænd end kvinder med enten meget lav eller meget høj intelligens. Årsagen til det er stadig ikke fundet.

  • © The University of Edinburgh

    ”Om du lever længe nok til at få glæde af din pension, afhænger delvist af din IQ i 11-årsalderen.”

    Intelligensforsker Ian Deary om sammenhængen mellem IQ og levealder.

Da intelligensforskerne opdagede, at vi alle bærer rundt på en underliggende g-faktor, som er afgørende for vores score i en IQ-test, var det naturligt at spørge, om den kun giver et øjebliksbillede af vores mentale evner, eller om den holder hele livet. Det var præcis det, Ian Deary ville undersøge ved at dykke ned i de gamle data fra intelligenstesten af de skotske skolebørn.

Din IQ følger dig hele livet

Det var en helt særlig slags reunion, 101 ældre damer og herrer deltog i, da de mødtes i musikteatret i Aberdeen den 1. juni 1998.

Fælles for dem var, at de alle var født i 1921, og de havde alle deltaget i den landsdækkende intelligensundersøgelse, som blev gennemført i 1932. Ian Deary og hans medarbejdere havde fundet frem til dem gennem annoncer i aviser og ved at kontakte lægeklinikker landet over. Nu sad de her i teatret og løste opgaverne i præcis den samme intelligenstest, som de var blevet udsat for 66 år tidligere.

Undersøgelsen gav Ian Deary en sjælden mulighed for at studere, hvad der sker med intelligensen i en gruppe mennesker over meget lang tid. Han kunne både sammenligne hver enkelt persons præstation som 11-årig og som 77-årig og få overblik over, hvordan personerne havde flyttet sig i forhold til hinanden. Analyserne af resultaterne viste to tendenser.

Langt de fleste klarede sig bedre i testen som ældre, end de havde gjort som børn. Det havde Deary forventet, simpelthen fordi testen oprindeligt var udformet til børn, og den derfor ville være lettere for voksne. Interessantere var det, at de personer, som intelligensmæssigt lå over middel som børn, også gjorde det som ældre, og de, som lå i bunden som børn, stadig gjorde det som ældre.

Deary noterede sig også en tredje overordnet ting. Gruppen af ældre, som var i live og raske nok til at tage testen anden gang, havde gennemsnitligt set klaret sig over middel, da de som børn tog testen. Siden Dearys undersøgelse har andre undersøgelser vist den samme tendens, og det har fået ham til at udtale:

“Om du lever længe nok til at få glæde af din pension, afhænger delvist af din IQ i 11-årsalderen.”

At vores intelligenskvotient som børn på den måde kan bruges til at forudsige vores levealder, kan der være flere årsager til. Deary mener, at en del af forklaringen er, at en høj intelligens hos børn ofte betyder, at de senere i livet får akademiske uddannelser, og at de derfor kommer til at leve livet i et sundere og sikrere miljø.

Vi tænker langsommere med alderen

Selvom vores IQ fra en meget tidlig alder ser ud til at påvirke os gennem hele livet, betyder det ikke, at den er en konstant størrelse.

Nogle af de grundlæggende mentale evner kan forbedres, og andre kan forringes. Også her viser undersøgelser en generel tendens. Når det gælder løsningen af sproglige opgaver, forbedrer vi os generelt fra 25-årsalderen til 40-årsalderen.

Herefter forbliver vi på samme niveau helt op til 80-årsalderen. Omvendt er det med logiske opgaver, som fx kan handle om at udlede en regel ud fra nogle få eksempler. Her falder vores præstationer generelt støt, fra vi er 25, til vi er 80 år gamle.

De to typer af evner er eksempler på det, psykologerne kalder “krystalliseret intelligens” og “flydende intelligens”. Når vi bruger vores krystalliserede intelligens, trækker vi på vores viden og erfaring, som er solidt forankret i hjernen. Når vi derimod bruger vores flydende intelligens, sker det uafhængigt af forhåndsviden. Her må vi ræsonnere os logisk frem ud fra en ny og ukendt situation.

Vi bliver dårligere til at løse nye opgaver

Nogle forskere mener, intelligens kan opdeles i to forskellige slags: den flydende (sort) og den krystalliserede intelligens (stiplet). Den første bygger på evnen til at løse helt nye opgaver, mens den anden bygger på vores erfaringer. De to ændrer sig gennem livet, mens den overordnede IQ (rød) holder sig konstant fra 20-årsalderen.

