Shutterstock
Hjernestamme, placebo

Nu ved vi, hvor placeboeffekten sidder i hjernen

Nye skanninger i ultrahøj opløsning har afsløret placeboeffektens placering i hjernestammen.

Over 10 pct. af verdensbefolkningen skønnes at lide under kroniske smerter. Et nyt studie af den mystiske placeboeffekt giver nu forskere ledetråde til fremtidige behandlinger for smertepatienterne.

Studiet, der er foretaget ved The University of Melbourne i Australien, har anvendt avancerede fMRI-skanninger med en hidtil uset detaljegrad til at identificere den eksakte lokation af både placebo- og noceboeffekten, der finder sted i hjernestammen.

Denne effekt er det uforklarlige fænomen, hvor behandlinger og bivirkninger uden egentlig medicinsk virkning afføder ægte reaktioner i menneskehjernen.

Studiet blev foretaget, ved at deltagerne fik skannet deres hjerne, mens de havde et særligt kobber-device omkring håndleddet, der blev varmet op til et moderat smertefuldt niveau.

Forskerne tilbød herefter at behandle det påvirkede område med én af i alt tre forskellige salver – en, der øgede smerten, en, der lindrede smerten, og en neutral creme, der hverken gjorde fra eller til.

I de fleste tilfælde oplevede deltagerne præcis den virkning, som de var blevet fortalt, behandlingen ville frembringe, mens alle tre salver i realiteten bestod af helt almindelig vaseline.

Det særlige ved dette forsøg er, at deltagernes hjerne blev skannet samtidig i ultrahøj opløsning.

Skanningerne har afsløret, at placeboeffekten øger aktiviteten i et område kaldet rostral ventromedial medulla, der formidler smertesignaler, mens den reducerer aktiviteten i hjernens såkaldte grå substans, der hjælper kroppen med at undertrykke smerte. Noceboeffekten forårsager den modsatte virkning.

Forskerne bag undersøgelsen håber, at den nye kortlægning af placeboeffektens eksakte placering i hjernestammen fører til fremtidige behandlinger mod kroniske smerter ved fx nerveskader.