Nærdød er ren kemi

Hjernekirurgen Robert Spetzler stod foran en kompliceret operation og kunne umuligt bedøve sin 35-årige patient, Pam Reynolds, på almindelig vis.

I stedet kølede han hendes kropstemperatur ned til blot 16 grader, så hendes hjerte gik i stå.

Hjernen fik ikke længere tilført ilt fra blodet, og efter et øjeblik viste kurverne på skærmen, at patienten var klinisk død.

Kirurgen gennemførte operationen og varmede bagefter kvindens krop langsomt op igen – alt gik efter bogen.

Men da Pam Reynolds vågnede op igen, fik den erfarne læge et chok.

Pam Reynolds havde tilsyneladende været ved bevidsthed under hele operationen. Hun kunne beskrive sin egen operation ned til mindste detalje.

Hun gengav den hvinende lyd af saven, der skar gennem hendes kranie, og berettede om, hvordan hun derefter blev trukket ud af sin egen krop gennem hovedet.

Herefter steg hun op under loftet og hang som tilskuer til sin egen operation. Hun havde hørt dr. Spetzler, udtrykke sin overraskelse over hendes usædvanligt små blodårer, og hun beskrev indgående de instrumenter, kirurgen havde benyttet under den syv timer lange operation.

Hendes opmærksomhed havde været helt i top, og synet usædvanligt skarpt.

Pam Reynolds blev opereret i 1991 på et hospital i den amerikanske by Phoenix i Arizona. Hendes beretning er et af de bedst dokumenterede tilfælde af en såkaldt nærdødsoplevelse.

Indtil for få år siden var de fleste forskere skeptiske over for fænomenet, som de mente var fri fantasi.

Men i løbet af de sidste år har forskere kortlagt en kemisk kavalkade af signalstoffer, der ikke alene forklarer nærdødsoplevelser, men også hvordan konkrete scener som mystiske lystunneler, farverige landskaber og ud af kroppen-oplevelser opstår.

Signalstoffer forklarer klarsyn

Nærdødsoplevelser er stærke psykiske oplevelser med et mystisk indhold, der forekommer hos folk, som er tæt på døden eller i stor fysisk eller følelsesmæssig fare.

Fænomenet er almindeligst hos patienter, der har overlevet et akut hjertestop, hvor patienten har været klinisk død, så hjernen har manglet ilt i flere minutter.

Omkring ti procent af patienterne fortæller om en nærdødsoplevelse, der, ligesom Pam Reynolds’, er gennemsyret af en form for klarsyn med en skærpet opmærksomhed.

Hvorfor en nærdødsoplevelse skærper sanserne, opklarede neurologen Jimo Borjigin i 2015. Han fremprovokerede en lignende tilstand hos rotter ved at kvæle dem med kuldioxid.

De små gnavere kunne naturligvis ikke berette om deres oplevelser, så i stedet førte forskeren fra University of Michigan i USA tynde slanger ind i dyrenes hjerner for at måle, om balancen i hjernens signalstoffer ændrede sig.

Forsøget viste, at hjernen på grænsen mellem liv og død udsender en sand sky af signalstoffet noradrenalin, som stiger til 30 gange det oprindelige niveau i pandelapperne.

Her regulerer signalstoffet vores bevidsthed, opmærksomhed og årvågenhed. De voldsomt forhøjede mængder af stoffet er derfor en sandsynlig forklaring på, hvorfor patienter på tærsklen til døden ofte har en oplevelse af klarsyn.

Forskeren opdagede også en kraftig stigning i mængden af signalstoffet dopamin, der i hjernens pandelapper blev syv gange højere end normalt. Dopamin er involveret i hjernens belønningssystem, hvor stoffet normalt udskilles, når vi spiser, dyrker sex eller på anden måde gør noget godt for vores overlevelse.

Stigningen kan forklare, hvorfor mere end halvdelen af alle nærdødsoplevelser er domineret af positive følelser som harmoni, samhørighed og lykke.

Hvorfor hjernen i sin dødskamp eksploderer i en sky af effektfulde signalstoffer, ved forskerne endnu ikke. Men de kan se, at hjernen udskiller en lang række signalstoffer, og at udskillelsen sker i et tilsyneladende nøje planlagt mønster.

Ubalance sender os ud af kroppen

Jimo Borjigin er langtfra den eneste forsker, der har undersøgt nærdødsoplevelser.