Vores overordnede IQ kan også ændre sig over tid. Undersøgelser viser, at der er meget store individuelle forskelle. Hos nogle bliver den højere og hos andre lavere. En generel tendens er dog, at vores g-faktor svækkes med alderen. Det er stadig en gåde, hvorfor det er sådan, men forskerne har mistanke om, at det har en helt fysisk og håndfast forklaring: Vores hjerneceller fungerer simpelthen langsommere, når vi ældes.

Flere eksperimenter, bl.a. udført af Ian Deary i 2017, viser, at der er en sammenhæng mellem reaktionstid og intelligens. Mennesker med en høj IQ er gennemsnitligt set også hurtigere. Og sammenhængen ser ud til at blive tydeligere, jo ældre testpersonerne er.

Måske ligger her en forklaring på, at g-faktoren generelt falder, når vi bliver ældre. Og endnu interessantere: Måske gemmer der sig her en lille del af forklaringen på, hvorfor nogle fra naturens hånd har en højere IQ end andre. Hvor hurtigt vores hjerneceller kommunikerer med hinanden, afhænger bl.a. af den såkaldte hvide substans i hjernen.

Den hvide substans er bundter af nerver, som forbinder forskellige områder i hjernebarken med hinanden. Nerverne er isoleret med såkaldte myelinskeder, og jo kraftigere de er, desto hurtigere løber signalerne gennem nerverne. Efterhånden som vi bliver ældre, opstår der skader på myelinskederne, og det kan forklare, at nervecellerne kommunikerer langsommere. Tilsvarende kan ekstrastærke myelinskeder give nogle af os en fordel rent intelligensmæssigt.

Forskerne understreger, at vores individuelle intelligens er meget kompleks, og nervecellernes hurtighed forklarer formentlig kun en del af forskellen mellem os – men teorien giver i det mindste en konkret sammenhæng mellem intelligens og den fysiske hjerne.

Andre forsøg på at finde fysiske forklaringer på forskelle i intelligens har ikke båret meget frugt. For eksempel har hjernens størrelse tilsyneladende ikke ret stor betydning. Siden 1990’erne, hvor det blev muligt at måle rumfanget på levende menneskers hjerner med MRI-skanninger, er der foretaget flere sammenligninger mellem hjernestørrelse og IQ.

Nogle af dem har vist, at en større hjerne giver en lidt større sandsynlighed for, at personen også har en højere IQ, men sammenhængen er ikke særlig tydelig. Det samme gælder i øvrigt for hjernens vægt og antallet af hjerneceller.

Intelligensen gemmer sig for hjerneforskerne

Gennem 100 år har forskere målt, vejet og skannet hjernen for at finde fysiske parametre, som kan knyttes til vores intelligens – men hidtil uden held.

Ydre tegn som hjernens form, størrelse og vægt har åbenbart kun lille betydning for vores IQ.

  • © Shutterstock

    Antallet af celler er ligegyldigt

    Vores intellektuelle evner er spredt ud over hele hjernebarken, men det er tilsyneladende mindre vigtigt, hvor mange hjerneceller vi har. Kvinder er lige så intelligente som mænd, selvom de i gennemsnit har fire milliarder hjerneceller færre.

  • © Shutterstock

    Størrelsen betyder næsten ingenting

    Nogle hjerneforskere har fundet en sammenhæng mellem IQ og hjernestørrelse, men den er ganske lille, og åbenbart har den ingen betydning i forhold til intelligensen hos mænd og kvinder.

  • © Shutterstock

    Vægten er fuldkommen underordnet

    Mænd har i gennemsnit 130 gram mere hjerne at gøre godt med end kvinder, men det giver ingen fordel i forhold til IQ. Heller ikke inden for kønnene ser vægten ud til at betyde noget. For eksempel vejede Einsteins hjerne kun 1230 gram, hvilket er mindre end det kvindelige gennemsnit.

Mens hjerneforskerne har ledt forgæves efter intelligensen i hjernen, er psykologerne gennem de seneste årtier gået andre veje for at finde ud af, hvorfor nogle af os er mere intelligente end andre. Helt centralt har det været at undersøge, hvor meget arv og miljø betyder for vores IQ.

