Nu kan vi kickstarte fantasien

Netop måden, fantasien simulerer forskellige udgaver af virkeligheden på, har ført en australsk forsker på sporet af, hvordan den egentlig fungerer – og hvad vi skal gøre for ikke at blive totalt fantasiforladte.

Fantasien lever af virkeligheden

Siden 1970’erne har forskerne diskuteret, hvordan vores fantasier opstår, og hvordan vi får adgang til dem.

Deres konklusion er, at fantasien fungerer som svar-generator på alternative virkeligheder og mulige fremtider. Det sker gennem spørgsmål som “Hvad nu, hvis ...?”, fx “Hvad nu, hvis jeg havde en million?”, “Hvad nu, hvis jeg kunne flyve?”, eller “Hvad nu, hvis jeg strandede på en øde ø?”.

Ifølge den irske bevidsthedsforsker professor Ruth Byrne fra universitetet i Dublin forestiller vi os først og fremmest alternative handlinger i stedet for slet ikke at handle, dvs. at vi tænker, “Hvad nu, hvis jeg havde gjort sådan her?”, og ikke “Hvad nu, hvis jeg slet ikke havde gjort noget?”.

Byrnes undersøgelser viser også, at vi næsten altid fantaserer om hændelser, som vi har indflydelse på, i stedet for noget, der alene påvirkes af kræfter udefra.

Konklusionen er, at fantasien i høj grad lader sig inspirere af vores dagligdag.

Byrnes opdagelser har sammen med de nyeste teknikker til hjerneskanninger fået den australske neuropsykolog professor Joel Pearson fra universitetet i New South Wales til at proklamere, at forskerne nu ved, hvor og hvordan fantasien opstår.

Ifølge Pearson skal fantasien primært ses som en omvendt sans – fx en omvendt synssans.

Når vi oplever verden gennem øjnene, bliver hjernens visuelle cortex aktiveret af stimuli udefra og danner billeder, der bliver til erfaringer og læring. Men når vi fantaserer, bliver processen sat i backgear. Her er det i stedet erfaringerne, som stimulerer den visuelle cortex indefra.

Det vil med andre ord sige, at de synsindtryk, vi har oplevet og lagret gennem livet, fx gør os i stand til at forestille os byer og lande, vi aldrig har besøgt i virkeligheden.

Med Pearsons nye forståelse er det muligt at påvirke hjernen, så den bliver endnu mere fantasifuld og bedre til at løse problemer – mere om det senere.

Sanser virker som brændstof

Når vi skal løse et problem, kan fantasien betragtes som motor og brændstof i en bil.

Brændstoffet er de indtryk, oplevelser og genstande, vi har gjort os erfaringer med gennem tiden. Motoren er omvendt vores evne til at nedbryde disse erfaringer og sætte dem sammen på nye og usædvanlige måder.

For at vi kan blive så fantasifulde som muligt, er det ifølge Joel Pearson dog vigtigt, at brændstoffet ikke udelukkende bliver tanket på med synssansen.

Det er let at forestille sig det syn, der mødte Robinson Crusoe, da han drev i land på den øde ø – sandstranden, brændingen, palmetræerne. Men vi kan også forestille os lydene af fuglene, duften af blomsterne og følelsen af troperegnen mod den bare hud.

Og selvom du måske aldrig selv har været på en tropeø, er forestillingerne baseret på kombinationer af lyde, du har hørt, dufte, du har duftet, og berøringer, du har følt.

Fantasien trækker på alle sanser, og det har ført forskerne til erkendelsen af, at mennesket langtfra er den eneste art, der har en fantasifuld tankegang.

Fantasi redder egern fra døden

En række dyr bruger sanseoplevelser til at fantasere om, hvor de kan finde mad, eller hvordan de skal undgå forskellige trusler.

Egernet simulerer eksempelvis, om det kan springe fra det ene træ til det næste, inden det gør det. Og ender simulationen inde i egernets hoved med en faldulykke, finder det en anden vej.

På den måde kan dyrene lade hypoteser dø i stedet for dem selv.

Fantasien er dermed et overlevelsesværktøj på linje med skarpe tænder, en ekstra lang hals eller evnen til at gå i dvale.

Forskerne har først og fremmest registreret en veludviklet fantasi hos pattedyr tæt på os, fx chimpanser, men også hos andre lidt mere overraskende dyr.

En ravn tjekker fx omhyggeligt, om artsfæller lurer på den, mens den gemmer mad. Forskerne ser det som et eksempel på en såkaldt theory of mind, altså at ravnen kan forestille sig, at andre ravne har bevidsthed.

