Mennesket er kommet sovende til sin succes

Vi sover en tredjedel af vores liv væk, og ingen ved præcis hvorfor. Hjerneforskerne har fremlagt et væld af forklaringer, men de er stadig ikke enige. Nogle teorier siger, at vi sover for at spare energi, når der alligevel ikke er andet at lave. Andre hævder, at vi dybest set sover for at drømme, for uden drømme kan vi ikke fungere som mennesker. Måske ligger nøglen til vores succes som art netop i evnen til at sove og drømme.

Shutterstock

Fødselslægen havde gode nyheder til de ny­bag­te forældre, så han kunne møde deres ængstelige øjne med et smil.

“Jeres lille dreng er helt fin. Jeg har foretaget alle de fysiske undersøgelser, og der er intet i vejen med ham. Tillykke, ham får I glæde af.”

Lægen tog et par skridt hen mod døren, men før han nåede den, vendte han sig igen mod dem.

“Der er dog en ting, I skal være opmærksomme på. I vil opleve, at jeres søn med jævne mellemrum mister bevidstheden i mange timer ad gangen, hvor I ikke vil kunne få kontakt med ham.

Han vil være helt i sin egen verden, og i nogle perioder vil hans krop være ramt af lammelse, i andre vil han befinde sig i en næsten dødlignende tilstand.

Under bevidstløsheden vil han blive hjemsøgt af bizarre og undertiden skræmmende hallucinationer, men der er ikke rigtig noget at gøre ved det. Bare så I er forberedte på det.”

Forældrene stirrede chokerede på lægen, lige indtil det gik op for dem, at det, han talte om, var, at spædbørn – ligesom alle andre mennesker – har for vane indimellem at falde i søvn.

Scenariet her er stillet op af den amerikanske hjerneforsker Matthew Walker netop for at vise, hvor mærkværdigt fænomenet søvn egentlig er.

Filosoffer og videnskabsfolk har i århundreder undret sig over, hvad den dybere mening med søvn er – uden at finde et entydigt svar.

Umiddelbart virker det mærkeligt, at der skulle være nogen fordel ved, at vi går helt i sort otte timer i døgnet og dermed er inaktive en tredjedel af vores liv.

“Søvn er et forbryderisk spild af tid og en arv fra dengang, vi var hulemennesker,” som opfinderen Thomas Edison har sagt.

Manden, der gav os glødepæren, ville tydeligvis ikke have haft dårlig samvittighed over sin medskyld i, at vi i dag sover væsentlig mindre end tidligere generationer på grund af kunstig belysning.

Søvntabet er dog ikke uden omkostninger. Vores krop og hjerne er simpelthen indrettet til at følge en bestemt døgnrytme, hvor vi skiftevis er i vågen og i sovende tilstand, og gennem de seneste årtier har søvnforskningen afsløret flere livsvigtige effekter af søvn.

Søvn er en forudsætning for, at vi i vågen tilstand kan lære nyt, styre vores følelser og fungere socialt. Rytmen mellem sovende og vågen tilstand styres af et sindrigt samspil mellem vores indre ur og de påvirkninger, vi modtager udefra.

  • "Søvn er et forbryderisk spild af tid og et levn fra dengang, vi var hulemennesker."

    Opfinderen Thomas Edison (1847-1931)

Vores biologiske ur går for langsomt

I 1938 slæbte to mænd et par hospitalssenge ned i en dyb hule i Kentucky i USA for at lære deres biologiske ur at kende.

Søvnforskeren Nathaniel Kleitman og hans assistent, Bruce Richardson, fra The University of Chicago havde valgt at bruge sig selv som forsøgskaniner i et eksperiment, som skulle vare de følgende seks uger.

Isoleret fra påvirkninger udefra ville de undersøge, hvordan deres døgnrytme udviklede sig, når der ikke var forskel på nat og dag.

Kleitman og Richardson holdt dog kun ud i 32 dage i totalt mørke, hvor de spiste, sov og var vågne helt efter de behov, deres egen krop dikterede dem. Men det var nok til at gøre to vigtige opdagelser.

Den første var, at rytmen mellem vågen og sovende tilstand ændrede sig forbløffende lidt. De oplevede begge to, at de fortsat var vågne i perioder på ca. 16 timer – adskilt af perioder med ca. 9 timers søvn.