Allerede i 2002 udførte lægen Olaf Blanke fra universitetshospitalet i Genève et forsøg, der forklarer, hvorfor Pam Reynolds og omkring en fjerdedel af alle patienter med nærdødsoplevelser fornemmer, at sjælen forlader deres krop.

Han nåede frem til, at patienternes ud af kroppen-oplevelser skyldes en slags kortslutning i hjernen. Olaf Blanke behandlede en patient med epilepsi ved hjælp af elektroder, der med ganske svag strøm påvirker hjernens nervesignaler.

Når han satte elektroderne på et bestemt område bagest i hjernen, oplevede patienten, at hendes krop sank dybere ned i hospitalssengen. Når lægen øgede strømstyrken, oplevede patienten, at hun blev lettere og svævede op under loftet, mens hun så ned på sin egen krop.

Området er det såkaldte angular gyrus, der er en del af hjernens isselap og sørger for, at vi kender vores fysiske placering i et rum.

Hvis dette lille område kommer ud af balance – fx fordi nervesignalerne forstyrres af elektroder eller overdrevne mængder af signalstoffer – opstår en slags kortslutning, som kan udløse en ud af kroppen-oplevelse.

Nærdødsoplevelser ligner drømme

Mens Pam Reynolds lå på operationsbordet med et stillestående hjerte og en krop, der var erklæret klinisk død, oplevede hun, hvad mange andre patienter også fortæller om.

Hun gik igennem en mørk hvirvelstrøm og ind i et kraftigt lys. Disse fænomener har forskere forklaret videnskabeligt. Når hjertet går i stå, ryger iltforsyningen til hele kroppen. I øjets følsomme nethinde betyder iltmanglen, at nerveender går i sort udefra og ind.

Tilstanden skaber på den måde en form for tunnelsyn hos patienten. Hvis hjertet går i gang igen, kan iltens tilbagevenden kickstarte nervesignaler, der i hjernen opfattes som kraftige lysglimt.

Helt så let er det ikke at forklare nærdødsoplevelser med drømmeagtige hallucinationer. Da Pam Reynolds svævede mellem liv og død, mødte hun fx flere afdøde familiemedlemmer, der tog sig kærligt af hende og serverede forfriskninger.

Kevin Nelson, som er professor i neurologi på University of Kentucky i USA, mener, at den slags nærdødsoplevelser opstår, når hjernen blander to bevidsthedstilstande sammen.

Den ene er vores almindelige bevidsthed, mens den anden normalt kun optræder, mens vi drømmer under den såkaldte REM-søvn.

Under REM-søvnen er vi bevidste, og derfor husker vi drømmens detaljer, når vi vågner. Men drømmen er en besynderlig bevidsthedstilstand, hvor hjernen blander gamle minder, tanker og fantasier sammen i en pærevælling.

Kevin Nelson mener, at hjernen i et livstruende øjeblik kan bringes så meget ud af balance, at den aktiverer den forkerte bevidsthedstilstand, og at patienter derfor oplever et drømmeagtigt forløb.

46 procent har minder fra døden

En stor amerikansk og britisk undersøgelse fra 2014 viser, at 11 procent af de overlevende efter et akut hjertestop har haft nærdødsoplevelser, mens 46 procent husker noget fra tiden, hvor de var klinisk døde.

En større viden om hjernens reaktioner kan, på længere sigt, være med til at hente flere patienter tilbage til livet. Jimo Borjigins undersøgelser viste, at nogle af hjernens kemiske signaler får hjertet til at gå i stå.

I livets sidste minutter opretholder hjernen og hjertet en intens kommunika­tion, hvor hjernen med sin kemiske cocktail tvinger hjertet til at gå i stå.

Hvis læger kan blokere denne signalvej, kan de måske redde nogle af de 90 procent af alle hjertestoppatienter, som i dag dør, fordi lægerne ikke når at få hjertet i gang igen, inden hjernen lider uoprettelig skade.

Pam Reynolds’ nærdødsoplevelse fik en drømmeagtig slutning. Mens dr. Spetzler og resten af operationsholdet afsluttede det timelange kirurgiske indgreb, tog hendes afdøde familiemedlemmer kærligt afsked med hendes sjæl og hjalp den derefter varsomt tilbage i kroppen, inden lægerne forseglede kraniet.