Shutterstock
Overgangsalder

Overgangsalderen skaber kaos i kvindens hjerne

De dramatiske hormonforandringer, alle kvinder gennemgår i overgangsalderen, skaber næsten lige så meget byggerod i hjernen som hos en forvirret teenager.

Humørsvingninger, hedetur og søvnbesvær. Det kræver sin kvinde at komme gennem overgangsalderen.

Men de hormonelle forandringer, som sætter ind i alderen 45-55 år, går også ud over evnen til at huske.

Hjerneskanninger dokumenterer, at når kvinder rammer klimakteriet, ændres aktiviteten i hjernens center for læring og hukommelse, hippocampus.

Fald i østrogen

Årsagen til forandringerne i hjernen er faldet i mængden af det kvindelige kønshormon, østrogen, i kroppen.

Østrogen fremmer dannelsen af synapser i hjernen og de støtteceller i hippocampus, som hjælper kommunikation og lagring af information i hjernen.

Når æggestokkene holder op med at modne og udstøde æg, dannes der mindre østrogen, og det afsporer hukommelseskredsløbet.

Konsekvensen for kvinder i overgangsalderen er derfor dels problemer med at lære nye ting og dels pludselige huller i hukommelsen.

Mænd glemmer også

Glemsomhed er ikke kun forbeholdt kvinder. Det er en helt naturlig konsekvens af, at hjernen ændrer sig efterhånden som vi bliver ældre.

Forskellen på mænd og kvinder er, at hvor mænd gennemgår en gradvis forringelse af hukommelsen, oplever kvinder en brat opbremsning, når de rammer overgangsalderen.

Ikke alle påvirkes

Ikke alle kvinder oplever dette. Omtrent en tredjedel af kvinder i overgangsalderen har ikke problemer med at huske.

Forskerne kender endnu ikke årsagen, men det kan være fordi deres hjerner er i stand til at optage østrogen fra andre kilder, fx kropsfedt eller ved at omdanne testosteron.