Den anden opdagelse var, at selvom rytmen grundlæggende var den samme, var der alligevel hos dem begge en lille forskel fra døgnrytmen ude i den virkelige verden. Deres biologiske døgn var lidt længere end de 24 timer, de var vant til at følge.

Senere forsøg har bekræftet Kleitmans og Richardsons iagttagelser, så vi nu ved, at vores biologiske døgn i gennemsnit varer 24 timer og 15 minutter.

Det er uvist, hvorfor det er sådan, men det betyder, at vi er nødt til at stille på vores indre ur for ikke at komme helt ud af takt med det døgn, som dikteres af Jordens rotation.

Det er, præcis hvad der sker, når vi påvirkes af Solens lys.

Når det rammer såkaldte ganglieceller i øjets nethinde, giver de via synsnerven besked til et lille hjernecenter kaldet SCN (nucleus suprachiasmaticus), som er placeret lige over det sted, hvor de to synsnerver krydser hinanden inde i hjernen.

SCN indeholder kun 20.000 nerveceller, men de har til gengæld en kolossal betydning. Det er nemlig dem, som fortæller de øvrige hjernecentre, om det er nat eller dag.

Ved daggry giver de besked til den såkaldte koglekirtel om at stoppe produktionen af et bestemt hormon, som dominerer hjernen om natten. Hormonet hedder melatonin, men er også kendt som “mørkets hormon”, netop fordi det er aktivt om natten.

Ved daggry daler koncentrationen af melato­nin, og den stiger først om aftenen, når SCN registrerer, at det er blevet mørkt og igen er tid til at sove.

Mørkets hormon erobrer din hjerne om natten

Din døgnrytme styres af et indre ur, som registrerer, om det er lyst eller mørkt. Når natten falder på, sørger uret for, at hjernen bliver badet i hormonet melatonin, som får dig til at sove. Ved daggry daler niveauet af hormonet, så du vågner op.

Claus Lunau & Oliver Larsen

Hjernecenteret SCN styrer det biologiske ur. Mens det er nat, og du sover, holder SCN sig i ro.

Claus Lunau & Oliver Larsen

Koglekirtlen midt i hjernen bliver ved at producere melatonin, så længe den ikke får besked på andet af SCN. Hjernen fortsætter derfor med at sove.

Claus Lunau & Oliver Larsen

Når det bliver lyst, registrerer SCN det via gangliecellerne i øjets nethinde. SCN giver koglekirtlen besked om at stoppe produktionen af melatonin, fordi det nu er tid at vågne op.

Claus Lunau & Oliver Larsen

Hamstere fik transplanteret ny døgnrytme

Opdagelsen af det centrale urværk bag vores biologiske døgnrytme blev gjort i et spektakulært forsøg i 1990.

Hjerneforskerne Russell G. Foster og Michael Menaker fra University of Virginia i USA byttede simpelthen om på SCN-hjernecentrene hos to grupper af hamstere.

Den ene gruppe hamstere havde en mutation, som gjorde, at deres døgnrytme var unormalt kort, mens den anden gruppe var vilde hamstere med normal døgnrytme.

Det lykkedes forskerne at udtage SCN-centeret fra den ene gruppe og transplantere det ind i hjernen hos den anden gruppe og omvendt. Resultatet var, at hamsterne byttede døgnrytme, så de vilde hamstere nu havde en forkortet døgnrytme, og de tamme hamstere fik en normal cyklus.

Forsøget beviser, at det alene er SCN, som be­stemmer hastigheden på det biologiske ur. Uret fungerer overordnet på samme måde hos os alle.

Rytmen med høje og lave niveauer af melatonin forbliver den samme, uanset om vi vælger at udsætte en nattesøvn eller helt springe den over. Vi kan altså ikke selv stille uret frem eller tilbage, som det passer os.

Mekanismen, som hver morgen stiller vores biologiske ur vha. sollyset, er ganske heldig for os i det moderne samfund. Uden den ville vi fx ikke kunne omstille os mellem sommer- og vintertid, og det ville være umuligt for os at overvinde jetlag, når vi rejser til en anden tidszone.

