Test din hjerne: Logisk intelligens

Din logiske intelligens er en simpel algoritme. Forskerne er tæt på at afsløre den hemmelige kode bag logikken, og de er allerede nu klar til at gøre din hjerne skarpere end nogensinde før.

© Anker Tiedemann & Shutterstock

N = 2^i - 1. Så enkelt kan din logiske intelligens beskrives.

Formlen bygger på en teori kaldet theory of connectivity eller forbindelsesteorien udviklet af hjerneforskeren Joe Tsien fra Augusta University i USA.

Sammen med sine kolleger har Tsien nu fundet håndfaste beviser på, at teorien er korrekt.

Du kan teste din egen logiske intelligens lige her:

Hjernen har et indre hierarki

Ifølge teorien er hjernens omkring 86 milliarder nerveceller organiseret i grupper eller kliker.

En enkelt klike tager sig af en helt bestemt opgave, for eksempel at genkende et synsindtryk eller at sammenligne to forskellige indtryk, og kan kommunikere med en række andre kliker.

Tsiens formel forudsiger, at klikerne er opbygget i et hierarki.

Simpel formel beskriver logik

Hvis du modtager to indtryk (i’et ved totallet i formlen), vil to kliker tage sig af hver sit indtryk, mens en tredje vil forbinde de to første kliker.

I alt tre kliker bliver dermed involveret (N’et i formlen).

Jo bedre klikerne er forbundet, jo skarpere bliver din hjerne. Og du kan hurtigt forbedre forbindelserne, hvis du fx kaster dig over Illustreret Videnskabs IQ-test længere nede i artiklen.

Forsøg bekræfter algoritme

I et nyt forsøg kunne Tsien dokumentere klikernes hierarki i hjernen på mus, der blev udsat for fire indtryk.

Et lignende, men mere omfattende, hierarkisk system har formentligt givet mennesket logisk sans nok til at udvikle alt fra stenredskaber til relativitetsteorien.