Generne bliver vigtigere med tiden

Da Gerald Levey mødte Mark Newman, var det som at se sig selv i spejlet. Den skaldede isse, bakkenbarterne, overskægget – ja selv brillerne var ens.

De to midaldrende mænd havde aldrig set hinanden før, men alligevel havde de utrolig meget tilfælles. De arbejdede begge med at vedligeholde græsplæner, og de var begge frivillige brandmænd. De drak det samme ølmærke, de bar deres nøgler på samme måde og holdt af de samme westernfilm.

Gerald og Mark er enæggede tvillinger, som blev bortadopteret til hver sin familie lige efter fødslen, og netop derfor var de sat i stævne af psykologer ved Minnesota Center for Twin and Family Research i USA. Siden 1979 har forskerne på centeret indkaldt over hundrede tvillingepar som Gerald og Mark for at undersøge sammenhængen mellem intelligens på den ene side og arv og miljø på den anden. Enæggede tvillinger har identiske gener, og derfor er de perfekte studieobjekter for forskerne, specielt når de er vokset op hver for sig.

Efterhånden har forskerne lavet intelligensprøver med så mange tvillingepar, at der tegner sig et billede af, hvordan arv og miljø slår igennem på intelligenskvotienten. Resultaterne er forbløffende. Tvillinger, som har levet hele deres liv hver for sig, scorer næsten ens i IQ-tests. Forskellen er faktisk så lille, at den nærmer sig forskellen på tvillinger, der er vokset op sammen. Disse resultater tyder altså på, at den genetiske arv har meget stor betydning for intelligensen.

Andre studier ved Texas Adoption Project i USA har undersøgt effekten af arven på en anden måde. Her har forskerne under ledelse af professor John Loehlin foretaget IQ-tests på børn, som er bortadopteret fra fødslen, og samtidig testet deres biologiske mødre og adoptivmødre. Testene blev foretaget to gange – da børnene var henholdsvis 8 og 18 år gamle. Også her er resultaterne meget overraskende.

Samlet set viser de, at IQ’en hos børnene på 8 år til en vis grad følger IQ’en hos den biologiske mor, men at børnenes IQ også følger adoptivmorens. I denne alder er børnenes IQ altså både bestemt af den genetiske arv og det miljø, de vokser op i. Men billedet ændrer sig, når børnene bliver ældre. I 18-årsalderen er deres IQ meget tættere på deres biologiske mors og tilsvarende fjernere fra adoptivmorens. Resultaterne får John Loehlin til at konkludere:

“Miljøet i en familie har en væsentlig effekt på børns intelligenskvotient, mens de er små, men den bliver mindre, når de bliver store teenagere.”

Det tyder altså på, at vores intelligens ganske vist bestemmes af en blanding af arv og miljø, men at forholdet ændrer sig i løbet af vores liv. Sat på spidsen betyder det, at hvis vi scorer højt i en IQ-test som børn, kan vi takke vores forældre for en god opdragelse. Scorer vi højt som voksne, kan vi takke dem for deres gener.

  • "Miljøet i en familie har væsentlig effekt på børns IQ, men den bliver mindre, når de bliver teenagere."

    Intelligensforsker john loehlin om nærmiljøets begrænsede betydning for vores intelligens.

Det betyder også, at der ikke findes et fast mål for, hvor meget forskellene i intelligens kan tilskrives henholdsvis arv og miljø. Og forskerne er bestemt heller ikke enige. Nogle mener, at generne har ansvaret for 30 procent af forskellene, mens andre siger, at andelen er oppe på 80 procent.

Forskningen vækker følelser

Interessen for intelligensforskning eksploderede i USA i midten af 1990’erne. Baggrunden var udgivelsen af en kontroversiel bog skrevet af psykologen Richard Herrnstein og sociologen Charles Murray.

Titlen var “The Bell Curve”, som refererer til den klokkeformede kurve, der viser normalfordelingen af intelligens i befolkningen. På næsten 900 sider fordybede forfatterne sig i statistik om sammenhængen mellem IQ og forskellige sociale forhold. Bogen indeholdt oversigter, der fortalte, at lav intelligens er et dominerende træk i grupper af mennesker, som er karakteriseret ved fattigdom, høj arbejdsløshed, tidlig skilsmisse, lav uddannelse og høj kriminalitet.