Men selvom dit indre ur, som drives af melatonin, fortæller dig, hvornår det er nat og tid til at sove, er det faktisk ikke det, der styrer dit søvnbehov. Her er der et andet stof på spil, og det knytter sig til dine vågne timer.

Stoffet hedder adenosin og udskilles af hjernecellerne, og koncentrationen af det bliver højere og højere, mens du er vågen. Når koncentrationen topper, typisk efter 12-16 timer, oplever du en stærk trang til at sove.

Adenosin sikrer altså, at du får din søvn. Hvis du ellers er rask og ikke lider af nogen søvnrelaterede sygdomme, er du nødt til at slippe bevidstheden og overgive dig til søvnen, når presset bliver for stort.

Vores søvnbehov falder gennem hele livet

Børn har brug for mest søvn, fordi deres krop og hjerne vokser og udvikler sig. På vores ældre dage ændrer vores biologiske ur sig lidt. Vi producerer mindre melatonin, har sværere ved at falde i søvn og vågner tidligere.

  • 0-3 måneder

    16 timer

  • 4-11 måneder

    14 timer

  • 1-2 år

    12 timer

  • 3-5 år

    11 timer

  • 6-13 år

    10 timer

  • 14-17 år

    9 timer

  • 18-64 år

    8 timer

  • Over 64 år

    7 timer

Den sovende hjerne er på overarbejde

Når du mister bevidstheden og glider ind i søvnen, fortsætter din hjerne med at arbejde på højtryk.

Det blev opdaget allerede i 1952, og en af ophavsmændene var Nathaniel Kleitman, som 14 år tidligere havde undersøgt sit biologiske ur i hulen i Kentucky.

Kleitman arbejdede stadig på The University of Chicago, og her havde han nu en studerende ved navn Eugene Aserinsky, som havde kastet sig over at måle børns opmærksomhed ved at studere deres øjenbevægelser.

Helt tilfældigt opdagede Aserinsky, at bag de lukkede øjenlåg hos sovende børn bevægede øjnene sig hurtigt fra side til side i perioder.

Aserinsky supplerede nu sine undersøgelser med EEG-målinger, dvs. måling af hjernens elektriske aktivitet. Målingerne afslørede, at der i perioderne med hurtige øjenbevægelser også var høj aktivitet i hjernen, faktisk så høj, at den lignede aktiviteten i vågen tilstand.

Aserinsky opdagede også, at perioderne var afløst af andre perioder, hvor øjnene var i ro, og hvor hjernebølgerne slog over i et roligt og langsomt mønster.

Kleitman var skeptisk over for sin elevs resultater, men alligevel så nysgerrig, at han tog sin datter Esther med i laboratoriet og gentog eksperimenterne på hende.

Det overbeviste ham, og sammen med Aserinsky kortlag­de han mønstrene nøjere og fandt ud af, at de ikke kun gør sig gældende hos børn, men hos alle mennesker.

Forskerne døbte de to typer søvn REM-søvn (efter det engelske “rapid eye movement”) og NREM-søvn (for “Non-REM”).

Sammen med en anden studerende, William Dement, fandt Kleitman og Aserinsky også ud af, at det især er under REM-søvnen, at vi drømmer, og denne type søvn kaldes derfor også for drømmesøvn.

Som voksne får vi et par timers drømmesøvn, den såkaldte REM-søvn, hver nat. Mest REM-søvn får vi i fostertilstanden – i månederne op til fødslen drømmer fostret omkring halvdelen af døgnet.

© Bill Diodato/Getty Images

NREM-søvnen er siden af andre forskere blevet inddelt i flere forskellige typer defineret ved, hvor dyb søvnen er, dvs. hvor svært det er at blive vækket fra den.

I dag ved vi, at de forskellige typer søvn er bygget sammen i et mønster, som gentager sig selv, og hvor hver cyklus typisk varer 90 minutter.

Selvom hjerneaktiviteten er størst under drømmesøvnen, betyder det ikke, at hjernen holder fri i NREM-søvnen. Her har den travlt med at behandle alle de informationer, den har modtaget, mens den var vågen.

Kort fortalt vælger den de informationer, som er værd at gemme, og flytter dem fra korttidshukommelsen i hjernecenteret hippocampus i den indre del af hjernen til langtidshukommelsen i hjernebarken.

