Hvis du trådte dine første skridt på landet, er du sandsynligvis bedre til at finde vej end dine venner fra byen.
Hvor du er opvokset, har nemlig betydning for dit indre kompas, viser en ny undersøgelse.
Amerikanske byer med et gitter af vinkelrette gader opfostrer de værste stifindere, mens børn fra kaotiske byer som Paris bliver bedre til at navigere, specielt i lignende miljøer.
Veluddannede, unge mænd fra landet finder bedst vej
Forskerne har testet orienteringsevnen på næsten 400.000 mennesker fra 38 forskellige lande gennem et videospil, der oprindeligt er designet til at tjekke for tidlige tegn på Alzheimers.
Her bliver deltagerne kastet ud i et virtuelt orienteringsløb, hvor de skal løbe fra ét punkt til det næste i en særlig rækkefølge.