Også blæksprutter viser klare tegn på fantasi.

I 2019 blev blæksprutten Heidi filmet til en TV-dokumentar, mens den tilsyneladende drømte, at den var på jagt.

I første omgang afviste de fleste forskere, at Heidi rent faktisk drømte, og mente i stedet, at farveskiftet skyldtes muskelsammentrækninger i søvne. Men i marts 2021 beviste nye undersøgelser, at blæksprutter drømmer og altså dermed fantaserer.

Ved at lade fantasien lege med dagens oplevelser og indtryk bliver erfaringerne placeret de rigtige steder i hjernen, så blæksprutten kan kalde dem frem, når behovet for en fantasifuld løsning på et problem opstår.

Mennesket er et fantasidyr

Mennesket har løftet fantasien op i en klasse for sig ved at udvikle sprog til at udveksle vores idéer. Mens forskerne er ret sikre på, at skriftsproget opstod med kileskriften i nutidens Irak for ca. 5300 år siden, diskuterer de stadig indædt, hvornår mennesket begyndte at tale.

Buddene varierer fra for få titusinder år siden til millioner af år, før Homo sapiens opstod.

For at fastslå, hvor kreative vores forfædre var, undersøger forskerne i stedet fysiske beviser på, at de tænkte sig om en ekstra gang. Det gælder bl.a. udformningen af alt fra jagtredskaber som økser, spyd og fiskenet til sødygtige transportmidler.

Fantasien er altså hjørnestenen i civilisationen og står bag opfindelser som landbrug, medicin og transportmidler, der er grundlaget for det moderne samfund. Desværre begynder nogle af de opfindelser nu at skabe problemer, der ikke længere blot truer det enkelte menneske, men hele kloden.

Derfor er der nu mere end nogensinde brug for, at fantasien hjælper os med nogle virkelig banebrydende opfindelser, der kan tæmme fx luftforurening og den globale opvarmning.

Heldigvis er løsningerne på vej – og nogle af dem er virkelig fantasifulde.

I september 2021 offentliggjorde en forskergruppe under ledelse af den tyske jordbrugsforsker Neele Dirksen, at det var lykkedes dem at pottetræne 11 kalve i løbet af få uger.

Benyttede kalvene det dertil indrettede kotoilet kaldet MooLoo, fik de en godbid. Men forrettede en kalv sin nødtørft et andet sted, fik den et strint med en vandslange.

Umiddelbart virker det uproduktivt og måske lige en tand for fantasifuldt at sende køer på toilettet, men forskergruppen indfriede målet om at nedsætte både drivhusgasudslippet og kvælstofforureningen fra køernes urin.

Sluk nu den telefon

For at få en fantasi, som kan måle sig med de tyske forskeres, må vi selv gøre en aktiv indsats.

I barndommen hælder vi konstant brændstof på fantasien ved at sanse verden omkring os. Forskerne har vist, at en naturlig nysgerrighed er kodet ind i vores dna og tidligt i livet giver os lyst til at opsøge så mange erfaringer som muligt.

Men når vi bliver voksne, begynder fantasien at halte.

Det skyldes i høj grad fænomenet funktionsfiksering, dvs. at vi er blevet vant til at benytte ord, begreber og genstande på en bestemt fantasiløs måde.

Vores syn på verden er med andre ord blevet låst.

For at låse op for fantasien igen skal vi blive bedre til at kede os. Her slipper vi nemlig den bevidste kontrol og lader tankerne få frit spil.

Derfor advarer fantasiforskere også mod at hive mobilen frem, hver eneste gang vi har en lille pause. Når vi glor ind i mobilens strøm af målrettet underholdning, overdøver den de spontane, frie tanker, vi selv skaber, og som kendetegner fantasien.

Til gengæld viser undersøgelser, at såkaldt æstetisk virksomhed, hvor vi former genstande i fx ler, og læsning af skønlitteratur kan styrke den fantasifulde tankegang.

Ingen af delene er dog lige så effektive som naturoplevelser.

I 2013 testede psykologiprofessoren Ruth Ann Atchley sammen med to kolleger 26 kvinder før og efter en fire dage lang vandretur i naturen.

Vandrernes evner til at finde kreative løsninger på en række opgaver steg med hele 50 pct.

Så hvis det ikke hjælper, at du smider dig på sengen og lytter til musikken, næste gang du sidder fast i dit computerspil, skal du ikke bare blive ved og ved, til det lykkes.

Forskningen siger, at du i stedet skal gå en tur i skoven.