NREM-søvnen sorterer dermed alle vores indtryk i to bunker. Den ene, som “skal gemmes”, flyttes til langtidshukommelsen, mens den anden, som “skal smides ud”, bliver slettet.
Vi sover altså NREM-søvn for både at huske og at glemme, og NREM-søvnen sikrer, at korttidshukommelsen hver nat bliver renset, så den er klar til en ny dag med masser af indtryk.

Rent fysisk er der også masser af aktivitet i hjernen, mens vi sover. De senere år er det blevet klart, at der foregår en decideret hovedrengøring, mens vi er bevidstløse.

Hjernen er omsluttet af den såkaldte cerebrospinalvæske, og den sørger under søvnen for at skylle hjernen godt og grundigt igennem.

Det sker ved, at hjernens nerveceller simpelthen skrumper, så der bliver plads til, at cerebrospinalvæsken kan flyde ind langs med blodårerne, som gennemløber hjernevævet.

Væsken renser dermed områderne omkring nervecellerne for affaldsstoffer som fx proteinet betaamyloid, der ellers ville hobe sig op – proteinet er involveret i demenssygdomme som alzheimer.

Rengøringen svarer til den, som sker i resten af kroppen via lymfesystemet, men mens vores lymfesystem virker hele døgnet, foregår rengøringen med cerebrospinalvæsken i hjernen kun, mens vi sover.

Vores hormoner opfører sig også anderledes under søvn end i vågen tilstand. Niveauet af det stressfremkaldende hormon kortisol falder, og balancen mellem de appetitregulerende hormoner leptin og ghrelin ændrer sig.

Leptin, som giver os mæthedsfornemmelse, stiger, og ghrelin, som gør os sultne, falder. Samtidig sparer kroppen energi, fordi kropstemperaturen falder til ca. 36 grader.

Musklerne slappes og under REM-søvnen endda i en grad, så der nærmest er tale om lammelse. Det er ret praktisk, da vores krop ellers kunne reagere voldsomt på de intense drømme, som hjemsøger os i denne del af søvnen.

Blandt søvnforskere er der således ingen tvivl om, at søvnen tjener en lang række vigtige formål både i vores krop og hjerne, og at det derfor også har alvorlige konsekvenser, hvis vi sover for lidt.

Søvnen sender din hjerne på overarbejde

Mens kroppen slapper af og restituerer, går hjernen på natarbejde. Hjernebølger optaget med EEG viser, at den sovende hjerne gennemgår flere faser i løbet af en nattesøvn, hvor den løser forskellige opgaver.

Den årvågne hjerne

Hvis du tager en bog med i seng eller laver noget andet, der kræver opmærksomhed, er din hjerne præget af såkaldte betabølger. Så snart du falder i søvn, ændrer de sig til deltabølger.

Hjernen i dyb søvn

Den såkaldte NREM-søvn findes i flere grader, efter hvor dyb den er. I NREM-søvnen lagrer din hjerne informationer i langtidshukommelsen.

Hjernen i drømmeland

I den såkaldte REM-søvn øver hjernen sig i nye færdigheder, du netop har lært. Det er også her, du drømmer – måske fordi hjernen kombinerer informationer på nye kreative måder.

Søvnmangel er årsag til sygdom og ulykker

11 døgn og 25 minutter – så længe lykkedes det den 17-årige amerikaner Randy Gardner at holde sig vågen, da han gik efter at slå rekorden i forbindelse med et skoleprojekt.

Gardner begyndte sit rekordforsøg den 28. december 1963, og han afsluttede det ved at falde i søvn den 8. januar 1964.

Undervejs i forsøget oplevede han, at hans syn blev svækket, at han havde svært ved at formulere sig, fik problemer med koncentrationen og blev humørsyg og irritabel. Senere begyndte hukommelsen at svigte, og han fik sære og uhyggelige hallucinationer.

Gardner fik heldigvis ikke nogen varige skader af sit eksperiment. Alligevel vil søvnforskere i dag fraråde ethvert lignende forsøg, og Guinness Rekordbog optager ikke længere denne type rekorder.

Årsagen er tusindvis af videnskabelige undersøgelser, som viser, at der ikke blot er en sammenhæng mellem søvnmangel og sygdom, men også mellem søvnmangel og ulykker.