Men forfatterne gik endnu videre end det. De kommenterede sammenhængene og problemerne og foreslog politiske løsninger på dem. For eksempel mente de, at regeringen burde tage initiativer, som kunne begrænse børnetallet i grupper med lav intelligens.

Endnu mere sprængfarligt var bogens indhold om den gennemsnitlige intelligens i forskellige etniske grupper, dvs. sorte, hvide og mennesker med latinamerikansk baggrund. Også her viser statistikkerne en forskel. Sorte scorede gennemsnitligt lavest i IQ-tests, og hvide scorede højest. Herrnstein og Murray mente, at forskellen skyldtes både arv og miljø.

For mange, som læste The Bell Curve, fremstod den som et forsøg på at genoplive en ideologi ved navn eugenik, som også kaldes racehygiejne. Derfor var den heftige debat om bogens indhold lige så følelsesladet, som den var akademisk. Nogle angreb bogen for at være racistisk, andre for dens statistiske metoder og atter andre for dens fortolkninger af forskningsresultaterne.

Når det gælder IQ’en i forskellige etniske grupper, anerkender de fleste forskere, at der er forskel rent statistisk set, men at den kan forklares med miljø og sociale faktorer og altså ikke behøver at have noget med genetisk arv at gøre. Samtidig pointerer de, at forskellen i IQ inden for hver gruppe er væsentlig større end forskellen mellem grupperne som helhed.

At der er statistisk forskel mellem forskellige dele af befolkningen, er også velkendt i en helt anden sammenhæng, nemlig når det handler om generationer.

Newton havde højere IQ end Galilei

Hvor godt ville historiske genier score, hvis de tog en IQ-test i dag? Det spørgsmål kan selvfølgelig ikke besvares med sikkerhed, men psykologer har alligevel givet et bud på det ud fra overleveringer, efterladte skrifter og oplysninger fra personernes skolegang.

  • Johann Wolfgang von Goethe, tysk forfatter:

    IQ 188

  • Blaise Pascal, fransk fysiker:

    IQ 173

  • Isaac Newton, engelsk fysiker:

    IQ 168

  • Galileo Galilei, italiensk fysiker:

    IQ 163

  • Leonardo da Vinci, italiensk multigeni:

    IQ 158

  • Johannes Kepler, tysk astronom:

    IQ 153

  • Martin Luther, tysk reformator:

    IQ 148

  • Johann Sebastian Bach, tysk komponist:

    IQ 143

  • Nikolaus Kopernikus, polsk astronom:

    IQ 138

  • Rembrandt, hollandsk maler:

    IQ 133

  • Napoleon Bonaparte, fransk kejser:

    IQ 123

  • Ulysses S. Grant, amerikansk general:

    IQ 108

Hele verden bliver skarpere og skarpere

Alverdens intelligensforskere har haft kollektiv hovedpine i 35 år – og først nu er der tegn på, at den begynder at fortage sig. Hovedpinen blev fremkaldt i 1984, da forskerne blev præsenteret for et gådefuldt fænomen af James Flynn, som på det tidspunkt var professor i politiske studier på University of Otago i New Zealand.

Flynn var blevet opmærksom på, at de firmaer, som udarbejder intelligenstests, jævnligt er nødt til at revidere dem. Enten gør de opgaverne lidt sværere, eller også regulerer de det pointsystem, som er knyttet til opgaverne. Årsagen til, at firmaerne gør det, er, at testresultaterne fra en større gruppe personer altid skal give en normalfordeling med gennemsnittet 100.

Flynn opdagede, at der tegner sig en generel tendens i firmaernes tilpasning af prøverne. De bliver simpelthen sværere og sværere – forstået på den måde, at det over tid kræver bedre og bedre mentale evner at opnå den samme IQ-score.

Derfor er du mere intelligent end dine bedsteforældre

Siden år 1900 er intelligenstests blevet gjort sværere år for år. Helt præcist er den IQ, der kræves for at opnå en bestemt score, hvert år steget med 0,3 IQ-point. Se den newzealandske intelligensforsker James Flynn forklare hvorfor.

