Det er rigtigt, at mennesket ikke har følereceptorer i selve hjernen. Derfor kan man også skære i hjernevæv på en vågen person, uden at han eller hun mærker noget. Der findes dog talrige følereceptorer i hjernehinder og kranieknogler, så det er nødvendigt med bedøvelse for at komme ind til hjernen.
Når vi har hovedpine, skyldes det normalt problemer uden for hjernen i for eksempel nakke, bihuler eller tænder. Men da alle former for smerteoplevelse formidles via følenerver fra det berørte område til hjernen, er det først i hovedet, at man bliver bevidst om smerten. På den måde kan man sige, at smerterne ved for eksempel tandpine bevæger sig fra tanden til hjernen, hvor vi derfor kan opleve dem som smerter i hjernen.
En undtagelse er dog migræne, som skyldes en kraftig udvidelse af blodkar i hjernen. Via ansigtets følenerve, trigeminusnerven, bliver smerten så at sige bragt ud til overfladen, hvor den bliver registreret som smerte. Derimod er alvorlig sygdom i hjernen som for eksempel kræft kun i meget sjældne tilfælde årsag til hovedpine.