På kort sigt er søvnmangel farlig, fordi den svækker vores koncentrationsevne og årvågenhed. Opgørelser viser fx, at søvnmangel er årsag til, at en person bliver dræbt i en trafikulykke hver eneste time i USA.

På længere sigt øger søvnmangel risikoen for en række lidelser, heriblandt forringet immunforsvar, diabetes, åreforkalkning, alzheimer, fedme og flere kræftformer.

Ud fra et sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt synspunkt er der rigtig god grund til at få sin søvn, og derfor er søvnforskere også bekymrede over, at vores moderne livsstil åbenbart æder sig ind på vores nattesøvn.

Statistiske opgørelser viser, at voksne mennesker i dag sover omkring en time mindre hver nat end i 1950’erne.

De mange gode grunde til at sove giver dog ikke svar på søvnens dybeste gåde – for hvorfor kan de gavnlige processer ikke foregå, mens vi er vågne? Hvordan kan det være, at evolutionen har fremelsket et fænomen, som gør os inaktive, uproduktive og forsvarsløse over for fjender og rovdyr en tredjedel af døgnet?

Som en af de store pionerer inden for søvnforskning, amerikaneren Allan Rechtschaffen, har formuleret det:

“Hvis søvn ikke tjener et absolut vitalt formål, er det den største fejl, evolutionen nogensinde har begået.”

Rechtschaffen var blandt de første, som undersøgte søvnmønstre hos dyr netop for at få en idé om søvnens evolution. Siden er mange søvnforskere fulgt i hans fodspor, så vi i dag har en bred viden om søvn i dyreriget.

Alle dyr sover, men der er stor forskel på, hvor meget søvn de har brug for. Hos pattedyr er der en tendens til, at små dyr sover mere end store. Giraffen kan klare sig med ganske få timer, mens flagermusen sover det meste af døgnet væk.

© Oliver Larsen

Alle dyrearter har brug for at sove

Alle pattedyr sover. Det samme gør fugle, krybdyr og padder. Nogle forskere mener endda at have påvist søvn hos insekter.

Selv hos primitive orme, en dyregruppe, som opstod for 540 millioner år siden, har forskere fundet tegn på en søvnlignende tilstand.

Og spoler vi endnu længere tilbage i evolutionshistorien og ser på encellede organismer som bakterier, viser det sig, at deres liv også er delt op i aktive og inaktive faser, som følger døgnets skift mellem lys og mørke.

Der er dog stor forskel på dyrs søvn. Hos alle de dyr, hvor det er muligt at måle søvnfaser med EEG, kan forskerne se NREM-søvn, mens REM-søvn kun findes hos pattedyr og fugle – og faktisk også hos nogle krybdyr, viser helt nye eksperimenter.

Det betyder, at drømmesøvnen formentlig er opstået efter de første krybdyr, men før pattedyrene og fuglene. Med denne viden har søvnforskerne mulighed for at veje tre klassiske evolutionære forklaringer på søvn op mod hinanden.

Den første siger, at søvnen er en nødvendig pause, som giver cellerne mulighed for at restituere og reparere sig selv. Teorien har været populær, fordi den giver en universel forklaring, som gælder for et bredt spektrum af livsformer, faktisk helt ned til de encellede organismer.

Den forklarer også, at vi har brug for mere søvn, hvis vi har anstrengt os fysisk i en periode.

Til gengæld har teorien problemer med at forklare, at mange processer i både kroppen og hjernen faktisk er lige så aktive under søvn som i vågen tilstand. Desuden forklarer den ikke årsagen til henholdsvis REM-søvn og NREM-søvn.

Den anden teori fokuserer på, at søvn sparer energi, og det giver god mening i de perioder af døgnet, hvor der alligevel ikke er andet at lave.

Det er rigtigt, at forbrændingen hos pattedyr generelt er lavere under NREM-søvn end i vågen tilstand.

Forklaringen passer også godt med, at forskellige dyr har forskellige “vinduer” i løbet af døgnet, hvor de er aktive. Nataktive dyr har således in­gen grund til at være vågne om dagen, hvor deres betingelser for at finde føde ikke er optimale.