Egentlig var det ikke nogen hemmelighed, at revideringen af testene foregik, men som den første begyndte Flynn at regne på konsekvenserne. Han fandt ud af, at effekten var langt større, end nogen havde troet.

Op gennem 1900-tallet blev testene reguleret, så det i gennemsnit blev 0,3 IQ-point sværere at opnå den samme score for hvert år, der gik. Det lyder umiddelbart ikke af så meget, men det har stor betydning, når forskerne sammenligner intelligensen mellem forskellige generationer af befolkningen.

James Flynn har gransket resultater fra de IQ-tests, mange lande bruger, når de optager unge mænd i militæret, og her ses konsekvensen meget tydeligt, når resultaterne “renses” for de reguleringer, der gennem årene er foretaget på testene. Fx ville de soldater, som blev testet i Storbritannien i 1942, kun have en gennemsnitlig IQ på 73, hvis de tog prøven 50 år senere, i 1992.

© Shutterstock

Hurtige forbindelser er vejen til en høj intelligens

Eksperimenter har vist, at simpel reaktionsevne har en sammenhæng med intelligens. Mennesker med en hurtig reaktionsevne har gennemsnitligt set også en højere IQ. Måske er årsagen simpelthen, at deres forbindelser mellem hjernecellerne er hurtigere.

Hjernecellernes forbindelser er beklædt med et isolerende lag af stoffet myelin. Jo tykkere laget er, desto hurtigere løber signalerne gennem forbindelsen.

Flynn-effekten viser, at befolkningen generelt er blevet skarpere generation for generation hele vejen op gennem 1900-tallet, og udviklingen er den samme i de mere end 35 lande, han har undersøgt. Trods mange spekulationer har intelligensforskerne ikke fundet nogen entydig forklaring på effekten. Flynn mener selv, at den skal findes i det ydre miljø, dvs. den tid og det samfund, vi vokser op i. Det seneste århundrede er der sket en stor udvikling rent uddannelsesmæssigt, hvor flere og flere lærer at tænke på den måde, som belønnes i IQ-tests.

“Vi uddanner folk til at tage det hypotetiske alvorligt, til at tænke i abstraktioner og til at drage logiske slutninger,” som Flynn har udtrykt det.

Noget tyder på, at Flynn-effekten er ved at aftage. De nyeste IQ-tests fra militæret i nogle lande, bl.a. de nordiske, viser, at effekten her er blevet usynlig siden årtusindskiftet. Vores nyeste soldater er altså ikke mere intelligente end soldaterne fra sidst i 1990’erne.

Flynn-effekten og især den manglende forklaring på den afslører, at der er svagheder ved den måde, forskerne måler intelligens på. I hvert fald kan det efter Flynns opdagelse konstateres, at en IQ-score ikke giver et præcist billede af en persons intelligens, uden at det samtidig oplyses, hvornår prøven er taget.

Andre har kritiseret IQ-testene og hele idéen om g-faktoren for at give et alt for smalt billede af vores mentale kapacitet. Ifølge kritikerne bør intelligens defineres på en helt anden og meget bredere måde.

Måske har vi mange intelligenser

Vi har ikke bare én, men en lang række forskellige intelligenser, som fungerer helt uafhængigt af hinanden. Det var essensen af en ny teori om intelligens, som blev fremlagt af den amerikanske psykolog Howard Gardner i 1983.

Han tog dermed afstand fra idéen om en central g-faktor, som ligger til grund for alle vores intellektuelle evner. I stedet listede Gardner syv intelligenser op og har siden udvidet sin teori med endnu to. Ud over de klassiske discipliner, som indgår i traditionelle IQ-tests, favner Gardners teori også egenskaber som musikalitet, fysisk formåen og social intelligens. Missionen med hans kontroversielle nye teori var klar:

G-faktoren udfordres af et væld af intelligenser

Nogle forskere mener, at det er på tide at forlade den klassiske opfattelse af, at intelligens kan koges ned til én g-faktor. I stedet foreslår de, at vi besidder mange forskellige intelligenser, som fungerer helt uafhængigt af hinanden. Ophavsmanden til denne idé, Howard Gardner, arbejder med ni intelligenser.

