Shutterstock

Kærlighed er ren kemi

Fra flirtens spænding over forelskelsens rus til det trygge parforhold. Bestemte hjernecentre og hormoner styrer os i hver af kærlighedens faser, og hjerneskanninger gør det muligt at følge med, mens dramaet udspiller sig. Vi har været i arkiverne, og giver dig her en rundtur i kærlighedens kemi.

FLIRT - De første timer eller dage

Vi spiller roulette med følelserne

Flirten kan sammenlignes med at spille på kasino eller tage stoffer. I alle tilfælde er hjernens belønningscenter ansvarligt for de stærke følelser, der styrer vores adfærd.

Det lille område NAcc (nucleus accumbens) i den forreste del af hjernen udskiller signalstoffet dopamin, der giver en så intens tilfredsstillelse, at vi uvægerligt stræber efter at gentage den udløsende handling.

I forsøg har forskere målt forhøjet dopaminniveau i NAcc hos forsøgspersoner, der blev lovet penge, og hos heteroseksuelle mænd, der så på billeder af tiltrækkende kvinder.

Hjerneaktiviteten de første 12 måneder:

Et område i hjernen aktiveres i løbet af de første timer og dage, mens tre andre er på overarbejde det første år.

Nucleus accumbens

Belønner os med dopamin

M. Torres/Getty Images

Gyrus angularis

Vurderer den udkårnes følelser

M. Torres/Getty Images

VTA-området

Reagerer på synet af den elskede

M. Torres/Getty Images

Forreste del af pandelappen

Vurderer, om partneren er den rette

M. Torres/Getty Images

Forelskelse - De første seks-tolv måneder

Lykken stresser os

Forelskelsens rus opfattes normalt som en lykkelig tid, men er også præget af tvivl og usikkerhed. Den stressede tilstand ses tydeligt, når forskerne kigger ind i hjernen på en nyforelsket.

Niveauet af stresshormoner er højt, og de hjerneområder, der har at gøre med valg og vurdering af andres hensigter, er rødglødende af aktivitet.

Forelskede træffer svære valg

Forelskelse indebærer stor tvivl. Psykolog Xiaomeng Xu fra Stony Brook University i New York hjerneskannede i 2011 18 nyforelskede unge kvinder og mænd.

Forsøget viste, at synet af den udkårne fremkaldte kraftig aktivitet i den forreste del af pandelappen (OFC). Området er involveret i at træffe beslutninger om, hvorvidt en bestemt handling kan betale sig.

Synet af den elskede fremkaldte også aktivitet i en del af belønningscenterets højre halvdel (VTA), hvorimod synet af et nært familiemedlem aktiverede venstre halvdel. Hjernen skelner altså mellem romantisk og familiær kærlighed.

Synet af den elskede fik områderne OFC og VTA til at lyse op.

© Lucy L. Brown

Graden af forelskelse kan måles

Forelskede mennesker er hele tiden optaget af, om den udkårne gengælder deres følelser.

Det lille område gyrus angularis mellem nakke- og isselappen bagest i hjernen er blandt andet involveret i at forstå andres sindstilstande og hensigter (såkaldt theory of mind), og det er meget aktivt hos forelskede.

Stephanie Ortigue fra University of California i Santa Barbara skannede hjernen hos 29 forelskede kvinder, mens de tænkte på deres store kærlighed.

Forsøget viste, at jo mere forelskede de følte sig, desto større var aktiviteten i gyrus angularis.

Fast forhold - Fra ét år og frem

Hormon skaber tryghed

Efter et halvt til et helt års forelskelse med stress og eufori glider parforholdet over i en stabil fase, som er styret af andre kemiske stoffer. Stresshormonerne kortisol og NGF falder til deres normale niveau.

Til gengæld stiger mængden af hormonet oxytocin. Oxytocin virker blandt andet i den lille mandelkirtel, amygdala, i tindingelapperne.

Her dæmper hormonet stress og angst og er med til at give en følelse af tryghed og ro i det stabile parforhold.

© M. Barton/Nature PL

Præriemarkmus bliver monogam af oxytocin

Langt de fleste pattedyr er promiskuøse, det vil sige, at de har mange forskellige partnere igennem livet. Men den lille gnaver præmiemarkmusen lever i et livslangt monogamt forhold, og troskaben skyldes sandsynligvis hormonet oxytocin. Præriemarkmusen har flere receptorer for oxytocin i hjernen end andre pattedyr, og hvis forskere blokerer dem, begynder musen at have skiftende partnere.