Desuden er det sådan, at små dyr generelt har en højere forbrænding end store dyr, så logisk set giver det også mening, at små pattedyr generelt sover mere end store dyr.

Svagheden ved teorien er imidlertid, at energibesparelsen trods alt er til at overse. For os mennesker betyder det fx, at en god nats søvn kun sparer os for energi svarende til et pølsebrød. Desuden giver teorien heller ikke nogen forklaring på REM-søvnen.

Det gør til gengæld den tredje teori, som hævder, at vi sover for at huske og lære. Ifølge denne teori er søvnen nødvendig for, at vi kan behandle, sortere og lagre de sanseindtryk og erfaringer, vi opsamler i vores vågne tilstand.

Teorien støttes af undersøgelser, som viser, hvordan NREM-søvnen flytter nye erfaringer fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen, og den bekræftes yderligere af en lang række forsøg med både mennesker og dyr, som lærer langt bedre, når de får deres REM-søvn, end hvis de frarøves den.

Desuden støttes teorien af hjerneskanninger, som viser, at netop de hjernecentre, som er involveret i indlæring, er aktive under drømmesøvnen.

Selvfølgelig kan svaret på søvnens gåde være en kombination af de tre teorier, men de senere år er den tredje teori vundet mere og mere frem. Et vigtigt formål med søvnen er med andre ord at drømme.

  • "Drømme er en forberedelse af hjernen og sindet til vågne, bevidste oplevelser."

    Søvnforskeren J. Allan hobson

Stærke følelser dominerer vores drømme

I 2018 fik 20 studerende ved Swansea University i Wales besked på at føre detaljeret dagbog over deres handlinger, bekymringer og følelsesmæssige oplevelser i ti dage.

De følgende nætter blev deres søvn overvåget i søvnlaboratoriet, hvor hjernebølgerne blev kortlagt med EEG.

Bag forsøget stod psykologen Mark Blagrove, og formålet var at finde ud af, om der var en sammenhæng mellem de følelser, de studerende havde beskrevet i deres dagbøger, og intensiteten i deres drømme.

I søvnlaboratoriet blev de studerende vækket efter hver søvncyklus og spurgt, hvad de havde drømt, og det gav Blagrove mulighed for at lave sammenligninger mellem de studerendes dagbøger, deres drømme og EEG-målinger.

Resultatet viste en tydelig sammenhæng. De studerende, som i dagbogen havde noteret, at de havde oplevet intense følelsesmæssige situationer, var mere tilbøjelige til at flette netop disse oplevelser ind i deres drømme, og de såkaldte thetabølger i EEG-målingerne var tilsvarende intense.

Mark Blagrove mener på baggrund af forsøget, at der er en direkte sammenhæng mellem vores nylige oplevelser og indholdet af vores drømme.

Ikke alle forskere er enige i det synspunkt. Nogle, heriblandt den berømte amerikanske drømmeforsker J. Allan Hobson, mener ikke, vi skal tillægge selve indholdet i vores drømme særlig stor betydning.

Drømmenes indhold er ifølge ham blot et tilfældigt biprodukt af REM-søvnens egentlige formål, som er meget mere fundamentalt.

Ifølge Hobson udvikler REM-søvnen hjernens mest basale funktioner som for eksempel bevidstheden om vores egen eksistens som individer og grundlæggende følelsesmæssige reaktioner som trangen til at flygte, slås, æde og parre os.

“Drømme er en forberedelse af hjernen og sindet til vågne, bevidste oplevelser. Uden denne forberedelse er der ingen vågen bevidsthed,” som han udtrykker det.

For Hobson er vores drømme et udtryk for, at hjernen gør sig klar til de udfordringer, der venter i den vågne tilstand – nærmest som en slags virtual reality-øvelse til det virkelige liv.

Men han tager samtidig stærkt afstand fra enhver form for drømmetydning, som går ud på, at drømme fungerer som en slags budbringer mellem underbevidstheden og bevidstheden.

For eksempel anfører han, at hvis vores drømme skulle indeholde budskaber, som er vigtige for os, er det mærkværdigt, at de fleste af os næsten aldrig kan huske vores drømme, og at vi åbenbart fungerer udmærket alligevel.