  • © Shutterstock

    Verbal/sproglig intelligens

  • Musikalsk intelligens

  • © Shutterstock

    Matematisk/logisk intelligens

  • © Shutterstock

    Rumlig/visuel intelligens

  • © Shutterstock

    Kropslig intelligens

  • © Shutterstock

    Social intelligens

  • © Shutterstock

    Personlig intelligens

  • © Shutterstock

    Naturalistisk intelligens

  • © Shutterstock

    Eksistentiel intelligens

“IQ-tests vil måske fortsat blive brugt til bestemte formål, men monopolet hos dem, som tror på en enkelt generel intelligens, er blevet brudt. Hjerneforskere og genetikere dokumenterer adskillelsen mellem menneskelige kompetencer, computerprogrammører skaber systemer, som er intelligente på forskellige måder, og undervisere er begyndt at erkende, at deres elever har forskellige styrker og svagheder,” som han skrev i 1999.

Gardners teori om intelligens har fået stor opmærksomhed, og den er især blevet godt modtaget blandt undervisere. Teorien sætter fokus på, at børn lærer på forskellige måder, og at der derfor også skal individuelle til­gange, også kaldet læringsstile, til, for at de enkelte børn får mest muligt ud af undervisningen.

Hos intelligensforskere har teorien fået en mere lunken modtagelse. Nogle kritiserer den for at være alt for bred og for at arbejde med størrelser, som er umulige at måle. Andre fremhæver det som et problem, at de mange evner, talenter og interesser, teorien rummer, udvander selve begrebet intelligens.

Derfor holder de fleste intelligensforskere fast i den klassiske opfattelse af, hvad intelligens er, og at den bestemmes af den bagvedliggende g-faktor. Til gengæld understreger forskerne også, at intelligens kun er én mental menneskelig kvalitet, og at der er mange andre, som er afgørende for, hvordan vi klarer os i livet. Et tal for vores IQ viser ikke noget om kvaliteter som humor, empati, generøsitet, kreativitet og alle de andre evner, som er afgørende for, hvordan vi fungerer sammen med andre mennesker.

Måske er det netop disse egenskaber, som kombineret med vores intelligens fortsat vil give den menneskelige hjerne et forspring i forhold til den kunstige intelligens, som udvikles i computerverdenen.

  • © Harvard Graduate School of Education

    "IQ-tests vil måske fortsat blive brugt, men monopolet hos dem, som tror på én intelligens, er brudt."

    Intelligensforsker Howard Gardner om idéen bag sin teori om flere intelligenser.

Det er i dag muligt at lade computere gennemføre klassiske IQ-tests, og de klarer sig bedre og bedre. I 2015 udsatte forskere ved University of Illinois i USA et avanceret computerprogram for en serie tests og fandt ud af, at programmet havde en IQ på niveau med fireårige børn. Når det blev sat til at prøve kræfter med en test beregnet til syvårige, faldt det til gengæld helt igennem.

Det er især evnerne inden for sproglig forståelse og ræsonnement, det kniber med, for den kunstige intelligens. Programmet blev for eksempel bedt om at finde et ord, der passer til følgende tre oplysninger:

“Dette dyr har en manke, hvis det er en han”, “dyret lever i Afrika”, og “det er en stor, gulbrun kat”. Computeren kom frem til fem forskellige løsninger, hund, gård, skabning, hjem og kat – men altså ikke ordet “løve”.

Den kunstige intelligens er dog godt på vej til at knække koden også på dette område. Kunstige neurale netværk, som benytter sig af såkaldt deep learning, er netop designet til at tilegne sig viden ud fra erfaringer på samme måde som menneskehjernen.

Om det er nok til nogensinde at indhente den ægte vare, er usikkert. Måske vil der altid mangle noget, som er helt unikt for det menneskelige intellekt.

Som et af videnskabens største genier Albert Einstein sagde: Det sande tegn på intelligens er ikke viden, men fantasi.

Læs også:

Intelligens

Dovenskab kan være tegn på intelligens

2 minutter
Mursten IQ-test Hjernetræner
Intelligens

Træn din visuelle intelligens: Raketter og mursten

1 minut
Intelligens

7 hobbyer der vil øge din intelligens

0 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

passowrd_reset.form.email_help
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul