Selv om nogle mennesker tydeligvis er mere intelligente end andre, er begrebet intelligens svært at definere og endnu sværere at forstå. Den menneskelige hjerne har en enestående evne til at skaffe sig ny viden ved at drage konklusioner, bruge denne viden til at løse problemer, tænke abstrakt og udtrykke tanker i ord.
Hvordan hjernen håndterer disse komplicerede opgaver, har længe været en gåde for forskerne, og først nu er de så småt begyndt at forstå, hvad intelligens overhovedet er, og hvor den hører hjemme i hjernen.
Med avancerede skannere har forskerne i de seneste år kunnet afsløre de hjernecentre, som aktiveres, når forsøgspersoner skal løse bestemte problemer. Den metode har givet stor indsigt i, hvordan hjernen arbejder, og hvilken funktion de forskellige hjernecentre har, men den har ikke formået at kaste meget lys over selve begrebet intelligens.
Det ligger dog fast, at der er stor forskel på at være intelligent og klog. Klogskab refererer som regel til den viden og de evner, man har, mens intelligens snarere er en persons evner til at indsamle og bruge viden. Høj intelligens giver altså gode forudsætninger for at blive klog, men for at blive det må man lære noget gennem studier eller erfaring. I almindelighed bliver man derfor klogere – men ikke mere intelligent – af at læse en bog.
Svært at studere mentale evner
Intelligens handler nemlig ikke kun om at besidde færdigheder inden for fx sproglig forståelse, hukommelse og problemløsning, men om at kunne udnytte alle hjernens evner på en integreret måde. Det kan illustreres ved, at uanset hvor godt hjernen ellers mestrer de andre færdigheder, så består man aldrig eksamen, hvis man enten ikke forstår opgaven, ikke kan huske den matematiske formel eller ikke evner at vælge den rigtige formel til at løse opgaven med.
Netop fordi intelligens handler om at bruge hele hjernen og alle dens evner, bliver den vanskelig at studere. Den første store udfordring ligger i at kunne måle intelligens, så man kan sammenligne hjernerne hos intelligente og mindre intelligente mennesker.
Test måler bestemte færdigheder
Gennem tiderne har psykologer udviklet en lang række test, der forsøger at måle menneskers såkaldte intelligenskvotient eller IQ. Fælles for disse test er, at resultatet angives i form af et tal, der er tilpasset, så resultaterne fra en stor gruppe personer vil have et gennemsnit på 100.
De mange testudgaver er baseret på forskellige typer af opgaver, og derfor er hele begrebet intelligenskvotient ofte blevet kritiseret for at lægge vægt på bestemte færdigheder, som ikke nødvendigvis er bedre eller mere nyttige end andre.
Derved risikerer man ikke blot, at en persons IQ giver et misvisende billede af hans virkelige intelligens, men også at det ene køn eller en bestemt befolkningsgruppe kan komme til at fremstå som specielt intelligente, fordi testens opgaver er knyttet til særlige færdigheder, som de har bedre forudsætninger for at bestride. Sat helt på spidsen kan man sige, at en intelligenstest, der er udformet på dansk, vil give indtryk af, at danskerne er verdens mest intelligente folk, mens kunstnere vil fremstå som mere intelligente end matematiklærere, hvis testen har flest kreative opgaver.
Mange har kritiseret IQ-test
Derfor bliver begrebet IQ ofte betragtet med stor skepsis og mistillid, men faktisk opdagede den britiske psykolog Charles Spearman allerede i 1923, at det slet ikke er så misvisende endda. Han fandt nemlig ud af, at hvis en person scorede højt i én slags intelligenstest, så var der en meget stor sandsynlighed for, at vedkommende også scorede højt i andre intelligenstest, selv om de var baseret på helt andre færdigheder.
Spearman formulerede derfor begrebet “generel intelligens”, g, som er en overordnet evne til at udnytte alle de andre evner, man har. Hvis en person gennemfører en intelligenstest, vil en del af resultatet altså skyldes vedkommendes særlige forudsætninger for at løse testens problemstillinger, mens resten vil skyldes personens generelle intelligens.
Ligesom næsten alle andre menneskelige egenskaber formes den enkelte persons intelligens i et samspil mellem personens gener og miljø. I en undersøgelse fra 2009 har psykologen Robert Plomin og hans kolleger fra King’s College London, Storbritannien, målt intelligensen hos 8791 tvillingepar gennem hele barndommen.
I den tidlige barndom var de enæggede tvillinger næsten lige intelligente, og selv om de med årene blev mere forskellige, var der heller ikke stor forskel i deres intelligens i 10-års-alderen. De tveæggede tvillinger var derimod fra starten ret forskellige, og med årene blev forskellen større. Det tyder ikke alene på, at generne spiller en rolle for intelligensen, men også at genernes rolle bliver større i løbet af opvæksten.
Flere undersøgelser tyder på, at genernes andel i den generelle intelligens er relativt høj og tegner sig for omkring 50-75 pct., men sammenhængen er kompliceret. Hvis et barn, som er genetisk rustet til at blive intelligent, vokser op i et miljø, hvor det ikke stimuleres eller får mulighed for at udvikle sine evner, vil det sandsynligvis score lavt i en intelligens-test. Det vil andre børn i samme miljø også gøre uanset deres genetiske forudsætninger, og derfor vil generne ikke have ret stor effekt på intelligensen.