Oxytocin gør kæresten smuk

Hormonet oxytocin spiller tilsyneladende en nøglerolle i menneskets kærlighedsliv. Den tyske psykiater René Hurlemann fra Universität Bonn i Tyskland offentliggjorde i 2013 nogle opsigtsvækkende forsøgsresultater med dette stof. Hurlemann lod 20 unge mænd, som var i et fast og langvarigt forhold, se på en stak billeder af kvinder.

I stakken var der både billeder af kæresten og af ukendte kvinder, og mændene skulle give hver kvinde karakter efter, hvor tiltrækkende hun var. Bagefter gentog Hurlemann forsøget, men denne gang fik mændene sprøjtet oxytocin op i næsen.

Resultatet var slående. Under påvirkning af hormonet fandt mændene deres partner mere tiltrækkende end før, hvorimod stoffet ikke havde nogen effekt på deres bedømmelse af de andre kvinder.

Hjerneskanninger afslørede, at oxytocin aktiverede området nucleus accumbens (NAcc), som er en del af belønningscenteret. Andre forsøg har påvist, at denne del af hjernen er med til at give den gode følelse ved romantisk kærlighed, og derved knytter hormonet parterne sammen.

Disse hjerneområder kan komme på arbejde i det faste parforhold

Isselap

Nedsat aktivitet giver tryghed

Shutterstock

Tindingelap

Nedsat aktivitet giver tryghed

Shutterstock

Amygdala

Nedsat aktivitet dæmper frygt

Shutterstock

Nucleus accumbens

Giver kærlighedens gode følelse

Shutterstock

Forreste del af pandelappen

Nedsat aktivitet, når vi føler os elskede

Shutterstock

Fast forhold dæmper negative følelser

Neurobiologen Semir Zeki fra University College i London har studeret hjerneskanningerne fra andre forskeres forsøg, hvor forsøgspersoner så på billeder af deres partner.

Hans konklusion er, at flere hjerneregioner bliver mindre aktive, når vi er i et stabilt og lykkeligt forhold.

Det drejer sig blandt andet om amygdala, som er involveret i frygt, og dele af isse- og tindingelappernes hjernebark, som er med til at skabe vores negative følelser.

Lav aktivitet i disse områder formodes at føre til større tryghed, ro og balance – netop de følelser, der dominerer i det lykkelige parforhold.

Hjerneskanningerne viser også, at folk i langvarige forhold har nedsat aktivitet i den forreste del af pandelappen, når de ser på billeder af deres elskede.

Dette område er aktivt, når vi vurderer, hvad andre synes om os, og Semir Zeki tolker den nedsatte aktivitet sådan, at personer i et fast forhold, i modsætning til de forelskede, har tillid til, at de er elskede, og ikke behøver bruge så meget energi på at spekulere over andres følelser.

Twee mensen hebben seks onder de dekens
© Shutterstock

Tre hormoner styrer lysten

Sexlivet er styret af tre hormoner: de mandlige og kvindelige kønshormoner, testosteron og østrogen, og hormonet oxytocin, der både giver nydelse og en følelse af samhørighed.

MANDEN:

Sexlysten er i høj grad styret af kønshormonet testosteron. I forsøg, hvor hormonet blev blokeret medicinsk hos unge mænd, medførte det i løbet af to uger stærkt nedsat sexlyst, færre seksuelle fantasier og mindre masturbation.

KVINDEN:

Sandsynligvis giver østrogen direkte eller indirekte lyst til sex. Nogle forsøg tyder desuden på, at kvinder med mange partnere har mere testosteron i blodet end kvinder, der lever i fast forhold.

BEGGE KØN:

Hormonet oxytocin, som knytter følelsesmæssige bånd mellem elskende, har i nogle forsøg vist sig også at fremme sexlysten. Oxytocin udskilles under orgasmen hos både mænd og kvinder og er med til at skabe nydelsen ved sex.

BRUDDET

Ulykkelig kærlighed ligner depression

Når et langvarigt forhold ender, kan det aflæses i hjernen. Psykiateren Christina Stoessel, Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg i Tyskland, har sammenlignet hjerneskanningerne af 12 personer, som var blevet forladt af deres kærester, og 12 personer i lykkelige forhold.

De forladte havde nedsat hjerneaktivitet i områderne insula og forreste gyrus cinguli (ACC). Disse områder, der er centrale for bearbejdelse af følelser, er også mindre aktive hos patienter med klinisk depression, og det kan være med til at forklare den sorg, der rammer os, når et langvarigt forhold går i stykker.

Efter et brud (nederst) er aktiviteten i hjerneområderne insula og ACC nedsat.

© Stößel et al./Neuropsychobiology