Desuden viser undersøgelser, at REM-søvnen optager en langt større del af søvnen hos et ufødt barn end hos voksne mennes­ker. Som Hobson siger, er det svært at forestille sig, at et foster ligger i sin mors mave og afsender en stadig strøm af vigtige budskaber fra underbevidstheden.

Han mener da heller ikke, at fostre overhovedet er i stand til at drømme. Hos fosteret er REM-søvnen i stedet et værktøj, det bruger til at bygge sin hjerne op med. Først senere i livet bliver REM-søvnen et redskab for indlæring og hukommelse, og her følger drømmene med som et biprodukt.

Hobsons teori forklarer, at jo større og mere kompleks hjernen er hos en art, desto mere REM-søvn har den brug for. Mennesket er blandt de arter, som sover mest REM-søvn, så det passer fint med teorien.

Selvom Hobson skulle have ret i, at selve indholdet i vores drømme ikke har nogen betydning, kan det alligevel i nogle tilfælde kaste ganske store gevinster af sig.

REM-søvnen lader hjernen tænke helt frit

PET-skanninger viser, at hjernen bruger meget mere energi i drømmesøvnen end i den dybe søvn, faktisk lige så meget, som når vi er vågne. I vores drømme kombinerer vi erindringer og information på nye måder, som ikke er underlagt logiske regler.

REM-søvn (drømmesøvn)

Vågen tilstand

NREM-søvn (dyb søvn)

Drømmene booster vores kreativitet

Det periodiske system, strukturen af dna-molekylet og måden, nerveceller kommunikerer på – det er bare nogle af de videnskabelige gennembrud, som efter sigende er skabt gennem drømmesøvn.

Det samme gælder opfindelser som symaskinenålen og kunstværker som historien om Frankenstein og alle tiders største pophit “Yesterday”. Ophavsmændene og -kvinderne bag alle genialiteterne oplevede alle at vågne op med løsningen på et problem, de havde tumlet med, før de gik i seng.

For hjerneforskeren Matthew Walker er der ikke noget overraskende i det. Forklaringen er ifølge ham, at REM-søvnen giver hjernen mulighed for at associere frit og kombinere brudstykker af gamle erindringer og friske erfaringer på nye måder, som vores kontrollerende hjerne ikke tillader os i vågen tilstand.

Vi eksperimenterer helt fordomsfrit og blander ting sammen, som vi aldrig ville gøre med vores vågne og logisk tænkende hjerne.

“På den måde er REM-søvnens drømme en slags informationernes alkymi,” mener Walker.

Han støtter sig til eksperimenter, hvor forsøgspersoner blev udsat for kreative opgaver som fx at finde et ord, der kan sættes sammen af en række bogstaver i tilfældig rækkefølge. Bag bogstaverne OSEOG gemmer sig fx ordet GOOSE (gås på engelsk).

Når forsøgspersonerne blev vækket midt i deres REM-søvn, var de i de følgende 90 sekunder væsentlig bedre til at løse opgaverne, end de havde været, mens de var lysvågne dagen før.

Forklaringen er ifølge Walker, at i dette korte tidsrum efter REM-søvnen fungerer hjernen stadig på samme måde som i drømmesøvnen. Forsøgspersonerne oplevede selv, at løsningerne på dette tidspunkt bare kom af sig selv, uden at de behøvede at anstrenge sig for det.

For Walker er drømmene i REM-søvnen altså vigtige for vores kreativitet. Men de er meget mere end det. Walker anser også drømmene for at være helt afgørende for vores mentale sundhed.

  • "REM-søvnens drømme er en slags informationernes alkymi."

    Hjerneforskeren Matthew Walker

Søvn er evolutionens største gave til os

Vores drømme behandler de oplevelser, vi har haft i vågen tilstand, og i særlig høj grad de begivenheder, som har været forbundet med stærke følelser.

Det kan være alt fra et voldsomt skænderi med vores partner til et skræmmende færdselsuheld. Vores drømmende hjerne afspiller oplevelserne som en film, men med en meget vigtig forskel: Følelserne, som er knyttet til oplevelserne, er skåret fra.

Årsagen er, at stresshormonet nor­adrenalin er næsten fraværende i REM-søvnen. Det betyder, at vi i drømme kan genopleve begivenhederne uden at blive nær så følelsesmæssigt påvirkede, som da vi oplevede dem i vå­gen tilstand.

Begivenhederne kan derefter – under NREM-søvnen – flyttes til langtidshukommelsen, hvor de lagres i en form, så vi kan hente dem frem igen uden at blive ramt af den frygt, vrede, sorg eller rædsel, som oprindeligt var knyttet til dem.

Walkers teori om, at vores drømme på den måde virker som terapi, understøttes af forskning i lidelsen PTSD (post-traumatic stress disorder), som mange krigsveteraner rammes af.

Det er påvist, at PTSD-patienter har søvnforstyrrelser, ikke mindst i REM-søvnen, og de er dermed afskåret fra at lagre traumatiske oplevelser i en form, som ikke er angstfremkaldende, når de dukker op i hukommelsen igen.

Ved en tilfældighed blev det i øvrigt opdaget, at et blodtryksdæmpende middel, som blev givet til veteraner med PTSD, havde den bivirkning, at det sænkede niveauet af noradrenalin i hjernen.

Midlet viste sig at afhjælpe deres PTSD, så de fx oplevede langt færre mareridt end tidligere. Meget tyder derfor på, at lidelsen er tæt forbundet med, at patienterne har for høje værdier af noradrenalin, som ødelægger deres drømmesøvn.

Ifølge Walker kan det meget vel være, at det samme fænomen, bare i en mildere form, er på spil, når vi allesammen indimellem oplever mareridt. Måske skyldes det, at niveauet af noradrenalin er for højt.

Walkers pointe er altså med andre ord: Hvis vi ikke sov drømmesøvn, ville vi allesammen lide af PTSD.

Matthew Walkers teori om drømmenes terapeutiske formål har den særlige styrke, at den faktisk forklarer, hvorfor vi er nødt til at sove.

Terapien kan kun foregå, hvis vi drømmer, dvs. genoplever begivenheder, hvor de tilknyttede følelser er skrællet af. Og forudsætningen for drømmene er, at vores vågne sanse- og bevægeapparat er lukket ned – altså at vi sover.

Selv er Walker ikke i tvivl om, at denne sammenhæng har været helt afgørende for vores evolution. REM-søvnen giver os evnen til at håndtere og kontrollere følelser, hvilket er en forudsætning for at interagere med hinanden i et kollektiv.

“Jeg vil påstå, at dette er den største fordel, søvnen nogensinde har givet noget liv på Jorden,” som han siger.

Den næststørste fordel er ifølge Walker REM-søvnens behandling af informationer, som hjælper os til at føde nye kreative tanker. Tilsammen er de to store gevinster helt centrale for menneskets succes som art.

Med den viden, forskerne har fået gennem de seneste årtier, står det klart, at vi er helt afhængige af søvnen.

Måske ville selv opfinderen Thomas Edison, der betragtede søvn som tidsspilde, være enig, hvis han havde haft den samme viden. Og måske havde han faktisk en ganske god fornemmelse af det.

Selvom han var kendt for kun at sove fire-fem timer om natten, supplerede han nemlig med nogle gedigne powernaps i løbet af dagen. De foregik siddende i en lænestol, og før han faldt i søvn, anbragte han en stegepande under det ene armlæn og tog to-tre stålkugler i hånden.

Alt sammen for at sikre, at når drømmesøvnen satte ind, og musklerne i hånden blev slappe, ville han vågne brat – måske beriget med et nyt genialt indfald fostret i en drøm.

Drømmene er en guldgrube af idéer

En lang række videnskabelige gennembrud og kunstneriske genialiteter er skabt i drømmesøvnen. Ophavsmændene er ofte gået i seng grublende over et problem og er vågnet op med den færdige løsning.

  • Det periodiske system

    Drømt af Otto Loewi

  • Symaskinenålen

    Drømt af Elias Howe

  • Romanen Frankenstein

    Drømt af Mary Shelley

  • Dna-molekylets opbygning

    Drømt af James Watson

  • Sangen Yesterday

    Drømt af Paul McCartney

  • Neurotransmittere

    Drømt af Otto Loewi

Læs også:

Hjernen

Drømmer spædbørn?

1 minut
drømmetydning
Hjernen

Klare drømme signalerer særlige evner

5 minutter
Dyr

Drømmer dyr ligesom os?

0 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!